I morgen har jeg en formiddagsflyver fra Santiago til Buenos Aires - det betyder at jeg skal op klokken ufattelig tidligt for at komme med bussen de 3-4 timer til Santiago. Maaske er jeg noedt til at tage en bus i aften, men jeg haaber det ikke.
Dagene efter jul har vaeret hyggelige og afslappede - kun en enkelt dag (maaske tager jeg et ordentligt eftermiddagspas i dag) med surf, men til gengaeld har jeg haengt ud med Danny, der rejste i forgaars og i gaar med Majorie fra San Fernando, Chile - vi lavede mad sammen og det var ret udfordrende med vores ringe spansk / engelsk-kundskaber.
Jeg er blevet inviteret til nytaarsfest hos en af Davids venners venner i Buenos Aires, saa det bliver hyggeligt. Sole, som jeg moedte i Europa i sommers er udenbys, men maaske faar jeg tid til at tage ned at besoege hende ogsaa.
Der kommer nyt picasaalbum ved lejlighed - det tager simpelthen for lang tid at uploade et sted som her.
Godt nytaar hjemme i kulden!
kh Jakob
mandag den 29. december 2008
fredag den 26. december 2008
Feliz navidad!
Rigtig glaedelig jul til alle!
Jeg er i Pichilemu ca. 3 timer syd for Santiago, hvor jeg har fejret jul paa stranden i rigtig godt selskab - blandt andet med en dansker-ghetto fra Santiago, Merete fra sprogskolen i Guatemala og Danny California, som jeg moedte i Rom i sommers.
Jeg satser paa at blive her et par dage og arbejde med surfteknikken, da her er fantastiske boelger, men vandet er temmelig koldt, saa det er vaaddragt - sweet.
Den 30. har jeg en flyver fra Santiago til Buenos Aires, og det bliver spaendende om jeg finder nogen at fejre nytaar med.
Nu vil jeg finde et sted at bo de naeste dage.
Jeg er i Pichilemu ca. 3 timer syd for Santiago, hvor jeg har fejret jul paa stranden i rigtig godt selskab - blandt andet med en dansker-ghetto fra Santiago, Merete fra sprogskolen i Guatemala og Danny California, som jeg moedte i Rom i sommers.
Jeg satser paa at blive her et par dage og arbejde med surfteknikken, da her er fantastiske boelger, men vandet er temmelig koldt, saa det er vaaddragt - sweet.
Den 30. har jeg en flyver fra Santiago til Buenos Aires, og det bliver spaendende om jeg finder nogen at fejre nytaar med.
Nu vil jeg finde et sted at bo de naeste dage.
søndag den 21. december 2008
Chile
Saa er jeg kommet vel igennem oerkenen (12.000 km2 saltoerken + "almindelig oerken") og har blandt andet set den perfekte solnedgang, Dalis baggrundsoerken fra billedet med de langbenede elefanter (tror jeg nok) og i det hele taget mere natur-skoenhed end det sidste aars tid (fraregnet solopgang paa Hald).
Jeg sidder i det nordlige Chile og vil om lidt begive mig ud for at finde en bus mod Santiago - mere end 24 timer, hvilket er daemonisk - da juleaften foregaar ved stranden deromkring. Der kommer billeder og maaske lidt mere beaandet beretning fra Uyuni, som var en oplevelse helt udover det saedvanlige.
Jeg sidder i det nordlige Chile og vil om lidt begive mig ud for at finde en bus mod Santiago - mere end 24 timer, hvilket er daemonisk - da juleaften foregaar ved stranden deromkring. Der kommer billeder og maaske lidt mere beaandet beretning fra Uyuni, som var en oplevelse helt udover det saedvanlige.
torsdag den 18. december 2008
Uyuni saltoerkenen
Efter en meget urolig nat i en bus, der koerte paa den mest hullede grus/jord/sandvej det meste af den 12 timer lange tur fra La Paz sidder jeg nu i oerkenbyen Uyuni. Jeg koebte en tre dages tur i gaar i La Paz, men fik den gratis "forlaenget" til en 4-dages tur, da der ikke var folk nok paa treeren. Det betyder, at jeg, udover alt det andet Uyuni byder paa, ogsaa faar set geysere og det er jeg glad for.
Er ogsaa ved at have lidt bedre styr paa logistikken - har blandt andet vekslet til chilenske pesos (til snyderate hos en lokal vekseller). Alt i alt er jeg supertraet, men jeg glaeder mig maksimalt til turen gennem saltoerkenen.
Er ogsaa ved at have lidt bedre styr paa logistikken - har blandt andet vekslet til chilenske pesos (til snyderate hos en lokal vekseller). Alt i alt er jeg supertraet, men jeg glaeder mig maksimalt til turen gennem saltoerkenen.
onsdag den 17. december 2008
La Paz - paa vej til Uyuni
Jeg har soegt ly for den haarde middagssol i La Paz, hvor jeg "strandede" efter gaardsdagens forsoeg paa at naa en natbus til Uyuni, hvor jeg vil krydse saltoerkenen ind i Chile. Her skal jeg fejre jul med danske og udenlandske venner.
Jeg tilbragte natten paa et snusket hotel taet paa busterminalen, men har i dag set La Paz fra dens bedre side. Har blandt andet vaeret paa det nationale kunstmuseum og skal lige om lidt paa "okkult" marked, hvor lokale hekse og troldmaend shopper.
Byen ligger mere end 3500 meter over havets overflade og det kan maerkes naar man gaar op og ned i de stejle gader.
Mere senere - lyder jo i oevrigt til, at hovedstadsomraadet i DK er blevet rystet i sin grundvold. Godt man befinder sig i mere rolige omgivelser.
Jeg tilbragte natten paa et snusket hotel taet paa busterminalen, men har i dag set La Paz fra dens bedre side. Har blandt andet vaeret paa det nationale kunstmuseum og skal lige om lidt paa "okkult" marked, hvor lokale hekse og troldmaend shopper.
Byen ligger mere end 3500 meter over havets overflade og det kan maerkes naar man gaar op og ned i de stejle gader.
Mere senere - lyder jo i oevrigt til, at hovedstadsomraadet i DK er blevet rystet i sin grundvold. Godt man befinder sig i mere rolige omgivelser.
søndag den 14. december 2008
På vej til Bolivia
Det bliver vist ikke til de lange rejsebeskrivelser i disse dage. Derimod har jeg uploadet billeder fra de sidste 3 ugers tid og de kan ses ved at følge nedenstående link.
http://picasaweb.google.dk/jakobkowalski/KaffeplantageSurfTikalMacchuPicchuOgHermanoVidal?feat=email#
Her til aften - om ca. to timer tager jeg natbussen til Copacabana på Boliviasiden af Titticaca-søen. Jeg regner med at overnatte på Isla del Sol, men er også ved at have lidt travlt, da jeg skal møde venner til jul i Chile og også skal nå Uynni-saltørkenen, der skulle være helt fantastisk.
Opholdet hos Hermano Vidal var virkelig en stor oplevelse. Jeg tog derfra i dag efter knusere fra drengene (4 indianere, der har hjulpet med at bygge det hellige hus - se billednere - i fire dage) og Hermano, der spåede (eller lovede - mit spansk er ikke godt nok) mig en lykkelig skæbne.
Den er jeg så i gang med at realisere.
http://picasaweb.google.dk/jakobkowalski/KaffeplantageSurfTikalMacchuPicchuOgHermanoVidal?feat=email#
Her til aften - om ca. to timer tager jeg natbussen til Copacabana på Boliviasiden af Titticaca-søen. Jeg regner med at overnatte på Isla del Sol, men er også ved at have lidt travlt, da jeg skal møde venner til jul i Chile og også skal nå Uynni-saltørkenen, der skulle være helt fantastisk.
Opholdet hos Hermano Vidal var virkelig en stor oplevelse. Jeg tog derfra i dag efter knusere fra drengene (4 indianere, der har hjulpet med at bygge det hellige hus - se billednere - i fire dage) og Hermano, der spåede (eller lovede - mit spansk er ikke godt nok) mig en lykkelig skæbne.
Den er jeg så i gang med at realisere.
fredag den 12. december 2008
Inkatrail og ophold hos Hermano Vidal
Saa naaede vi Machu Picchu efter en fantastisk tur med en fantastisk gruppe og soerme om det ikke endnu en gang blev tid til lidt modelarbejde... Det 4-dage lange trek var en helt fantastisk oplevelse og baade gruppen og guiden var overordentligt dejlige mennesker. Skoent, naar det hele gaar op i en hoejere enhed.
Jeg havde baade kameara og video med, men jeg havde faaet en hjernebloedning og glemt at lade dem op, saa det var doedvaegt i rygsaekken. Heldigvis har folk fra gruppen allerede nu sendt billeder, saa det naaste picasaalbum vil ogsaa rumme materiale herfra.
I oejebliket har jeg faaet lov at bo og arbejde i en uge hos en indiansk vismand i en lille landsby uden for Ollantaytambo. Det er en suveraen oplevelse! Der er ikke Internet derude og jeg er kun herinde i Ollantaytambo (et relativt turisthelvede) for at oenske David tillykke med foedselsdagen over Skype og lige lade mine trofaste laesere vide, at jeg fortsat har det rigtig godt. Om alt gaar efter planen tager jeg bussen fra Cusco til Copacabana i Bolivia - ved Titicacca-soen paa soendag. Jeg skriver laengere senere - jeg taenker paa jer alle derhjemme.
Kaerlige hilsner fra Jakob
søndag den 30. november 2008
Peru – hustlet i Lima, ro på i Cusco
I går ankom jeg endelig til bjergbyen Cusco efter en udmattende rejse – især ovenpå min ekskurs til Tikal inden afrejse fra Guatemala. Jeg tog en shuttlebus fra hotellet klokken 4 om morgenen og fandt min flyver til San Salvador, hvor jeg mellemlandede. Det gik også glat med at finde flyveren videre til Lima, hvor jeg ankom ud på eftermiddagen. Her blev det så til gengæld lettere træls, i og med at min flyver ind i landet først afgik 5.10 næste morgen.
Ergo besluttede jeg mig til at tage på opdagelse i byen og der var ligesom to muligheder: Mira Flores, der efter sigende skulle være en rimelig fredelig bydel og fuld af gode spisesteder etc., men lidt længere fra lufthavnen og ikke så historisk interessant som Centro, som jeg endte med at vælge at tage til. Det viste sig dog at være en fejl. Der var super kaotisk, smog som i Bangkok og arkitektonisk forholdsvis uinteressant. På det centrale torv satte jeg mig til at læse i guidebog, da en yngre, hippieagtig fyr henvendte sig til mig og inviterede mig med til koncert med sit band. Hvad fanden, tænkte jeg – jeg kunne godt undvære flere katedraler etc. desuden var jeg både træt og sulten og han bedyrede, at man spiste godt derhenne. Der var ikke ret langt til baren, og fyren virkede fin nok, men en kende for beruset sidst på eftermiddagen, men omvendt kan det jo ske for selv de bedste.
Baren lå rigtig nok temmelig tæt på og de spillede ok musik – tidlig grunge og anden lytbar, alternative, lokalet var hyggeligt osv. Fyren insisterede på at give mig en traditionel, peruviansk drink, som ”man siger velkommen” med. Det viste sig at være to store kander + noget sprut man skulle blande i. Ikke tequila, men jeg husker ikke navnet. Vi (dvs. mest han) talte en tid og jeg gearede hurtigt ned for drikketempoet og bestilte en øl og lod ham om kanderne. Da jeg gik på toilettet kom fyren ud og tilbød mig et snus af sit ”prima cocaina”, som jeg ligeledes bad mig fritaget for. Han var temmelig overgearet og havde ved nærmere eftertanke formentlig selv snuset rigeligt af sagerene.
Efter et stykke tid bestilte jeg noget at spise og bad samtidig om regningen, som det nu hed sig, at vi skulle dele. Det var også fint nok, men da den kom var den stor og fyren var naturligvis ikke indstillet på at betale noget. Det var de ansatte incl. udsmideren med på og efter en kort vejring af stemningen og situationen valgte jeg at lægge cirka 100 dollars og slap derved afsted uden videre tiltale. Et højdepunkt eller i hvert fald et rørende øjeblik, var da jeg gav to børn, der ville sælge et eller andet tingeltangel lov til at spise resterne af den gigantiske tallerken kød og grøntsager. Fattigdommen er stor og der bliver ikke taget med fløjlshandsker på vesterlændinge, der kommer ind med 4-flyveren.
Fyren i baren blev ved med at sige ”no paranoia”, men selv ikke taxaturene er specielt sikre i Lima og jeg var ærgerlig, men lettet da jeg var tilbage i den uskønne lufthavn. Her mødte jeg et amerikansk par, der ligeledes skulle tilbringe natten her og vi hang ud på et par umagelige stolerækker indtil det blev tid at checke ind. Flyveturen til Cusco forløb uden vanskeligheder – en del turbolæns, som der ligeledes havde været på turen til Lima, men jeg sov det meste af vejen. I Cusco skulle jeg have airport-pickup, men da den lod vente på sig havde jeg heldigvis nummeret til bureauret, der arranger min tur på inka-stien i morgen og efter et surt opkald dukkede de op efter et kvarters tid. Endelig fremme ved hotellet, der var bedre end mine forventninger, gik jeg kold det meste af dagen afbrudt af læsning i 'Wizard & Glass' – fjerde bog i Darktower serien, som jeg regner med at blive færdig med i aften. Herefter var jeg ude at spise et simpelt måltid og derpå tidligt i seng.
I dag har jeg ligeledes taget den med ro, jeg er ved at vende mig til den tynde luft. Cusco ligger 3.500 meter over havet og det kan mærkes. I løbet af det firedages trek jeg tager på i morgen, kommer jeg op i 4.600 meter på andendagen, men vi starter lavere, så det er helt fint. Jeg har brugt noget tid med repraesentanten fra Jysk (Anders), som har givet mig en masse god information, lejet en sovepose, købt en hat til at skygge for solen og en uld-poncho til de kolde nætter. Ligeledes fik jeg et turpas til en mængde seværdigheder i den hellige dal som plaster på såret for lufthavns-hentningen og jeg købte en billig heldags-bustur rundt til dem den 5. efter Machu Pichu. Ligeledes har jeg fundet et billigt hostel, hvor jeg tager et par nætter fra den 4. Jeg er også begyndt at se på ture ind i regnskoven, men har ikke bestilt noget endnu. Cusco er temmelig charmerende og ligger i en højlandsdal og luften er tynd, men god. Byen minder paa sin vis en del om Antigua, Guatemala - her er ogsàa masser af turister og spanskskoler, men de sights der ligger i umiddelbar naerhed er langt vildere - udover Machu Pichu og den Hellige Dal, kan man som naevnt ogsaa komme paa ture ind i et gigantisk regnskovsreservat, samt op til Titiccaca-soen, som jeg regner med bliver min graenseovergang til Bolivia senere paa maaneden.
Solen skinner, men der har også været voldsomme og længerevarende byger. Det er ikke så fedt, hvis vi bliver drivende våde på trekket... Heldigvis har jeg mit fornuftige regntøj.
I skrivende seneftermiddagsstund sidder jeg på det lækre hotel, der var en del af min (dyre) ankomstpakke fra Jysk og nyder ensomheden, en enkelt pils og Interpol's 'Our Love to Admire', der passer ekstraordinært godt til konteksten samtidig med at den overdøver noget overskruet Erasure, som blæses ud fra en af de lokale barer. 'Tonight I'm gonna rest my chemistry'. Nu skal jeg til at pakke. En taske til min bærer :-), en lille rygsæk til mig selv på trekket og resten i den store taske, som jeg fyrer over på hostellet lige om lidt. Jeg tror ikke jeg gider slæbe på computeren, men tager måske nogle smånoter i hånden. Jeg glæder mig meget til denne tur, der skulle være blandt et af de smukkeste trek i verden. Korrespondancen og blogskrivningen kommer altså til at ligge stille de næste 4-5 dage, men jeg har det fortsat fantastisk on top of the world.
Ergo besluttede jeg mig til at tage på opdagelse i byen og der var ligesom to muligheder: Mira Flores, der efter sigende skulle være en rimelig fredelig bydel og fuld af gode spisesteder etc., men lidt længere fra lufthavnen og ikke så historisk interessant som Centro, som jeg endte med at vælge at tage til. Det viste sig dog at være en fejl. Der var super kaotisk, smog som i Bangkok og arkitektonisk forholdsvis uinteressant. På det centrale torv satte jeg mig til at læse i guidebog, da en yngre, hippieagtig fyr henvendte sig til mig og inviterede mig med til koncert med sit band. Hvad fanden, tænkte jeg – jeg kunne godt undvære flere katedraler etc. desuden var jeg både træt og sulten og han bedyrede, at man spiste godt derhenne. Der var ikke ret langt til baren, og fyren virkede fin nok, men en kende for beruset sidst på eftermiddagen, men omvendt kan det jo ske for selv de bedste.
Baren lå rigtig nok temmelig tæt på og de spillede ok musik – tidlig grunge og anden lytbar, alternative, lokalet var hyggeligt osv. Fyren insisterede på at give mig en traditionel, peruviansk drink, som ”man siger velkommen” med. Det viste sig at være to store kander + noget sprut man skulle blande i. Ikke tequila, men jeg husker ikke navnet. Vi (dvs. mest han) talte en tid og jeg gearede hurtigt ned for drikketempoet og bestilte en øl og lod ham om kanderne. Da jeg gik på toilettet kom fyren ud og tilbød mig et snus af sit ”prima cocaina”, som jeg ligeledes bad mig fritaget for. Han var temmelig overgearet og havde ved nærmere eftertanke formentlig selv snuset rigeligt af sagerene.
Efter et stykke tid bestilte jeg noget at spise og bad samtidig om regningen, som det nu hed sig, at vi skulle dele. Det var også fint nok, men da den kom var den stor og fyren var naturligvis ikke indstillet på at betale noget. Det var de ansatte incl. udsmideren med på og efter en kort vejring af stemningen og situationen valgte jeg at lægge cirka 100 dollars og slap derved afsted uden videre tiltale. Et højdepunkt eller i hvert fald et rørende øjeblik, var da jeg gav to børn, der ville sælge et eller andet tingeltangel lov til at spise resterne af den gigantiske tallerken kød og grøntsager. Fattigdommen er stor og der bliver ikke taget med fløjlshandsker på vesterlændinge, der kommer ind med 4-flyveren.
Fyren i baren blev ved med at sige ”no paranoia”, men selv ikke taxaturene er specielt sikre i Lima og jeg var ærgerlig, men lettet da jeg var tilbage i den uskønne lufthavn. Her mødte jeg et amerikansk par, der ligeledes skulle tilbringe natten her og vi hang ud på et par umagelige stolerækker indtil det blev tid at checke ind. Flyveturen til Cusco forløb uden vanskeligheder – en del turbolæns, som der ligeledes havde været på turen til Lima, men jeg sov det meste af vejen. I Cusco skulle jeg have airport-pickup, men da den lod vente på sig havde jeg heldigvis nummeret til bureauret, der arranger min tur på inka-stien i morgen og efter et surt opkald dukkede de op efter et kvarters tid. Endelig fremme ved hotellet, der var bedre end mine forventninger, gik jeg kold det meste af dagen afbrudt af læsning i 'Wizard & Glass' – fjerde bog i Darktower serien, som jeg regner med at blive færdig med i aften. Herefter var jeg ude at spise et simpelt måltid og derpå tidligt i seng.
I dag har jeg ligeledes taget den med ro, jeg er ved at vende mig til den tynde luft. Cusco ligger 3.500 meter over havet og det kan mærkes. I løbet af det firedages trek jeg tager på i morgen, kommer jeg op i 4.600 meter på andendagen, men vi starter lavere, så det er helt fint. Jeg har brugt noget tid med repraesentanten fra Jysk (Anders), som har givet mig en masse god information, lejet en sovepose, købt en hat til at skygge for solen og en uld-poncho til de kolde nætter. Ligeledes fik jeg et turpas til en mængde seværdigheder i den hellige dal som plaster på såret for lufthavns-hentningen og jeg købte en billig heldags-bustur rundt til dem den 5. efter Machu Pichu. Ligeledes har jeg fundet et billigt hostel, hvor jeg tager et par nætter fra den 4. Jeg er også begyndt at se på ture ind i regnskoven, men har ikke bestilt noget endnu. Cusco er temmelig charmerende og ligger i en højlandsdal og luften er tynd, men god. Byen minder paa sin vis en del om Antigua, Guatemala - her er ogsàa masser af turister og spanskskoler, men de sights der ligger i umiddelbar naerhed er langt vildere - udover Machu Pichu og den Hellige Dal, kan man som naevnt ogsaa komme paa ture ind i et gigantisk regnskovsreservat, samt op til Titiccaca-soen, som jeg regner med bliver min graenseovergang til Bolivia senere paa maaneden.
Solen skinner, men der har også været voldsomme og længerevarende byger. Det er ikke så fedt, hvis vi bliver drivende våde på trekket... Heldigvis har jeg mit fornuftige regntøj.
I skrivende seneftermiddagsstund sidder jeg på det lækre hotel, der var en del af min (dyre) ankomstpakke fra Jysk og nyder ensomheden, en enkelt pils og Interpol's 'Our Love to Admire', der passer ekstraordinært godt til konteksten samtidig med at den overdøver noget overskruet Erasure, som blæses ud fra en af de lokale barer. 'Tonight I'm gonna rest my chemistry'. Nu skal jeg til at pakke. En taske til min bærer :-), en lille rygsæk til mig selv på trekket og resten i den store taske, som jeg fyrer over på hostellet lige om lidt. Jeg tror ikke jeg gider slæbe på computeren, men tager måske nogle smånoter i hånden. Jeg glæder mig meget til denne tur, der skulle være blandt et af de smukkeste trek i verden. Korrespondancen og blogskrivningen kommer altså til at ligge stille de næste 4-5 dage, men jeg har det fortsat fantastisk on top of the world.
torsdag den 27. november 2008
Tikal og afrejse
Ganske kort vil jeg lige fortælle, at jeg er på vej til Peru. Jeg har en shuttlebus til Guatemala City klokken 4, hvorefter jeg mellemlander i San Salvador og videre ned sydpå til Lima, hvor jeg ankommer midt på eftermiddagen. Halen ved denne tur er, at jeg har en indenrigsflyver ved 5-tiden om morgenen den 29. til Cusco, hvorfra jeg skal på Inka-stien. Alt efter overskud er dette altså en mulighed for at se Lima, eller et problem i forhold til formentlig at "overnatte" i lufthavnen... Lige nu frygter jeg lidt, at det bliver det sidste.
Jeg har nemlig også rejst det sidste døgn, efter at jeg besluttede mig for at tage til Tikal, der var lidt af en åbenbaring. Midt ude i et enormt naturreservat står de mest velbevarede Maya-pyramider og det var en enorm oplevelse at kigge ud over regnskoven fra toppen af sådan en. Jeg er meget glad for at jeg kom afsted, men turen (jeg kørte i bus derhen i nat og fløj hjem i eftermiddags) har trukket tænder ud og jeg gider egentlig ikke rejse mere lige nu. Omvendt bliver Peru fantastisk og jeg glæder mig til mine to "akklimatiseringsdage" i Cusco.
Jeg sagde farvel til Mark i går - han er taget til El Salvador og skal vist også surfe. Det glæder jeg mig også til at skulle igen. Merete tager Mexico i morgen nat, men kommer også til Chile sidst i december, så der bliver forhåbentlig flere danske indslag på turen.
Nå, jeg skal til at pakke og sørge for ikke at falde i søvn inden bussen dukker op.
Jeg har nemlig også rejst det sidste døgn, efter at jeg besluttede mig for at tage til Tikal, der var lidt af en åbenbaring. Midt ude i et enormt naturreservat står de mest velbevarede Maya-pyramider og det var en enorm oplevelse at kigge ud over regnskoven fra toppen af sådan en. Jeg er meget glad for at jeg kom afsted, men turen (jeg kørte i bus derhen i nat og fløj hjem i eftermiddags) har trukket tænder ud og jeg gider egentlig ikke rejse mere lige nu. Omvendt bliver Peru fantastisk og jeg glæder mig til mine to "akklimatiseringsdage" i Cusco.
Jeg sagde farvel til Mark i går - han er taget til El Salvador og skal vist også surfe. Det glæder jeg mig også til at skulle igen. Merete tager Mexico i morgen nat, men kommer også til Chile sidst i december, så der bliver forhåbentlig flere danske indslag på turen.
Nå, jeg skal til at pakke og sørge for ikke at falde i søvn inden bussen dukker op.
mandag den 24. november 2008
Surf
Surf
vaklende forsøg
på at ride på
det absolut ukontrollerbare
Stillehav
på vej ud
endeløst blik af brændinger
kamp mod strømmen
begyndelse på ny evne
over havet et hav af lys
en høj, klar himmel
og bragende sol
og under overfladen
mørkt og dybt og farligt
jeg blev suget ned
og kom op igen
med større respekt
og jeg blev båret
på overfladen tilbage
til kysten og nye forsøg
længere ude
vaklende forsøg
på at ride på
det absolut ukontrollerbare
Stillehav
på vej ud
endeløst blik af brændinger
kamp mod strømmen
begyndelse på ny evne
over havet et hav af lys
en høj, klar himmel
og bragende sol
og under overfladen
mørkt og dybt og farligt
jeg blev suget ned
og kom op igen
med større respekt
og jeg blev båret
på overfladen tilbage
til kysten og nye forsøg
længere ude
torsdag den 20. november 2008
Despues tortura una grande fin de semana
Så er opholdet i Guatemala ved at lakke mod enden. Jeg har haft nogle rigtig gode oplevelser på skolen og i Antigua generelt. På grund af min sygdom er jeg dog kommet lidt bagud med det spanske, men jeg overvejer at købe en lærebog til at tage med på min videre tur og/eller finde noget elektronisk til Sony-readeren. I og med at jeg også brugte meget tid på phd-ansøgningen, der kom godt afsted til Århus, mangler jeg stadig en smule oversættelse for sprogskolen, men det håber jeg at få overstået i morgen formiddag.
Weekenderne har budt på gode middage og enkelte fester i godt selskab og de sidste dage har jeg været meget sammen med Merete, som jeg mødte i New York. Hun tager med på surfskole i weekenden og det bliver fantastisk med noget strand. Herudover er jeg blevet gode venner med en fin fyr fra England, der hedder Marc og lige som mig drømmer om at skrive en bog og i øvrigt har rejst ufattelig meget. Vi har været til et par vilde afterparties (alle barer og klubber lukker klokken 1 hernede) og ved udgangen får man som regel stukket et lille, fotokopieret (i første omgang blyantstegnet) kort i hånden med anvisning til en privat adresse, hvor folk mødes efter lukketid. Vi har begge gange været i en stor have, hvor der var bål, en ok dj, en lille bar og et godt miks af turister og lokale.
Min nye lærer Hugo er en sjov fyr, der plager mig med irregulære verber og i dag kaldte jeg hans metode for ”tortura” - det synes han var morsomt og undede mig i høj grad en ”stor weekend” ovenpå den sproglige vold. Spansk er et dejligt sprog og jeg håber at få det mere ind under huden på min videre rejse.
Som planen ser ud lige nu, tager jeg på surfweekend i morgen og kommer tilbage til skolen søndag eftermiddag. Herefter har jeg to undervisningsdage tilbage og jeg regner med at tage til Tikal enten tirsdag nat eller onsdag morgen. Tikal skulle være nogle af bedst bevarede inka-ruiner i verden og samtidig er templerne placeret midt i junglen. Jeg er begyndt at tage malariapiller i går, men har ikke mærket bivirkninger – måske lidt træthed, men det er også det hele. Den 28. går turen så videre til Peru og inkastien og herefter vil jeg formentlig en tur ind i regnskoven også for at udnytte malariapillerne, som man skal blive ved med at tage en uge efter man har forladt området med malariarisiko. Omkring Cusco, hvor jeg får base i Peru, skulle der også være noget af det bedste rafting, så hvis jeg får mulighed for det, springer jeg helt sikkert også på sådan en tur.
Det er som altid lidt vemodigt for mig at skulle gøre mig klar til at sige farvel til et sted, hvor jeg har haft det godt, men jeg glæder mig også ekstremt meget til at tage hul på tredje etape af rejsen, der bliver mindre struktureret end hidtil og forhåbentlig byder på mange flere eventyr.
Der er nye billeder på:
http://picasaweb.google.dk/jakobkowalski/AntiguaOgVulcanDePacaya#
Weekenderne har budt på gode middage og enkelte fester i godt selskab og de sidste dage har jeg været meget sammen med Merete, som jeg mødte i New York. Hun tager med på surfskole i weekenden og det bliver fantastisk med noget strand. Herudover er jeg blevet gode venner med en fin fyr fra England, der hedder Marc og lige som mig drømmer om at skrive en bog og i øvrigt har rejst ufattelig meget. Vi har været til et par vilde afterparties (alle barer og klubber lukker klokken 1 hernede) og ved udgangen får man som regel stukket et lille, fotokopieret (i første omgang blyantstegnet) kort i hånden med anvisning til en privat adresse, hvor folk mødes efter lukketid. Vi har begge gange været i en stor have, hvor der var bål, en ok dj, en lille bar og et godt miks af turister og lokale.
Min nye lærer Hugo er en sjov fyr, der plager mig med irregulære verber og i dag kaldte jeg hans metode for ”tortura” - det synes han var morsomt og undede mig i høj grad en ”stor weekend” ovenpå den sproglige vold. Spansk er et dejligt sprog og jeg håber at få det mere ind under huden på min videre rejse.
Som planen ser ud lige nu, tager jeg på surfweekend i morgen og kommer tilbage til skolen søndag eftermiddag. Herefter har jeg to undervisningsdage tilbage og jeg regner med at tage til Tikal enten tirsdag nat eller onsdag morgen. Tikal skulle være nogle af bedst bevarede inka-ruiner i verden og samtidig er templerne placeret midt i junglen. Jeg er begyndt at tage malariapiller i går, men har ikke mærket bivirkninger – måske lidt træthed, men det er også det hele. Den 28. går turen så videre til Peru og inkastien og herefter vil jeg formentlig en tur ind i regnskoven også for at udnytte malariapillerne, som man skal blive ved med at tage en uge efter man har forladt området med malariarisiko. Omkring Cusco, hvor jeg får base i Peru, skulle der også være noget af det bedste rafting, så hvis jeg får mulighed for det, springer jeg helt sikkert også på sådan en tur.
Det er som altid lidt vemodigt for mig at skulle gøre mig klar til at sige farvel til et sted, hvor jeg har haft det godt, men jeg glæder mig også ekstremt meget til at tage hul på tredje etape af rejsen, der bliver mindre struktureret end hidtil og forhåbentlig byder på mange flere eventyr.
Der er nye billeder på:
http://picasaweb.google.dk/jakobkowalski/AntiguaOgVulcanDePacaya#
onsdag den 12. november 2008
12. november 2008 – School’s on!
Hola!
Så bliver der givet gas med spanskundervisning, kostskoleliv og så har jeg været i det lokale motionscenter for første gang i aften.
Efter sygdommen slap sit tag i mine tarme, har jeg haft en periode hvor jeg stadig var træt som en gammel mand og skulle have hvilepauser i tide og utide. Ikke at det nødvendigvis er noget nyt, kan jeg høre dem, der kender mig godt, tænke, men der har altså været tale om stening ud over det sædvanlige. Vejret har været herligt og jeg har kunnet tage mine pauser på taget med udsigt til de lokale vulkaner og en strålende sol højt på himlen.
Udover spansk, har jeg også haft hænderne fulde med phd-projektsforslag til Århus Universitet, hvor der er deadline på mandag. Jeg har netop fået kommentarer retur fra Mads Rosendahl Thomsen og jeg håber at få den endelige ansøgning sendt af sted måske lørdag. Nu er der godt nok arrangeret fest fredag, men mon det bliver en hel-nats forestilling? I hvert fald skal projektforslaget have en sidste gennemskrivning i morgen, for jeg er også ved at have travlt med oversættelsen af skolens hjemmeside. Der er meget tekst og det er mere end kedeligt.
Indtil videre er der altså tale om lidt af et arbejdsophold, men det er herlige kulisser og når Internettet virker er faciliteterne også i orden. Min maestro Eddie har sagt sit job op på skolen mens jeg var syg og jeg har fået en ny. En ældre herre ved navn David. Mandag og tirsdag var ret stenede, men i dag var der godt hul igennem og jeg begyndte at konstruere små sætninger – det er svært men spændende. Jeg håber jeg når at få suget nok lærdom til at kunne klare mig sydpå. Jeg har bedt om en ny lærer den sidste uge + nok tre dage ind i næstfølgende uge.
Jeg skal rejse den 28. fra Guatemala City, det er desværre tidligt om morgenen, så det bliver logistisk spændende. Så vidt jeg kan regne ud har jeg undervisning til og med den 26, men inden jeg forlader landet vil jeg gerne se Tikal, der skulle være max imponerende inka-ruiner. Tikal ligger langt væk og det er muligvis noget med at flyve indenrigs til og fra Guatemala City.
Weekenden omkring den 21.-23. Skal jeg på surf-skole og bo ved stranden. Det bliver godt – jeg savner sgu noget vand og det bliver spændende at se, om det kan lade sig gøre at surfe. Der er også mulighed for ture ind i mangroveskoven + noget med at sætte en baby-skilpadde i vandet – kunne sikkert være meget sjovt.
I denne weekend får jeg og skolen besøg af Merete – en dansk pige jeg mødte i New York. Hun arbejdede frivilligt for Obama-kampagnen, men skal nu have 14 dages spansk inden hun rejser til Mexico. Det bliver rart at tale lidt dansk igen. Generelt er det fine folk der går (og for nogles vedkommende bor) på skolen. De sidste dage har jeg hængt ud med en engelsk fyr der hedder Mark (Marc?) og i aften efter undervisningsophør klokken 5 var vi sgu nede og træne i 1½ time. Det er det eneste motion jeg har fået, siden jeg kom her og det var great! Der var en del guatemalesisk ungdom og ørersønderrivende høj musik, der sjældent kom under 180 bpm. Jeg gider ikke stå op tidligt om morgenen for at løbe (på andre tider er der for meget trafik i området), så motionscenter er en god mulighed for at få rørt sig, så derfor købte jeg et kort til de sidste 14 dage jeg er her og satser på at runde centeret hver aften.
Heller ingen billeder i denne omgang, men der er som sagt et nyt picasaalbum på vej. Ellers er alt godt her i landet, hvor det altid er forår.
Så bliver der givet gas med spanskundervisning, kostskoleliv og så har jeg været i det lokale motionscenter for første gang i aften.
Efter sygdommen slap sit tag i mine tarme, har jeg haft en periode hvor jeg stadig var træt som en gammel mand og skulle have hvilepauser i tide og utide. Ikke at det nødvendigvis er noget nyt, kan jeg høre dem, der kender mig godt, tænke, men der har altså været tale om stening ud over det sædvanlige. Vejret har været herligt og jeg har kunnet tage mine pauser på taget med udsigt til de lokale vulkaner og en strålende sol højt på himlen.
Udover spansk, har jeg også haft hænderne fulde med phd-projektsforslag til Århus Universitet, hvor der er deadline på mandag. Jeg har netop fået kommentarer retur fra Mads Rosendahl Thomsen og jeg håber at få den endelige ansøgning sendt af sted måske lørdag. Nu er der godt nok arrangeret fest fredag, men mon det bliver en hel-nats forestilling? I hvert fald skal projektforslaget have en sidste gennemskrivning i morgen, for jeg er også ved at have travlt med oversættelsen af skolens hjemmeside. Der er meget tekst og det er mere end kedeligt.
Indtil videre er der altså tale om lidt af et arbejdsophold, men det er herlige kulisser og når Internettet virker er faciliteterne også i orden. Min maestro Eddie har sagt sit job op på skolen mens jeg var syg og jeg har fået en ny. En ældre herre ved navn David. Mandag og tirsdag var ret stenede, men i dag var der godt hul igennem og jeg begyndte at konstruere små sætninger – det er svært men spændende. Jeg håber jeg når at få suget nok lærdom til at kunne klare mig sydpå. Jeg har bedt om en ny lærer den sidste uge + nok tre dage ind i næstfølgende uge.
Jeg skal rejse den 28. fra Guatemala City, det er desværre tidligt om morgenen, så det bliver logistisk spændende. Så vidt jeg kan regne ud har jeg undervisning til og med den 26, men inden jeg forlader landet vil jeg gerne se Tikal, der skulle være max imponerende inka-ruiner. Tikal ligger langt væk og det er muligvis noget med at flyve indenrigs til og fra Guatemala City.
Weekenden omkring den 21.-23. Skal jeg på surf-skole og bo ved stranden. Det bliver godt – jeg savner sgu noget vand og det bliver spændende at se, om det kan lade sig gøre at surfe. Der er også mulighed for ture ind i mangroveskoven + noget med at sætte en baby-skilpadde i vandet – kunne sikkert være meget sjovt.
I denne weekend får jeg og skolen besøg af Merete – en dansk pige jeg mødte i New York. Hun arbejdede frivilligt for Obama-kampagnen, men skal nu have 14 dages spansk inden hun rejser til Mexico. Det bliver rart at tale lidt dansk igen. Generelt er det fine folk der går (og for nogles vedkommende bor) på skolen. De sidste dage har jeg hængt ud med en engelsk fyr der hedder Mark (Marc?) og i aften efter undervisningsophør klokken 5 var vi sgu nede og træne i 1½ time. Det er det eneste motion jeg har fået, siden jeg kom her og det var great! Der var en del guatemalesisk ungdom og ørersønderrivende høj musik, der sjældent kom under 180 bpm. Jeg gider ikke stå op tidligt om morgenen for at løbe (på andre tider er der for meget trafik i området), så motionscenter er en god mulighed for at få rørt sig, så derfor købte jeg et kort til de sidste 14 dage jeg er her og satser på at runde centeret hver aften.
Heller ingen billeder i denne omgang, men der er som sagt et nyt picasaalbum på vej. Ellers er alt godt her i landet, hvor det altid er forår.
fredag den 7. november 2008
Efter vulkan og sygdom
Lige en ganske kort opdatering.
Efter bytur fredag, havde jeg tømmermænd og arbejdede på oversættelse både lørdag og søndag. Mandag tog jeg med det Australske par (han hed sjovt nok Ash - kan ikke huske hendes navn) ud og besteg vulcanen Pacaya og det var voldsomt, eventyrligt og hårdt, fordi jeg på vej derud begyndte at føle mig sløj. Opstigningen til fods tog vel ½1 - 2 timer, men føltes noget længere og hårdere. Som I kan se på billederne kom vi dog rimelig tæt på... Vi gik ned i mørke med lommelygter - fantastisk! Hmm - ingen billeder lige nu pga. uploadvanskeligheder her på stedet - så kommer der nok endnu et picasaalbum senere.
De sidste 3 dage har jeg været nede med voldsom diarre og feber og har sovet og læst skønlitteratur (the dark tower series - den bedste rejse/sygelitteratur ever), men har nu fået noget hardcore medicin, der endelig er begyndt at virke. Jeg regner med at genoptage spanskstudiet og livet generelt (:-)) i morgen.
Efter bytur fredag, havde jeg tømmermænd og arbejdede på oversættelse både lørdag og søndag. Mandag tog jeg med det Australske par (han hed sjovt nok Ash - kan ikke huske hendes navn) ud og besteg vulcanen Pacaya og det var voldsomt, eventyrligt og hårdt, fordi jeg på vej derud begyndte at føle mig sløj. Opstigningen til fods tog vel ½1 - 2 timer, men føltes noget længere og hårdere. Som I kan se på billederne kom vi dog rimelig tæt på... Vi gik ned i mørke med lommelygter - fantastisk! Hmm - ingen billeder lige nu pga. uploadvanskeligheder her på stedet - så kommer der nok endnu et picasaalbum senere.
De sidste 3 dage har jeg været nede med voldsom diarre og feber og har sovet og læst skønlitteratur (the dark tower series - den bedste rejse/sygelitteratur ever), men har nu fået noget hardcore medicin, der endelig er begyndt at virke. Jeg regner med at genoptage spanskstudiet og livet generelt (:-)) i morgen.
fredag den 31. oktober 2008
31. oktober 2008 – Antigua, Guatemala
Jeg har netop afsluttet min anden undervisningsdag med min maestro ’Eddie’ og det er noget af en udfordring at få smidt et nyt sprog i hovedet. Jeg ankom for to dage siden efter en hård rejse fra New York, der hurtigt synes lige så langt væk som Danmark, hvilket nok heller ikke er så meget galt.
Turen fra New York til Panama City, hvor jeg mellemlandede, var noget af det mest turbulente, jeg nogensinde har oplevet, og der var højlydte klapsalver, da flyet endelig ramte landingsbanen. Jeg formåede dog at få sovet nogle timer, for at indhente det jeg missede i New York. Det tog kun en god times tid at flyve tilbage til Guatemala og det foregik noget mere adstadigt. Efter et sporadisk sikkerhedscheck ventede min private chauffør ved udgangen af lufthavnen som aftalt. Vi kørte en lille times tid – hovedsagelig på motorvej – til Antigua, hvor sprogskolen ligger. På vejen så vi en masse flot natur, bjerge og jungle og selve Antigua er omkranset af bjerge og til og med vulkaner (Volcan del fuego er en ordentlig kleppert og som navnet antyder er den stadig aktiv).
Mit første indtryk af Antigua var præget af min træthed og lyst til at få ”lidt styr på situationen” i.e. blive indlogeret på mit værelse, lære skolen og nærområdet at kende etc. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, for mit værelse blev først ledigt dagen efter, hvilket betød at jeg fik tilbudt et helt hus for mig selv. Det lå for sig selv ved siden af en utrolig befærdet vej og var enormt fugtplaget indvendig - det virker til at være et enormt problem her i landet (info til alle jer fast-ejendoms-fans), men her var det så ekstremt, at der var opstillet en enorm lufttørrer (affugter eller hvad end den nu hedder) midt i stuen. Da jeg havde lagt mig for at få en eftermiddagsskraber ovenpå turen, gik den pludselig i gang med et brøl, der kunne have vækket en død, hvorfor jeg begav mig ud efter øl og aftensmad i relativt træt-stresset tilstand.
Ude i byen, der fra mit synspunkt virkede som Bangkok rent trafik- og kaosmæssigt, fandt jeg en lille cantina, hvor jeg efter længere tids parlamenteren fik anskueliggjort, at det var mad og ikke stoffer jeg var ude efter. Stamgæsterne i baren var tydeligvis knaldende berusede, men samtidig meget imødekommende. Det er et sjovt miks af racer hernede, de fleste er indianske, men her er også en del både sorte og hvide. Jeg fik en udmærket ”kylling i majssuppe” med tilhørende tortillas (kylling og tortillas er standard her) og fandt herefter et supermarked, hvor jeg købte et par lokale øl og begav mig så tilbage til mit private fortress of solitude. Jeg for dog lidt vild på vejen og det er ikke så smart, når jeg var så udkørt som jeg var, men på den anden side følte jeg nærmest taknemmelighed, da trafikken tog til og jeg skimtede huset.
Det var en speciel oplevelse at sove alene i et stort hus i et fremmed land, som jeg ikke har haft tid til at gøre mig særlig bekendt med på forhånd, men jeg faldt dog ret hurtigt i søvn – det var dog en smule forstemmende, at der umiddelbart over sengen hang et mobilnummer til noget ”private security”, men natten forløb (naturligvis) roligt.
Da jeg ikke har noget ur vågnede jeg op uden tidsfornemmelse, men CNN sagde at klokken var ti og jeg skulle have min første time klokken 14. Jeg spiste min spartanske morgenmad i den solfyldte have (her er ikke overdrevent varmt – måske cirka som juni i Danmark, men solen har skinnet indtil videre) og læste Roth, som jeg næsten er færdig med. ’The Plot Against America” er eminent og kan anbefales til alle! Herefter gik jeg hen på skolen, hvor mit værelse endnu manglede at blive gjort rent.
Summa summarum, jeg mødte min lærer og havde mine første fire lektioner (jeg har tyve timer om ugen fordelt på de fem hverdage) og det var både hårdt, udfordrende og spændende. Eddie er en fin fyr, formentlig først i fyrrene uden at jeg kan sige det med nøjagtighed, og undervisningen foregår meget gennem dialog og febril notetagning fra min side.
I går aftes var jeg temmelig udkørt, men glad for at have fået mit værelse, hvor jeg ligeledes sidder efter anden dags undervisning, hvor vi gik med på tur op til et udkigspunkt og ”talte” om alt vi så på vejen. Turen, der gik gennem nogle områder af byen, som jeg ikke havde set, ændrede heldigvis mit indtryk til det bedre – vi kom relativt hurtigt op ad bjergsiden, der er dækket af skov og blev således afsondret fra trafikken og byen tager sig rigtig smukt ud fra oven.
Der er generelt aktiviteter om eftermiddagen, så jeg har ændret min undervisning fra eftermiddag til morgen (9-13), så jeg kan deltage. Herved håber jeg også at komme op til morgenmaden (omkring 7.30!!!) og få skabt en struktur, der levner plads til noget andet arbejde om aftenen og nogle heldagsture i weekenderne de næste tre ugers tid.
Her til aften skal jeg ud med nogle af de andre studerende - jeg har hidtil kun stiftet relativt overfladisk bekendtskab med et Australsk par, en fransk fyr (Stefan) og en amerikansk pige (Carin) i og med, at alle har travlt med deres undervisning, der som nævnt ligger på forskellige tider af dagen.
Weekenden er undervisningsfri og netop denne weekend satser jeg på at arbejde med phd-projektforslag til Århus (deadline den 15.) og så den oversættelse af sprogskolens hjemmeside til dansk, som jeg laver mod at få gratis kost og logi, samt naturligvis spansk-repetition. Jeg har travlt, hvis jeg skal nå at lære spansk nok til at klare mig på min videre færd.
Nu skal jeg hvile mig lidt – måske læse Roth færdig - inden vi skal ud at se på byen by night.
Turen fra New York til Panama City, hvor jeg mellemlandede, var noget af det mest turbulente, jeg nogensinde har oplevet, og der var højlydte klapsalver, da flyet endelig ramte landingsbanen. Jeg formåede dog at få sovet nogle timer, for at indhente det jeg missede i New York. Det tog kun en god times tid at flyve tilbage til Guatemala og det foregik noget mere adstadigt. Efter et sporadisk sikkerhedscheck ventede min private chauffør ved udgangen af lufthavnen som aftalt. Vi kørte en lille times tid – hovedsagelig på motorvej – til Antigua, hvor sprogskolen ligger. På vejen så vi en masse flot natur, bjerge og jungle og selve Antigua er omkranset af bjerge og til og med vulkaner (Volcan del fuego er en ordentlig kleppert og som navnet antyder er den stadig aktiv).
Mit første indtryk af Antigua var præget af min træthed og lyst til at få ”lidt styr på situationen” i.e. blive indlogeret på mit værelse, lære skolen og nærområdet at kende etc. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, for mit værelse blev først ledigt dagen efter, hvilket betød at jeg fik tilbudt et helt hus for mig selv. Det lå for sig selv ved siden af en utrolig befærdet vej og var enormt fugtplaget indvendig - det virker til at være et enormt problem her i landet (info til alle jer fast-ejendoms-fans), men her var det så ekstremt, at der var opstillet en enorm lufttørrer (affugter eller hvad end den nu hedder) midt i stuen. Da jeg havde lagt mig for at få en eftermiddagsskraber ovenpå turen, gik den pludselig i gang med et brøl, der kunne have vækket en død, hvorfor jeg begav mig ud efter øl og aftensmad i relativt træt-stresset tilstand.
Ude i byen, der fra mit synspunkt virkede som Bangkok rent trafik- og kaosmæssigt, fandt jeg en lille cantina, hvor jeg efter længere tids parlamenteren fik anskueliggjort, at det var mad og ikke stoffer jeg var ude efter. Stamgæsterne i baren var tydeligvis knaldende berusede, men samtidig meget imødekommende. Det er et sjovt miks af racer hernede, de fleste er indianske, men her er også en del både sorte og hvide. Jeg fik en udmærket ”kylling i majssuppe” med tilhørende tortillas (kylling og tortillas er standard her) og fandt herefter et supermarked, hvor jeg købte et par lokale øl og begav mig så tilbage til mit private fortress of solitude. Jeg for dog lidt vild på vejen og det er ikke så smart, når jeg var så udkørt som jeg var, men på den anden side følte jeg nærmest taknemmelighed, da trafikken tog til og jeg skimtede huset.
Det var en speciel oplevelse at sove alene i et stort hus i et fremmed land, som jeg ikke har haft tid til at gøre mig særlig bekendt med på forhånd, men jeg faldt dog ret hurtigt i søvn – det var dog en smule forstemmende, at der umiddelbart over sengen hang et mobilnummer til noget ”private security”, men natten forløb (naturligvis) roligt.
Da jeg ikke har noget ur vågnede jeg op uden tidsfornemmelse, men CNN sagde at klokken var ti og jeg skulle have min første time klokken 14. Jeg spiste min spartanske morgenmad i den solfyldte have (her er ikke overdrevent varmt – måske cirka som juni i Danmark, men solen har skinnet indtil videre) og læste Roth, som jeg næsten er færdig med. ’The Plot Against America” er eminent og kan anbefales til alle! Herefter gik jeg hen på skolen, hvor mit værelse endnu manglede at blive gjort rent.
Summa summarum, jeg mødte min lærer og havde mine første fire lektioner (jeg har tyve timer om ugen fordelt på de fem hverdage) og det var både hårdt, udfordrende og spændende. Eddie er en fin fyr, formentlig først i fyrrene uden at jeg kan sige det med nøjagtighed, og undervisningen foregår meget gennem dialog og febril notetagning fra min side.
I går aftes var jeg temmelig udkørt, men glad for at have fået mit værelse, hvor jeg ligeledes sidder efter anden dags undervisning, hvor vi gik med på tur op til et udkigspunkt og ”talte” om alt vi så på vejen. Turen, der gik gennem nogle områder af byen, som jeg ikke havde set, ændrede heldigvis mit indtryk til det bedre – vi kom relativt hurtigt op ad bjergsiden, der er dækket af skov og blev således afsondret fra trafikken og byen tager sig rigtig smukt ud fra oven.
Der er generelt aktiviteter om eftermiddagen, så jeg har ændret min undervisning fra eftermiddag til morgen (9-13), så jeg kan deltage. Herved håber jeg også at komme op til morgenmaden (omkring 7.30!!!) og få skabt en struktur, der levner plads til noget andet arbejde om aftenen og nogle heldagsture i weekenderne de næste tre ugers tid.
Her til aften skal jeg ud med nogle af de andre studerende - jeg har hidtil kun stiftet relativt overfladisk bekendtskab med et Australsk par, en fransk fyr (Stefan) og en amerikansk pige (Carin) i og med, at alle har travlt med deres undervisning, der som nævnt ligger på forskellige tider af dagen.
Weekenden er undervisningsfri og netop denne weekend satser jeg på at arbejde med phd-projektforslag til Århus (deadline den 15.) og så den oversættelse af sprogskolens hjemmeside til dansk, som jeg laver mod at få gratis kost og logi, samt naturligvis spansk-repetition. Jeg har travlt, hvis jeg skal nå at lære spansk nok til at klare mig på min videre færd.
Nu skal jeg hvile mig lidt – måske læse Roth færdig - inden vi skal ud at se på byen by night.
onsdag den 29. oktober 2008
Leaving New York - 29. oktober 2008 – klokken cirka 3 om morgenen
Jeg sidder og holder mig vågen, indtil jeg skal med flyveren til Guatemala ved sekstiden. Det betyder, at jeg indenfor ret kort tid skal begive mig til lufthavnen og sige farvel til New York, som jeg er kommet til at holde meget af på kort tid.
Vejret i dag har været koldt og blæsende, så jeg valgte at tage på Guggenheim, da Museum of Modern Arts holder lukket om tirsdagen og jeg ikke havde læst guidebogen ordentligt. Guggenheim var dog også et besøg værd og på vejen (the museum mile på vestsiden af Central Park), fik jeg også set en imponerende synagoge med tilhørende museum. Guggenheim er arkitektonisk meget imponerende – indvendigt er museet struktureret omkring en opadgående ”sneglegang”, hvorfra der er adgang til de forskellige udstillingsrum. Der var en del gamle mestre – gode billeder af Picasso, Manet, Van Gogh etc. – men også en syret udstilling af Catherine Opie, en nutidig fotograf, der har lavet en del vilde fotoserier og portrætter, men også en masse spændende landskabsbilleder blandt andet af motervejskonstruktionerne omkring Los Angeles og surfere der venter på bølger.
I går var jeg med Aslan, Chin Chin (tror jeg han hedder – han er fra Taiwan) og endnu en tysker, der hedder Christian ude og spise på en mindre og rigtig god thairestaurant i East Village. Herefter tog Chin Chin og jeg på ’Garage’ og hørte en ret god, ung jazzkvartet. Det var en hyggelig og dejlig afslappet aften ovenpå en dag med heftig shopping. Jeg var i en kæmpe hardware butik og købte den omfablede Sony E-book-reader, et nyt, lille kamera og en bærbar (mikro) musik&filmafspiller, optager etc. Alt sammen til under halv dansk pris og nu har jeg alt hvad jeg ønsker mig udi ting (på nær måske lige spejlrefleksen, men jeg kan sgu ikke slæbe mere).
Jeg har fået billederne fra det gamle kamera overført, men jeg skal til at køre taxa, så indtil videre kan jeg henvise til nedenstående link, hvor man kan se billeder fra København og de første dage her i New York.
http://picasaweb.google.dk/jakobkowalski/KBenhavnOgNewYorkOktober2008#
Vejret i dag har været koldt og blæsende, så jeg valgte at tage på Guggenheim, da Museum of Modern Arts holder lukket om tirsdagen og jeg ikke havde læst guidebogen ordentligt. Guggenheim var dog også et besøg værd og på vejen (the museum mile på vestsiden af Central Park), fik jeg også set en imponerende synagoge med tilhørende museum. Guggenheim er arkitektonisk meget imponerende – indvendigt er museet struktureret omkring en opadgående ”sneglegang”, hvorfra der er adgang til de forskellige udstillingsrum. Der var en del gamle mestre – gode billeder af Picasso, Manet, Van Gogh etc. – men også en syret udstilling af Catherine Opie, en nutidig fotograf, der har lavet en del vilde fotoserier og portrætter, men også en masse spændende landskabsbilleder blandt andet af motervejskonstruktionerne omkring Los Angeles og surfere der venter på bølger.
I går var jeg med Aslan, Chin Chin (tror jeg han hedder – han er fra Taiwan) og endnu en tysker, der hedder Christian ude og spise på en mindre og rigtig god thairestaurant i East Village. Herefter tog Chin Chin og jeg på ’Garage’ og hørte en ret god, ung jazzkvartet. Det var en hyggelig og dejlig afslappet aften ovenpå en dag med heftig shopping. Jeg var i en kæmpe hardware butik og købte den omfablede Sony E-book-reader, et nyt, lille kamera og en bærbar (mikro) musik&filmafspiller, optager etc. Alt sammen til under halv dansk pris og nu har jeg alt hvad jeg ønsker mig udi ting (på nær måske lige spejlrefleksen, men jeg kan sgu ikke slæbe mere).
Jeg har fået billederne fra det gamle kamera overført, men jeg skal til at køre taxa, så indtil videre kan jeg henvise til nedenstående link, hvor man kan se billeder fra København og de første dage her i New York.
http://picasaweb.google.dk/jakobkowalski/KBenhavnOgNewYorkOktober2008#
mandag den 27. oktober 2008
24-27. oktober 2008
De sidste dage har været fantastiske! New York er et stort stykke virkelig uvirkelighed eller måske nærmere omvendt.
Den 24. vågnede jeg igen temmelig tidligt. Det var visheden om alt det, der lå derude og ventede. Efter morgenmad, som var rigelig ved 7-tiden, da den serveres efter et først til mølle princip mellem 7 og 9 – man skal lede længe efter noget mere diskriminerende overfor os b-mennesker – tog jeg en subway til Battery Park og herfra tog jeg min tørn i en enorm kø til færgen til Liberty og Ellis Island. Begge steder er ret præsente i min amerikaniserede historiske bevidsthed, men det var igen nærmest uvirkeligt at se frihedsgudinden på nært hold med egne øjne. Ligeledes mht. immigrationsfaciliteterne på Ellis Island. Den enorme turistmenneskemængde gjorde dog sit for at holde oplevelserne nede på jorden. Det er begrænset, hvor henrevet jeg kan blive i selskab med hoben af skrigende børn, mænd og kvinder, der hjemsøger de store sights. Sådan er det og det er vel også en del af oplevelsen, men det minder mig lidt om rædselsscenariet i det Sixtinske kapel, hvor de ansatte må tysse aggressivt hvert femte minut for at dæmpe den evigt stigende bølge af smalltalk fra alverdens respektløse turister.
Efter sejlturen tog jeg ind i det virkelige turistmekka på Times Square og efter at have ”nydt” kaoset i en times tid – den kunstige belysning, skiltene etc. giver indtryk af dagslys døgnet rundt – gik jeg i biografen og så ’Synecdoche, New York’, der er Charlie Kaufman’s (forfatter til ’Being John Malchowich’, ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ etc.) debut som instruktør. Philip Seymor Hoffman har den altdominerende hovedrolle i filmen om den depressive og hypokondriske teaterinstruktør, der, efter at være blevet forladt af sin kone, forsøger at sætte sig selv mere på spil i sin kunst ved at lade den handle om sig selv. Sounds familiar? Som et plaster på det eksistentialistiske sår, eller bare fordi det var lækkert at være i biffen oven på byens knockoutforsøg, så jeg den ligeledes premiereaktuelle ’Saw V’ og nej ’I didn’t believe how it ended’. En udmærket afrunding på en ekstrem serie, der dog toppede med den første film.
Den 25. sov jeg længe og læste ’The Plot Against America’, som jeg købte dagen før. Roth styrer og jeg var super smadret efter indtrykkene. Jeg er ikke vant til alle de mennesker eller at gå og stå så meget, men jeg tror også, at det her med at være midt i den virkelighed jeg har fået serveret medieret hele mit liv, har en del af æren for overloadet.
Senere på eftermiddagen tog jeg bussen til FN-bygningen. Selve busturen ned langs Central Park og tværs gennem Manhattan til West Side var en oplevelse i sig selv. På grund af weekenden kunne jeg kun få adgang til udstillingsområdet i sidebygningen, især Dag Hammerskjolds meditationsrum var værd at kigge på. Udenfor stod himmel og jord med ét i ét. Det stormede og regnede og jeg fik noget vidoe af elementerne og højhusene.
Om aftenen hang jeg ud på hostellet og mødte Aslan, der er tyrkisk-tysk og en sjov fyr, der taler meget, men virker 100 % flink og rar og et par nordmænd, som jeg bor sammen med.
Dagen efter, da jeg var stået træt op og fundet en tom morgenbuffet, delte Aslan sin mad med mig og der var stadig kaffe på kanden! Vejret var igen blevet godt og jeg besluttede mig for at tage subwayen til Coney Island, der står over for en omfattende og Disney-agtig renovation. Stedet var lidt mindre end jeg havde forestillet mig, men solen skinnede og det var fantastisk at gå ud af den store bro eller ’pier’ hvor amerikanere af alle slags stod og fiskede. Der var også den lidt forlorne patina jeg havde håbet på og en ro nede ved vandet, der overgik Central Park. Togturen ud gennem Brooklyn, hvor toget kommer op fra undergrunden var også en oplevelse.
Senere så jeg lidt af Brooklyn – og tog gåturen over broen tilbage til Manhattan, hvor jeg ”så” Ground Zero, dvs. den afdækkede byggeplads – der er vist et mindemonument, men det var blevet sent og jeg sluttede dagen på Cake Shop på Lower East Side, hvor 9 bands gav koncert for at samle ind til en ny lever til en ex-bassist i et bandsnene. Et efterfølgelsesværdigt formål, Simon!
Bush Tetras, tror jeg hovedattraktionen hed, men der var mange spændende og New Yorker-hippe bands på den lille scene. Selve spilletstedet, der lå i kælderen under Cake Shop, mindede temmelig meget om hedengangne Viva / Revolution, bortset fra at man gik ned i stedet for op og at gennemsnitsalderen endnu en gang tillod mig at være i den yngre del af gennemsnittet. Jeg talte med forskellige mennesker og drak den fortrinlige ’Brooklyn Lager’ og kendisspottede Jim Jarmusch, der ligesom fik arrangementet op i en højere klasse for mig. Et par japanere var i byen for at promovere deres instrumentale punk-band. Instrumental 3-akkords smadr!?! Gotta hear that! Jeg fik en myspace-adresse som jeg poster, når jeg finder den.
Generelt er det nemt og godt at tale med New Yorkerne – her til morgen mødte jeg en sort kvinde (jeg har glemt navnet, jeg glemmer altid navnene), der skulle ud og se til sin gamle mor, der forhåbentlig overlever den kemo-kur, hun er i gang med. Kvinden mistede sin 15-årige søn for ét år siden til leukæmi. I går aftes viste en ældre herre fra Jersey mig i den rigtige subway-retning. Han havde mistet sin kone for ganske nylig og fortalte, at hun og han havde ’ignoreret’ deres problemer og derfor havde været i stand til at forblive gift gennem 40 år.
Dog er der også megen overfladiskhed, man ser hele tiden folk med skærme – mobiler, pda’er, PSP’er etc. og det bipper, snurrer og smalltalker overalt, det meste af tiden. Jeg synes også det er lidt svært at spise sundt – jeg gider ikke gå på restaurant alene – måske tager jeg en middag med nordmændene eller Aslan i dag eller i morgen. Men hold kæft hvor er her fedt! Jeg vil slutte med Morrisey, som jeg har har i hørebøfferne nu:
’If your god bestows protection upon you
And if the USA doesn't bomb you
I believe I will see you somewhere safe
Looking to the camera, messing around
and pulling faces.’
Ps.
Jeg har vist haft en ‘Trojan’ på computeren og kameraet er dødt, men jeg håber at få købt et nyt i dag og har forhåbentlig løst problemet med trojaneren, så forhåbentlig er der noget på vej. Ved dog så ikke, om et nyt kamera kan læse det gamle memorycard, der i hvert fald ikke passer i computerens kortlæser…
Den 24. vågnede jeg igen temmelig tidligt. Det var visheden om alt det, der lå derude og ventede. Efter morgenmad, som var rigelig ved 7-tiden, da den serveres efter et først til mølle princip mellem 7 og 9 – man skal lede længe efter noget mere diskriminerende overfor os b-mennesker – tog jeg en subway til Battery Park og herfra tog jeg min tørn i en enorm kø til færgen til Liberty og Ellis Island. Begge steder er ret præsente i min amerikaniserede historiske bevidsthed, men det var igen nærmest uvirkeligt at se frihedsgudinden på nært hold med egne øjne. Ligeledes mht. immigrationsfaciliteterne på Ellis Island. Den enorme turistmenneskemængde gjorde dog sit for at holde oplevelserne nede på jorden. Det er begrænset, hvor henrevet jeg kan blive i selskab med hoben af skrigende børn, mænd og kvinder, der hjemsøger de store sights. Sådan er det og det er vel også en del af oplevelsen, men det minder mig lidt om rædselsscenariet i det Sixtinske kapel, hvor de ansatte må tysse aggressivt hvert femte minut for at dæmpe den evigt stigende bølge af smalltalk fra alverdens respektløse turister.
Efter sejlturen tog jeg ind i det virkelige turistmekka på Times Square og efter at have ”nydt” kaoset i en times tid – den kunstige belysning, skiltene etc. giver indtryk af dagslys døgnet rundt – gik jeg i biografen og så ’Synecdoche, New York’, der er Charlie Kaufman’s (forfatter til ’Being John Malchowich’, ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ etc.) debut som instruktør. Philip Seymor Hoffman har den altdominerende hovedrolle i filmen om den depressive og hypokondriske teaterinstruktør, der, efter at være blevet forladt af sin kone, forsøger at sætte sig selv mere på spil i sin kunst ved at lade den handle om sig selv. Sounds familiar? Som et plaster på det eksistentialistiske sår, eller bare fordi det var lækkert at være i biffen oven på byens knockoutforsøg, så jeg den ligeledes premiereaktuelle ’Saw V’ og nej ’I didn’t believe how it ended’. En udmærket afrunding på en ekstrem serie, der dog toppede med den første film.
Den 25. sov jeg længe og læste ’The Plot Against America’, som jeg købte dagen før. Roth styrer og jeg var super smadret efter indtrykkene. Jeg er ikke vant til alle de mennesker eller at gå og stå så meget, men jeg tror også, at det her med at være midt i den virkelighed jeg har fået serveret medieret hele mit liv, har en del af æren for overloadet.
Senere på eftermiddagen tog jeg bussen til FN-bygningen. Selve busturen ned langs Central Park og tværs gennem Manhattan til West Side var en oplevelse i sig selv. På grund af weekenden kunne jeg kun få adgang til udstillingsområdet i sidebygningen, især Dag Hammerskjolds meditationsrum var værd at kigge på. Udenfor stod himmel og jord med ét i ét. Det stormede og regnede og jeg fik noget vidoe af elementerne og højhusene.
Om aftenen hang jeg ud på hostellet og mødte Aslan, der er tyrkisk-tysk og en sjov fyr, der taler meget, men virker 100 % flink og rar og et par nordmænd, som jeg bor sammen med.
Dagen efter, da jeg var stået træt op og fundet en tom morgenbuffet, delte Aslan sin mad med mig og der var stadig kaffe på kanden! Vejret var igen blevet godt og jeg besluttede mig for at tage subwayen til Coney Island, der står over for en omfattende og Disney-agtig renovation. Stedet var lidt mindre end jeg havde forestillet mig, men solen skinnede og det var fantastisk at gå ud af den store bro eller ’pier’ hvor amerikanere af alle slags stod og fiskede. Der var også den lidt forlorne patina jeg havde håbet på og en ro nede ved vandet, der overgik Central Park. Togturen ud gennem Brooklyn, hvor toget kommer op fra undergrunden var også en oplevelse.
Senere så jeg lidt af Brooklyn – og tog gåturen over broen tilbage til Manhattan, hvor jeg ”så” Ground Zero, dvs. den afdækkede byggeplads – der er vist et mindemonument, men det var blevet sent og jeg sluttede dagen på Cake Shop på Lower East Side, hvor 9 bands gav koncert for at samle ind til en ny lever til en ex-bassist i et bandsnene. Et efterfølgelsesværdigt formål, Simon!
Bush Tetras, tror jeg hovedattraktionen hed, men der var mange spændende og New Yorker-hippe bands på den lille scene. Selve spilletstedet, der lå i kælderen under Cake Shop, mindede temmelig meget om hedengangne Viva / Revolution, bortset fra at man gik ned i stedet for op og at gennemsnitsalderen endnu en gang tillod mig at være i den yngre del af gennemsnittet. Jeg talte med forskellige mennesker og drak den fortrinlige ’Brooklyn Lager’ og kendisspottede Jim Jarmusch, der ligesom fik arrangementet op i en højere klasse for mig. Et par japanere var i byen for at promovere deres instrumentale punk-band. Instrumental 3-akkords smadr!?! Gotta hear that! Jeg fik en myspace-adresse som jeg poster, når jeg finder den.
Generelt er det nemt og godt at tale med New Yorkerne – her til morgen mødte jeg en sort kvinde (jeg har glemt navnet, jeg glemmer altid navnene), der skulle ud og se til sin gamle mor, der forhåbentlig overlever den kemo-kur, hun er i gang med. Kvinden mistede sin 15-årige søn for ét år siden til leukæmi. I går aftes viste en ældre herre fra Jersey mig i den rigtige subway-retning. Han havde mistet sin kone for ganske nylig og fortalte, at hun og han havde ’ignoreret’ deres problemer og derfor havde været i stand til at forblive gift gennem 40 år.
Dog er der også megen overfladiskhed, man ser hele tiden folk med skærme – mobiler, pda’er, PSP’er etc. og det bipper, snurrer og smalltalker overalt, det meste af tiden. Jeg synes også det er lidt svært at spise sundt – jeg gider ikke gå på restaurant alene – måske tager jeg en middag med nordmændene eller Aslan i dag eller i morgen. Men hold kæft hvor er her fedt! Jeg vil slutte med Morrisey, som jeg har har i hørebøfferne nu:
’If your god bestows protection upon you
And if the USA doesn't bomb you
I believe I will see you somewhere safe
Looking to the camera, messing around
and pulling faces.’
Ps.
Jeg har vist haft en ‘Trojan’ på computeren og kameraet er dødt, men jeg håber at få købt et nyt i dag og har forhåbentlig løst problemet med trojaneren, så forhåbentlig er der noget på vej. Ved dog så ikke, om et nyt kamera kan læse det gamle memorycard, der i hvert fald ikke passer i computerens kortlæser…
torsdag den 23. oktober 2008
23 oktober 2008 - Central Park, upper west side & Rockerfeller Center
Efter en hård rejsedag i går, vågnede jeg til et solrigt New York. Da jeg ikke havde lagt nogen planer, gik jeg fra mit hostel i Harlem på 118 gade sydpå til Central Park, hvor solen kom til sin ret over et efterårsfarvet åndehul midt i storbyen. Jeg gik hele vejen sydpå igennem parken og ved John Lennon mindesmærket Strawberry Fields, havde jeg en snak med en cykeltaxamand.
Det var fascinerende at få de første glimt af storbyen fra et natur-perspektiv, og de forskellige elementer i den utrolig lange park – forskellige søer, plæner og små-skove og alt sammen badet i klart solskin – var en blød kontrast til skylinen, der langsomt materialiserede sig mod syd.
På Broadway gav jeg en cigaret til en Puertoricaner, med let stirrende øjne (eller bare et intenst blik), der også fik spurgt, om jeg var interesseret i en telefon. Vi talte et stykke tid og jeg takkede nej til telefonen.
Efter lidt målløs gang i central Manhattan tog jeg en åndssvagt hurtig elevator op til toppen af Rockerfeller Center. Her så jeg solnedgang over Manhattan, og det var sgu fuld valuta for mine dollars. Jeg har taget en masse billeder og lidt video deroppefra, og det krævede gentagen virkelighedsgenetablering, hver gang jeg fjernede øjet fra de respektive linser. Der var frit udsyn til Hudsonfloden, Empire State Building, Central Park (der også er stor fra 77. etage) og i det hele taget den enorme skov af sten og glas, som udgør New York. Efter en utrolig smuk solnedgang overstrålede byens lys himlen og lod kun 4-5 af de stærkeste stjerner komme til syne.
Et kendetegn herovre er den ret ekstreme crowd control, der udøves på offentlige steder, der kræver adgang og / eller kø-kultur. Jeg oplevede den første gang i nat i JFK, hvor vi stod i kø i over en time for at komme hen grænsepolitiet, der tog fingeraftryk og foto - så længe tager den slags trods alt endnu ikke i Danmark. Det samme var tilfældet i Rockerfeller, hvor man først kunne bruge sin billet en time efter indkøb og herefter skulle igennem sikkerhedscheck som i en lufthavn. Det er dog ok med World Trade in memoriam og fungerer ok gnidningsfrit og hurtigt. I situationerne er det dog lidt svært at slippe indtrykket af at være kvæg på vej til slagtehuset eller på græs alt efter temperament.
Nu, 13-14 timer efter afgang i morges er jeg temmelig smadret og tror jeg tager en tidlig nat. Jeg har købt Time Out og udbuddet af kultur er helt sikkert større end efterspørgslen i aften. Det kræver en høj grad af udvælgelse ikke at fare vild i det New Yorkske overflødighedshorn, men i aften er jeg fyldt op og forsøger at finde noget hvile i det semi-rolige, men noget overfyldte hostel. Jeg fik købt en konverter til strømforsyninger(ne), så der er strøm til computeren og opladning af kameraets batteri. I morgen håber jeg at finde et kabel, så jeg kan vise nogle billeder.
P.S. tak til alle jer københavnere, der gjorde min afrejse til en forlænget fest og ligeså til jyderne i nord.
Det var fascinerende at få de første glimt af storbyen fra et natur-perspektiv, og de forskellige elementer i den utrolig lange park – forskellige søer, plæner og små-skove og alt sammen badet i klart solskin – var en blød kontrast til skylinen, der langsomt materialiserede sig mod syd.
På Broadway gav jeg en cigaret til en Puertoricaner, med let stirrende øjne (eller bare et intenst blik), der også fik spurgt, om jeg var interesseret i en telefon. Vi talte et stykke tid og jeg takkede nej til telefonen.
Efter lidt målløs gang i central Manhattan tog jeg en åndssvagt hurtig elevator op til toppen af Rockerfeller Center. Her så jeg solnedgang over Manhattan, og det var sgu fuld valuta for mine dollars. Jeg har taget en masse billeder og lidt video deroppefra, og det krævede gentagen virkelighedsgenetablering, hver gang jeg fjernede øjet fra de respektive linser. Der var frit udsyn til Hudsonfloden, Empire State Building, Central Park (der også er stor fra 77. etage) og i det hele taget den enorme skov af sten og glas, som udgør New York. Efter en utrolig smuk solnedgang overstrålede byens lys himlen og lod kun 4-5 af de stærkeste stjerner komme til syne.
Et kendetegn herovre er den ret ekstreme crowd control, der udøves på offentlige steder, der kræver adgang og / eller kø-kultur. Jeg oplevede den første gang i nat i JFK, hvor vi stod i kø i over en time for at komme hen grænsepolitiet, der tog fingeraftryk og foto - så længe tager den slags trods alt endnu ikke i Danmark. Det samme var tilfældet i Rockerfeller, hvor man først kunne bruge sin billet en time efter indkøb og herefter skulle igennem sikkerhedscheck som i en lufthavn. Det er dog ok med World Trade in memoriam og fungerer ok gnidningsfrit og hurtigt. I situationerne er det dog lidt svært at slippe indtrykket af at være kvæg på vej til slagtehuset eller på græs alt efter temperament.
Nu, 13-14 timer efter afgang i morges er jeg temmelig smadret og tror jeg tager en tidlig nat. Jeg har købt Time Out og udbuddet af kultur er helt sikkert større end efterspørgslen i aften. Det kræver en høj grad af udvælgelse ikke at fare vild i det New Yorkske overflødighedshorn, men i aften er jeg fyldt op og forsøger at finde noget hvile i det semi-rolige, men noget overfyldte hostel. Jeg fik købt en konverter til strømforsyninger(ne), så der er strøm til computeren og opladning af kameraets batteri. I morgen håber jeg at finde et kabel, så jeg kan vise nogle billeder.
P.S. tak til alle jer københavnere, der gjorde min afrejse til en forlænget fest og ligeså til jyderne i nord.
Abonner på:
Opslag (Atom)