Saa er det aftenen foer Overland tracket fra Cradle Mountain til Lake St. Clair i morgen tidlig. Vandreturen er 60-70 km og vist Australiens mest beroemte trek, saa det er noget jeg ser frem til.
Jeg har vaeltet rundt hele dagen for at arrangere alt det praktiske, men mangler stadig en regn / vindjakke. Haaber jeg naar at faa den i morgen - det kommer ret sikkert til at regne mens jeg er deroppe og vinden er vist vild. Dog lyder det til, at man har mulighed for at overnatte i hytter, hvis der ikke er optaget.
Det drejer sig nok om 5-6 dage, saa der bliver radiotavshed fra Down Under saa laenge. Tror dog jeg har rimelig styr sagerne - skal selv lave mad paa trangia og har koebt super-billige vandresko som supplement til loebeskoene. Faar dog problemer med at lukke rygsaekken, da den er overfyldt...
lørdag den 26. december 2009
torsdag den 24. december 2009
Van Diemens Land
Jeg staar i Melbourne lufthavn, paa vej til Launceston, Tasmanien. I gaar fejrede jeg hyggelig juleaften med Steffi, soester og soesters kaereste. Vi spiste Vietnamesisk og det var udmaerket, men ikke verdensklasse.
Tidligere paa dagen var vi i Melbourne Zoo og det var en rigtig god oplevelse, med mange syrede dyr - blandt andet naebdyret med flere jeg ikke har set foer. Hyggeligt at haenge ud med tyskerne.
Jeg ved ikke hvad de naeste dage bringer og hvornaar jeg kommer online igen, men jeg har 14 dage paa Tasmanien, inden jeg tager vestpaa til Perth og besoeger Karsten.
God jul og godt nytaar til alle i hvert fald!
Tidligere paa dagen var vi i Melbourne Zoo og det var en rigtig god oplevelse, med mange syrede dyr - blandt andet naebdyret med flere jeg ikke har set foer. Hyggeligt at haenge ud med tyskerne.
Jeg ved ikke hvad de naeste dage bringer og hvornaar jeg kommer online igen, men jeg har 14 dage paa Tasmanien, inden jeg tager vestpaa til Perth og besoeger Karsten.
God jul og godt nytaar til alle i hvert fald!
tirsdag den 22. december 2009
Frohe Weinachten
I går nåede jeg til Melbourne, der virker som den mest ”europæiske” af de australske storbyer jeg har set. Det betyder dog ikke, at den amerikanske inspiration er sat ud af spillet. Her er store boulevarder og skyline, men også mange nørdede boghandler, stort filmmuseeum a la cinemateket bare større og vist en livlig live-musik-scene (dog ikke så vild aktivitet her omkring jul). Jeg bor på hostel i centrum – det er et action packed sted, men værelset er roligt og jeg bor sammen med tre flinke tyskere – das ist doch europäisch! Jeg har aftalt at holde jul med en Stefani, hendes søster + søsters kæreste. 'Jul' kommer til at bestå af en bedre middag og på nær fraværet af familiens skød, er det jo som det plejer. Nu vil jeg forsøge at kommunikere til David if. til Virgin airpass og derefter ud at se på byen. Det ser ud til, at jeg må springe Ayers Rock over i denne omgang, det bliver simpelthen for dyrt og tidskrævende – men så er der også grund til at komme tilbage igen.
20 december – lotusblomst, flagermus, edderkop og himmelskrift
I går havde jeg en dejlig dag med Mia. Vi var i byens store botaniske have, det store kunstmuseum, operahuset og i det hele taget 'on the town'. Det var alletiders at bruge noget alenetid med min værtinde, da jeg har brugt mere tid med George end med hende og vi hyggede og hun fortalte om byen og hvordan hun havde arbejdet med undervisning i en af byens mere konservative skyskrabere, der dengang knejste mod mod himlen i ensom majestæt. Nu er den omgivet af 4-5 postmoderne konstruktioner af ensartet, forvirret, lav skønhedsværdi. Jeg sammenlignede udsigten til skylinen lidt med den, der møder vandreren fra Harlem mod Manhattan gennem Central Park. Første stop, som vi i øvrigt vendte tilbage til, var et større vandspejl med enkelte udsprungne lyserøde lotusblomster. Jeg tror det er første gang jeg har set dem og selvom de ikke var i fuldt flor, var det alligevel specielt.
Den botaniske have er hjemsøgt af en større koloni af store flagermus. Jeg har ikke set dem i den størrelse før – og jeg tror jeg fik gode billeder af dem både i flyvende flugt og hængende som drueklaser i de store træer. Bestanden er ved at komme ud af kontrol, fortale Mia, og de hærger både træer og planter, men det var et specielt syn for turisten. Fra haven var der god udsigt til operahus og havnebro og jeg tog en masse billeder. Vi var også på det store kunstmuseum i nærheden af haven og det var gratis og godt. Mod slutningen af dagen så jeg en flyver, der skrev 'call mum' på himlen – Mia forklarede at det var reklame for et mobilselskab, men jeg fulgte alligevel opfordringen og skypede med både Mette, David, mor, far, Freya, og mormor. Dejligt fix.
Den botaniske have er hjemsøgt af en større koloni af store flagermus. Jeg har ikke set dem i den størrelse før – og jeg tror jeg fik gode billeder af dem både i flyvende flugt og hængende som drueklaser i de store træer. Bestanden er ved at komme ud af kontrol, fortale Mia, og de hærger både træer og planter, men det var et specielt syn for turisten. Fra haven var der god udsigt til operahus og havnebro og jeg tog en masse billeder. Vi var også på det store kunstmuseum i nærheden af haven og det var gratis og godt. Mod slutningen af dagen så jeg en flyver, der skrev 'call mum' på himlen – Mia forklarede at det var reklame for et mobilselskab, men jeg fulgte alligevel opfordringen og skypede med både Mette, David, mor, far, Freya, og mormor. Dejligt fix.
søndag den 20. december 2009
Sjov, mekanik & anerkendelse
Der var alt udsolgt, da jeg endelig nåede frem til billetsalget, så jeg købte billet til en forestilling i dag i eftermiddag i stedet. I går tog jeg tilbage til Manly og så 'Where the Wild Things Are' i stedet. En meget original og anderledes (ungdoms? / børne) film, der falder udenfor normal kategorisering, men det er vist egentlig normen for Spike Jonzes film. Nogle steder er billederne fantastiske og skuespillet fra drengen og dukkerne (?) helt genialt, mens der også er for lange scener uden plotudvikling eller fremdrift, men vildt er det.
I går aftes havde jeg igen en god snak med George, men jeg var temmelig træt. Her til morgen havde jeg lidt alenetid på nettet og det gik op for mig, hvor mange elementer der egentlig er i spil i forhold til den videre rejse. Jeg kan ikke købe virgingblue airpass, fordi jeg allerede befinder mig i landet, så jeg prøver at alliere mig med David via skype, men indtil videre tror jeg, at jeg køber en billig enkeltbillet til Melbourne den 22. – hvorfra der både er færge og flyver til Tasmanien. Færgen er dog dyr og det ser det også ud til at flybilletterne er. Hvis jeg kan få sammensat et program, der inkluderer Ayers Rock og eventuelt Perth og som er til at betale, vil jeg være godt tilfreds.
Efter en time eller to på nettet kom Mia ned med elevatoren og konverserede og gav mig forslag til aktiviteter i og omkring Sydney. Hun taler meget og er vældig sød. At bo her er en lille smule som at være blevet samlet op, når man blaffer, så jeg konverserer med og nyder såvel Mias indsigter, som den ånd de gives i og den bevidsthed, der giver dem. Efter at være forsvundet op igen et kort øjeblik dukkede hun atter op og inviterede mig på frokost og efter at have skrevet mail færdig til Kåre, tog jeg elevatoren op til omelet og resterne af den lammesteg, som jeg gik glip af i går aftes. I øvrigt stiftede jeg under frokosten også bekendtskab med sønnen Chester, der er 18, netop færdig med high school, interesserer sig for kunstig intelligens (et begreb der i følge ham i øvrigt netop er blevet fuldstændig redefineret – uden at vi desværre kom nærmere ind på hvordan og hvorledes) og er på vej direkte videre på universitetet, hvor han skal studere Computer Science eller bare Science.
Det regnede i dag, så efter frokoost lånte jeg en paraply af George, tog færgen ind til centrum, men gik denne gang en lidt alternativ vej ned mod Darling Harbour og den ekstremt store IMAX-biograf.
'Avatar' er fantastisk smuk og på trods af dens uomtvistelige og potente tju-bang-element, er det også en åndelig fortælling, især i kraft af filmens overjordiske, visuelle skønhed. Handlingen er kort fortalt hovedpersonen Jake's (yes it's short for Jakob) kamp for at blive den han er og det er jo altid godt. Dannelsesrejsen går til planeten Pandora (sic), hvor træerne vokser ind i himlen, bjergene svæver som idealistiske lufkasteller og himmelrummet i øvrigt beherskes af dragelignende væsener. Her søger den griske, hvide mand – denne gang i skikkelse af en nærmest nutidig coorporate bastard med en kæmpe, coorporate machine incl. Blackwater-agtige lejesoldater i ryggen – at udvinde det uvurderlige stof unobtanium (dobbelt sic). De indfødte rødhuder er blå og ævler løs om altings forbundethed på Pandora, hvilket Jake stifter nærmere bekendtskab med gennem den avatar han inkarneres i (ved at ”falde i søvn” (i.e. transcendere) i en maskine designet til formålet –) og dermed træder ind (ned / op) i den fremmede verden i samme skikkelse som dens indbyggere. I øvrigt meget velvalgt med en inkarnationshistorie her op til jul. Jeg skal ikke røbe så forfærdelig meget mere, andet end at der naturligvis er inkoorporeret en kærlighedshistorie, yderligere en masse mytologiske (kristne, græske & ”natur-religiøse”) referencer og at den visuelle side som sagt er out of this world. 'Avatar' skal ses i 3D og nye standarder er hermed sat for udnyttelsen af filmmediet. I forhold til det soleklare antikapitalistiske budskab, er det naturligvis lidt ironisk, at filmen er en af historiens dyreste, men ligesom unobtanium og dets spirituelle modstykke handler værdi og skønhed naturligvis i høj grad om øjnene og sjælen, der ser.
Efter filmen hoppede jeg på en lille færge i Darling Harbour, som sejlede rundt til forskellige, mindre kajpladser og jeg fik fantastiske vues af især skyline og Harbour Bridge, som vi også sejlede under. Jeg spiste McDonalds (igen) og reflekterede lidt over det faktum at storbyer ofte får mig til at spise fastfood og i øvrigt søge ly for den hektiske aktivitet i biografens mørke. I New York så jeg også tre-fire film på en uge og nød det. Jeg satser på at nå 'Bright Star' - Jane Campions forpremmiere - i morgen og så lade det være godt med det.
Har netop haft endnu en meget spændende snak med George om 'belonging', at finde sin niche i den flydende modernitet, at være kreativ frem for destruktiv og det punkt, hvor al-viden og ikke-viden bliver ét og det bevidsthedsudvidende ved at rejse. Jeg sluttede med at sige tak for den gode snak og han gav mig hånden og sagde 'Thank you, Jakob'.
I går aftes havde jeg igen en god snak med George, men jeg var temmelig træt. Her til morgen havde jeg lidt alenetid på nettet og det gik op for mig, hvor mange elementer der egentlig er i spil i forhold til den videre rejse. Jeg kan ikke købe virgingblue airpass, fordi jeg allerede befinder mig i landet, så jeg prøver at alliere mig med David via skype, men indtil videre tror jeg, at jeg køber en billig enkeltbillet til Melbourne den 22. – hvorfra der både er færge og flyver til Tasmanien. Færgen er dog dyr og det ser det også ud til at flybilletterne er. Hvis jeg kan få sammensat et program, der inkluderer Ayers Rock og eventuelt Perth og som er til at betale, vil jeg være godt tilfreds.
Efter en time eller to på nettet kom Mia ned med elevatoren og konverserede og gav mig forslag til aktiviteter i og omkring Sydney. Hun taler meget og er vældig sød. At bo her er en lille smule som at være blevet samlet op, når man blaffer, så jeg konverserer med og nyder såvel Mias indsigter, som den ånd de gives i og den bevidsthed, der giver dem. Efter at være forsvundet op igen et kort øjeblik dukkede hun atter op og inviterede mig på frokost og efter at have skrevet mail færdig til Kåre, tog jeg elevatoren op til omelet og resterne af den lammesteg, som jeg gik glip af i går aftes. I øvrigt stiftede jeg under frokosten også bekendtskab med sønnen Chester, der er 18, netop færdig med high school, interesserer sig for kunstig intelligens (et begreb der i følge ham i øvrigt netop er blevet fuldstændig redefineret – uden at vi desværre kom nærmere ind på hvordan og hvorledes) og er på vej direkte videre på universitetet, hvor han skal studere Computer Science eller bare Science.
Det regnede i dag, så efter frokoost lånte jeg en paraply af George, tog færgen ind til centrum, men gik denne gang en lidt alternativ vej ned mod Darling Harbour og den ekstremt store IMAX-biograf.
'Avatar' er fantastisk smuk og på trods af dens uomtvistelige og potente tju-bang-element, er det også en åndelig fortælling, især i kraft af filmens overjordiske, visuelle skønhed. Handlingen er kort fortalt hovedpersonen Jake's (yes it's short for Jakob) kamp for at blive den han er og det er jo altid godt. Dannelsesrejsen går til planeten Pandora (sic), hvor træerne vokser ind i himlen, bjergene svæver som idealistiske lufkasteller og himmelrummet i øvrigt beherskes af dragelignende væsener. Her søger den griske, hvide mand – denne gang i skikkelse af en nærmest nutidig coorporate bastard med en kæmpe, coorporate machine incl. Blackwater-agtige lejesoldater i ryggen – at udvinde det uvurderlige stof unobtanium (dobbelt sic). De indfødte rødhuder er blå og ævler løs om altings forbundethed på Pandora, hvilket Jake stifter nærmere bekendtskab med gennem den avatar han inkarneres i (ved at ”falde i søvn” (i.e. transcendere) i en maskine designet til formålet –) og dermed træder ind (ned / op) i den fremmede verden i samme skikkelse som dens indbyggere. I øvrigt meget velvalgt med en inkarnationshistorie her op til jul. Jeg skal ikke røbe så forfærdelig meget mere, andet end at der naturligvis er inkoorporeret en kærlighedshistorie, yderligere en masse mytologiske (kristne, græske & ”natur-religiøse”) referencer og at den visuelle side som sagt er out of this world. 'Avatar' skal ses i 3D og nye standarder er hermed sat for udnyttelsen af filmmediet. I forhold til det soleklare antikapitalistiske budskab, er det naturligvis lidt ironisk, at filmen er en af historiens dyreste, men ligesom unobtanium og dets spirituelle modstykke handler værdi og skønhed naturligvis i høj grad om øjnene og sjælen, der ser.
Efter filmen hoppede jeg på en lille færge i Darling Harbour, som sejlede rundt til forskellige, mindre kajpladser og jeg fik fantastiske vues af især skyline og Harbour Bridge, som vi også sejlede under. Jeg spiste McDonalds (igen) og reflekterede lidt over det faktum at storbyer ofte får mig til at spise fastfood og i øvrigt søge ly for den hektiske aktivitet i biografens mørke. I New York så jeg også tre-fire film på en uge og nød det. Jeg satser på at nå 'Bright Star' - Jane Campions forpremmiere - i morgen og så lade det være godt med det.
Har netop haft endnu en meget spændende snak med George om 'belonging', at finde sin niche i den flydende modernitet, at være kreativ frem for destruktiv og det punkt, hvor al-viden og ikke-viden bliver ét og det bevidsthedsudvidende ved at rejse. Jeg sluttede med at sige tak for den gode snak og han gav mig hånden og sagde 'Thank you, Jakob'.
torsdag den 17. december 2009
onsdag den 16. december 2009
Oh Manly!
Jeg sidder på terrassen og skriver efter en fantastisk morgendukkert her ved min perfekte indkvartering ved Little Manly – en halv times færgesejlads fra Sydney CBD (Central Business District). Her bor jeg i underetagen hos Mia og George, som er Kims (Christians – Davids ældste ven – kæreste) gudforældre. De har et stort to-plans hus, lige ned til stranden og vandet her er fantastisk klart og noget køligere og dermed friskere end jeg har oplevet det nordpå. Efter god lækker morgenmad svømmede jeg baner – måske 500meter bag det betrykkende haj-gitter.
Turen herned gik problemfrit, dog med ekstraudgift til katamaran ud til Hamilton Island, hvor lufthavnen lå, men jeg tog det hele som en oplevelse og nød mit cruise ved whitsunday-øerne. Det var i øvrigt et episk øjeblik, da jeg fløj ind over Sydney og fik øje på Harbour Bridge og Operahuset. Lidt ligesom at se New Yorks Skyline.
Da jeg nåede frem lavede George mad og han og jeg havde lang og spændende samtale om alt fra fascisme til autoritetstab i det senkapitalistiske samfund og manglen på mentorer til arkitektur. Han er arkitekt og byplanlægger og et spændende bekendtskab. Mia har jeg ikke talt så meget med endnu og de har også en 18 årig søn, som jeg ikke har set. De er enormt gæstfri og jeg skal passe på ikke at overstaye my welcome, for her er ufattelig dejligt. Lidt som Klampenborg, bare bedre strand og så er det Sydney og ikke København, der ligger og lokker inde i bugten.
I dag vil jeg tage den med ro og chille lidt rundt på må og få. Jeg satser på at dyrke nørde-genet og se Camerons nyeste blockbuster 'Avatar' i verdens største I-Max-biograf ved Darling Harbour og i weekenden er der forpremmiere på Jane Campions 'Bright Star' – så den lokker også. Alt vel fra hernede fra!
Nyt picasaalbum:
http://picasaweb.google.dk/jakobkowalski/Australien1?authkey=Gv1sRgCPinpKPl9vre3wE#
Turen herned gik problemfrit, dog med ekstraudgift til katamaran ud til Hamilton Island, hvor lufthavnen lå, men jeg tog det hele som en oplevelse og nød mit cruise ved whitsunday-øerne. Det var i øvrigt et episk øjeblik, da jeg fløj ind over Sydney og fik øje på Harbour Bridge og Operahuset. Lidt ligesom at se New Yorks Skyline.
Da jeg nåede frem lavede George mad og han og jeg havde lang og spændende samtale om alt fra fascisme til autoritetstab i det senkapitalistiske samfund og manglen på mentorer til arkitektur. Han er arkitekt og byplanlægger og et spændende bekendtskab. Mia har jeg ikke talt så meget med endnu og de har også en 18 årig søn, som jeg ikke har set. De er enormt gæstfri og jeg skal passe på ikke at overstaye my welcome, for her er ufattelig dejligt. Lidt som Klampenborg, bare bedre strand og så er det Sydney og ikke København, der ligger og lokker inde i bugten.
I dag vil jeg tage den med ro og chille lidt rundt på må og få. Jeg satser på at dyrke nørde-genet og se Camerons nyeste blockbuster 'Avatar' i verdens største I-Max-biograf ved Darling Harbour og i weekenden er der forpremmiere på Jane Campions 'Bright Star' – så den lokker også. Alt vel fra hernede fra!
Nyt picasaalbum:
http://picasaweb.google.dk/jakobkowalski/Australien1?authkey=Gv1sRgCPinpKPl9vre3wE#
Que pasa calabasa?
Så er jeg på vej til Sydney med en flyver her om lidt. Jeg skal bo på Manley-halvøen ved Mia, der er Kims (Davids barndomsven Christians kærestes) gudmor, så forbindelsen er lidt langt ude, men vi har haft god korrespondance de sidste dage og jeg ser frem til nogle dage, hvor jeg ikke skal bo på hostel.
Har ellers haft en rigtig god tid her i Airlie-beach, omend noget kort, men jeg nåede at dykke ved Great Barrier Reef i går og det var hovedformålet med at komme herop. Jeg har ikke dykket siden mit uheld i Ægypten med Ulrich for måske snart tre år siden, så det blotte faktum, at det gik relativt problemfrit, var rigtig positivt. Selve dykket foregik på en platform godt 80 kilometer ude og vi kom frem på en større katamaran-færge. Turen var rigtig lækker og på trods af det evidente turist-præg, var personalet imødekommende uden at virke falske. Samtidig delte jeg oplevelsen med nogle rigtig fine mennsker, et canadisk par og to chillenske piger – Marcella og Sarah. Dykket i sig selv var noget lignende, hvad jeg har set i det Røde Hav, men det var en speciel fornemmelse at vide, at det lille rev (Knuckle Reef) vi dykkede ved, er en del af verdens største natur”formation” - den eneste, der som den menneskeskabte, kinesiske mur – kan ses fra rummmet. En god del fisk og enkelte større – måske halv menneskestørrelse – og gigantiske muslinger der åbnede og lukkede, hvis man nærmede hånden. Korrellerne var mere varierede end jeg tidligere har set – som at svømme over en frodig have og ja, masser af fisk i alle regnbuens farver. Skønt at dykke igen.
Om aftenen tog jeg Neil, en fin, engelsk fyr jeg har mødt her på mit rolige Bush Backpackers Hostel, med ud at spise og bagefter mødte vi de chillenske piger til drinks. Hvor jeg på Fraser Island blev konfronteret med kvindelig passivitet og negativitet (kun fra én deltager og hun var et meget misforstået væsen, der ydermere troede hun var lækker og interessant) repræsenterede Sarah og Marcella det absolut modsatte. De grinede og smilede ret konstant og det var sgu en fornøjelse at bruge tid med dem.
Tiden heroppe nordpå har været kort, men meget interessant – jeg har fået et tip til billige flyrejser – virgin blue airpass – og nu må vi se om det bliver Sydney-Hobart-Perth-Ayers Rock-Brisbane-København eller hvordan, men i hvert fald har jeg fået fornyet blod på tanden i forhold til hele rejseprojektet – på trods af Mette-Freya-savn.
Har ellers haft en rigtig god tid her i Airlie-beach, omend noget kort, men jeg nåede at dykke ved Great Barrier Reef i går og det var hovedformålet med at komme herop. Jeg har ikke dykket siden mit uheld i Ægypten med Ulrich for måske snart tre år siden, så det blotte faktum, at det gik relativt problemfrit, var rigtig positivt. Selve dykket foregik på en platform godt 80 kilometer ude og vi kom frem på en større katamaran-færge. Turen var rigtig lækker og på trods af det evidente turist-præg, var personalet imødekommende uden at virke falske. Samtidig delte jeg oplevelsen med nogle rigtig fine mennsker, et canadisk par og to chillenske piger – Marcella og Sarah. Dykket i sig selv var noget lignende, hvad jeg har set i det Røde Hav, men det var en speciel fornemmelse at vide, at det lille rev (Knuckle Reef) vi dykkede ved, er en del af verdens største natur”formation” - den eneste, der som den menneskeskabte, kinesiske mur – kan ses fra rummmet. En god del fisk og enkelte større – måske halv menneskestørrelse – og gigantiske muslinger der åbnede og lukkede, hvis man nærmede hånden. Korrellerne var mere varierede end jeg tidligere har set – som at svømme over en frodig have og ja, masser af fisk i alle regnbuens farver. Skønt at dykke igen.
Om aftenen tog jeg Neil, en fin, engelsk fyr jeg har mødt her på mit rolige Bush Backpackers Hostel, med ud at spise og bagefter mødte vi de chillenske piger til drinks. Hvor jeg på Fraser Island blev konfronteret med kvindelig passivitet og negativitet (kun fra én deltager og hun var et meget misforstået væsen, der ydermere troede hun var lækker og interessant) repræsenterede Sarah og Marcella det absolut modsatte. De grinede og smilede ret konstant og det var sgu en fornøjelse at bruge tid med dem.
Tiden heroppe nordpå har været kort, men meget interessant – jeg har fået et tip til billige flyrejser – virgin blue airpass – og nu må vi se om det bliver Sydney-Hobart-Perth-Ayers Rock-Brisbane-København eller hvordan, men i hvert fald har jeg fået fornyet blod på tanden i forhold til hele rejseprojektet – på trods af Mette-Freya-savn.
Airlie Beach, Whitsunday Islands, Great Barrier Reef
Natten til den 14. december tog jeg en natbus fra Rainbow til Airlie Beach, der er udgangspunkt for en ekstrem sejl-turisme ud til de smukke Whitsunday-øer – grupper tager ud på sejlbåde og bruger to-tre dage derude og det lyder egentlig rigtig godt. Jeg kommer dog kun til at nyde øerne fra den katamaran, der i morgen skal bringe mig ud til den platform, hvorfra jeg skal have to dyk ved Great Barrier Reef! Dette er det nordligste jeg kommer og et af de sydligste steder, der tilbyder dyk ved det gigantiske rev og dårligt ører eller ikke dårligt øre – I must get down there. Det kan være væk om alt for kort tid, som følge af den globale nedsmeltning.
Jo længere sydpå man befinder sig if. til revet, des længere ude er det – i.e. længere oppe nordpå ved Cairns er revet tættere på kysten. Den ”base” jeg skal ud til i morgen, befinder sig således 75 kilometer ude og jeg håber at få nogle gode sights af Whitsunday-øerne. Onsdag har jeg fået en flyver – direkte fra en af øerne - ned til Sydney, hvor jeg (forhåbentlig) har noget privat indkvartering – måske op mod en uges tid – ville være dejligt at slippe for hostel-scenen for en stund.
De sidste dage i Rainbow Beach var barske, med hårdt, fysisk arbejde i solen og en nat uden søvn på grund af en fest der gik amok på et mindre hostel jeg var nødt til at flytte hen på grundet overbooking på mit eget, hvor jeg ellers nærmest var blevet stamkunde. Dagen efter havde jeg min anden dag med wax-on-wax-off på Fraser Houseboats – men jeg klarede det og formåede derefter at sove næsten hele vejen nordpå i bussen, og nu er der både ordnet dykning og fly til Sydney.
Jeg har ikke læst noget videre de sidste dage – er så småt gået i gang med Capotes 'In Cold Blood' og hører Henry James 'Portrait of a Lady' på lydbog – sidstnævnte virker nu rimelig gay og jeg spekulerer på, om jeg ikke skal læse Roths 'The Great American Novel' – jeg mangler 'I Married a Communist' for at have læst hele Amerika-trillogien og hvor 'American Pastoral' var ekstraordinært god, var 'The Human Stain' ganske enkelt genial – mesterværk er et prædikat, der falder lige for vedrørende trillogien, især hvis 'I Married a Communist' holder standarden. Lidt som Richard Fords 'Sportswriter-trillogi', bare bedre og mere ekstrem på snart sagt alle fronter – nok især fordi minioritetsidentitet (trods alt) rykker mere end mainstream. Og så fordi Roth skriver som en besat.
To dage efter jeg kom tilbage fra Fraser, fandt der en dødsulykke sted på stranden. Gruppen havde formentlig kørt deres 4-hjulstrækker for hurtigt, og på grund af den tunge last, hvoraf det meste befinder sig på taget, var bilen i væltet rundt i høj fart. Øjenvidner har set folk ryge ud af bilen. Det er kraftige maskiner og det er en vild kombination med de mange unge mennesker, der kører rundt med alt for mange hestekræfter.
Jo længere sydpå man befinder sig if. til revet, des længere ude er det – i.e. længere oppe nordpå ved Cairns er revet tættere på kysten. Den ”base” jeg skal ud til i morgen, befinder sig således 75 kilometer ude og jeg håber at få nogle gode sights af Whitsunday-øerne. Onsdag har jeg fået en flyver – direkte fra en af øerne - ned til Sydney, hvor jeg (forhåbentlig) har noget privat indkvartering – måske op mod en uges tid – ville være dejligt at slippe for hostel-scenen for en stund.
De sidste dage i Rainbow Beach var barske, med hårdt, fysisk arbejde i solen og en nat uden søvn på grund af en fest der gik amok på et mindre hostel jeg var nødt til at flytte hen på grundet overbooking på mit eget, hvor jeg ellers nærmest var blevet stamkunde. Dagen efter havde jeg min anden dag med wax-on-wax-off på Fraser Houseboats – men jeg klarede det og formåede derefter at sove næsten hele vejen nordpå i bussen, og nu er der både ordnet dykning og fly til Sydney.
Jeg har ikke læst noget videre de sidste dage – er så småt gået i gang med Capotes 'In Cold Blood' og hører Henry James 'Portrait of a Lady' på lydbog – sidstnævnte virker nu rimelig gay og jeg spekulerer på, om jeg ikke skal læse Roths 'The Great American Novel' – jeg mangler 'I Married a Communist' for at have læst hele Amerika-trillogien og hvor 'American Pastoral' var ekstraordinært god, var 'The Human Stain' ganske enkelt genial – mesterværk er et prædikat, der falder lige for vedrørende trillogien, især hvis 'I Married a Communist' holder standarden. Lidt som Richard Fords 'Sportswriter-trillogi', bare bedre og mere ekstrem på snart sagt alle fronter – nok især fordi minioritetsidentitet (trods alt) rykker mere end mainstream. Og så fordi Roth skriver som en besat.
To dage efter jeg kom tilbage fra Fraser, fandt der en dødsulykke sted på stranden. Gruppen havde formentlig kørt deres 4-hjulstrækker for hurtigt, og på grund af den tunge last, hvoraf det meste befinder sig på taget, var bilen i væltet rundt i høj fart. Øjenvidner har set folk ryge ud af bilen. Det er kraftige maskiner og det er en vild kombination med de mange unge mennesker, der kører rundt med alt for mange hestekræfter.
lørdag den 12. december 2009
Efter Fraser
Er netop vendt tilbage fra Fraser Island, hvor jeg har haft et par gode og indholdsrige dage. Første dag var overfart og badning i Lake McKenzie – en krystalklar ferskvandssø midt på Fraser, som er verdens største sandø. Derefter overnattede vi i telt i regnskoven. Det var meget rus-turs-agtigt – vi lavede selv mad på medbragte gasblus og i det hele taget brugte vi også tid på at lære hinanden at kende.
I går fandt vi en lille flod, der endte med at løbe ud i havet. Her badede vi og slappede af, inden vi camperede på stranden og i dag har vi vandret i den del af øens skovbevoksning, der ikke er regnskov, men nærmere en kombination af nåle- og ”normal” skov og afleveret bilen. Jeg har set kæmpe edderkopper og i går blev vores lejr hjemsøgt af dingoer – de vilde, australske hunde. Lidt specielt og jeg er glad for at de kom én ad gangen og relativt let lod sig jage væk.
Der var mange fine mennesker i min egen 10 mands gruppe og de to andre grupper vi kørte i konvoj med og enkelte mindre fine, men alt i alt en dejlig udfordring og fantastisk oplevelse. På Fraser Island findes én af Quenslands ”Great Walks” - en tur på 90 km – og jeg talte med en fyr, der havde taget den alene. Det blive dog nok ikke en af mine bedrifter i denne omgang. Alene varmen virker afskrækkende i forhold til sådan et projekt. Nu har jeg scoret en tjans med at polere både et par dage, indtil jeg finder ud af situationen mht. videre rejser.
I går fandt vi en lille flod, der endte med at løbe ud i havet. Her badede vi og slappede af, inden vi camperede på stranden og i dag har vi vandret i den del af øens skovbevoksning, der ikke er regnskov, men nærmere en kombination af nåle- og ”normal” skov og afleveret bilen. Jeg har set kæmpe edderkopper og i går blev vores lejr hjemsøgt af dingoer – de vilde, australske hunde. Lidt specielt og jeg er glad for at de kom én ad gangen og relativt let lod sig jage væk.
Der var mange fine mennesker i min egen 10 mands gruppe og de to andre grupper vi kørte i konvoj med og enkelte mindre fine, men alt i alt en dejlig udfordring og fantastisk oplevelse. På Fraser Island findes én af Quenslands ”Great Walks” - en tur på 90 km – og jeg talte med en fyr, der havde taget den alene. Det blive dog nok ikke en af mine bedrifter i denne omgang. Alene varmen virker afskrækkende i forhold til sådan et projekt. Nu har jeg scoret en tjans med at polere både et par dage, indtil jeg finder ud af situationen mht. videre rejser.
tirsdag den 8. december 2009
Fraser Island
I dag har jeg vaeret paa stranden med et svensk par, som jeg er i gruppe med på morgendagens tur til Fraser Island. Vi har netop overstået papirarbejdet, og betalt flere penge til forsikring og mad og det bliver sgu ret fantastisk! Jeg glæder mig til at prøve at køre 4-hjuls-drengen og i det hele taget komme ud i det vilde. Det er verdens største sandø og der skulle være nogle helt fantastiske ferskvandssøer på øen, som man kan bade i – oh yearh!
I det hele taget har jeg nu vænnet mig til at være på farten igen – der er masser af spændende oplevelser i vente og Australien er virkelig et mulighedernes land. Og så er det sommer i december. Den er svær at slå. Jeg er off-line de næste dage, men vender og tager en eller to overnatninger her på Frasers on Rainbow Beach, når jeg vender tilbage fra ø-ekspeditionen.
Godt klimatopmoede - kunne godt bruge lidt mere ozonlag hernede.
I det hele taget har jeg nu vænnet mig til at være på farten igen – der er masser af spændende oplevelser i vente og Australien er virkelig et mulighedernes land. Og så er det sommer i december. Den er svær at slå. Jeg er off-line de næste dage, men vender og tager en eller to overnatninger her på Frasers on Rainbow Beach, når jeg vender tilbage fra ø-ekspeditionen.
Godt klimatopmoede - kunne godt bruge lidt mere ozonlag hernede.
lørdag den 5. december 2009
Grumpy old man
Det er nu et par dage siden jeg ankom til Rainbow Beach og indlogerede mig for en uge på et af de tre mulige hostels i byen. Her er fest hver aften, men jeg er flyttet til et værelse på anden sal, hvor det lettere at undgå larmen – eksempelvis af gårsdagens kareoke hvor eksalterede og falske stemmer forsøger at hamle op med hits som 'Summer of ´69' og ''Cause I was high'. Fra tidligere at have været deltager – måske ikke i selve kareokeen, men i hvert fald festen og drikkeriet, er det på én gang befriende og lidt vemodigt at afskrive dette. Jeg gider simpelthen ikke feste med overgearede mennesker, der - udover at de alle er velhavende og rejsende - blot har promillen, ungdommen og den dårlige smag tilfælles. Slet ikke når jeg ikke drikker. Dette medfører flere ting: ingen tømmermænd og dermed også en masse ekstra tid, men det bliver også en udfordring at komme i dybere kontakt med mennesker, der, ligesom jeg selv tidligere praktiserede det, mestendels har deres inderlige øjeblikke under the influence. Det går nu udmærket og gevinsterne er så klart i overtal. Så man kan sagtens tale om dannelsesrejse, selvom jeg opholder mig i 'The Sunshine State' og selvom jeg måske lyder hellig, kan jeg forsikre om, at det ikke er tilfældet.
Det er lidt underligt at befinde sig i udkanten af en backpacker-turisme, som jeg selv er en del af, og betragte hvor forbrugsagtigt det egentlig er. Aktiviteterne hernede er (dyre) produkter man køber – skydiving, paragliding, surfing, osv., og budgetterne kan hurtigt sprænges – mest fordi der er så mange fede ting at foretage sig. Jeg har selv investeret i en selv-guidet tur til Fraser Island den 9. december og tre dage frem, hvor vi selv mosler rundt med en firehjulstrækker på den fredede ø – noget jeg ser meget frem til - men i aften vil jeg løbe en lang tur langs stranden ved solnedgangstid – både for at spare lidt monetos, men også for at skåne min hud for solen. Jeg sidder i skyggen på værelsets veranda og skriver dette og nyder eftermiddagens ro.
Sagnet om hvordan Rainbow Beach, fik sit mangefarvede sand, går tilbage til den aboriginale drømmetid. Yiningie – et guddommeligt væsen med udseende som en regnbue – ofrede sig for at redde en kvinde fra nabostammens dæmoniske alfa-kriger og styrtede ned og blev fanget i strandens sand. Nutidens Rainbow Beach er - udover de mangefarvede sandklitter - et lille stykke strandvej med omkring tusind indbyggere. Et sted man opholder sig i kort tid, på vej til eller fra Fraser Island – og mit lange ophold her er på den måde i sig selv lidt atypisk i backpacker-sammenhæng. Det er udmærket for mig at bruge lidt tid på at fatte, hvor langt væk hjemmefra jeg er og hvor stort og relativt utilgængeligt Australien er, ligesom jeg også bruger en del tid på at overveje, hvor jeg skal hen efter Fraser Island. Både Great Barrier Reef længere mod nord, en nationalpark noget inde i landet og Sydney sydpå lokker og der skal foretages nogle valg og laves noget logistik.
Og så skypede jeg med Mette i går. På trods af solen, varmen, stranden, friheden og så videre var det så absolut dagens højdepunkt. Det er ikke fordi, jeg skulle om på den anden side af jorden for at regne ud, at jeg elsker hende, men min voksenhjemve efter en uge down under sætter sgu en tyk streg under det faktum, at jeg ikke kan undvære hende i mit liv. Tak!
Det er lidt underligt at befinde sig i udkanten af en backpacker-turisme, som jeg selv er en del af, og betragte hvor forbrugsagtigt det egentlig er. Aktiviteterne hernede er (dyre) produkter man køber – skydiving, paragliding, surfing, osv., og budgetterne kan hurtigt sprænges – mest fordi der er så mange fede ting at foretage sig. Jeg har selv investeret i en selv-guidet tur til Fraser Island den 9. december og tre dage frem, hvor vi selv mosler rundt med en firehjulstrækker på den fredede ø – noget jeg ser meget frem til - men i aften vil jeg løbe en lang tur langs stranden ved solnedgangstid – både for at spare lidt monetos, men også for at skåne min hud for solen. Jeg sidder i skyggen på værelsets veranda og skriver dette og nyder eftermiddagens ro.
Sagnet om hvordan Rainbow Beach, fik sit mangefarvede sand, går tilbage til den aboriginale drømmetid. Yiningie – et guddommeligt væsen med udseende som en regnbue – ofrede sig for at redde en kvinde fra nabostammens dæmoniske alfa-kriger og styrtede ned og blev fanget i strandens sand. Nutidens Rainbow Beach er - udover de mangefarvede sandklitter - et lille stykke strandvej med omkring tusind indbyggere. Et sted man opholder sig i kort tid, på vej til eller fra Fraser Island – og mit lange ophold her er på den måde i sig selv lidt atypisk i backpacker-sammenhæng. Det er udmærket for mig at bruge lidt tid på at fatte, hvor langt væk hjemmefra jeg er og hvor stort og relativt utilgængeligt Australien er, ligesom jeg også bruger en del tid på at overveje, hvor jeg skal hen efter Fraser Island. Både Great Barrier Reef længere mod nord, en nationalpark noget inde i landet og Sydney sydpå lokker og der skal foretages nogle valg og laves noget logistik.
Og så skypede jeg med Mette i går. På trods af solen, varmen, stranden, friheden og så videre var det så absolut dagens højdepunkt. Det er ikke fordi, jeg skulle om på den anden side af jorden for at regne ud, at jeg elsker hende, men min voksenhjemve efter en uge down under sætter sgu en tyk streg under det faktum, at jeg ikke kan undvære hende i mit liv. Tak!
torsdag den 3. december 2009
Rainbow Beach
Jeg sidder i Greyhoundbussen og lytter til White Lies, som jeg råhørte i Tyskland og som derfor minder mig om den tid og så selvfølgelig koncerten søndag på Roskilde. Tal om et band, der lyder ældre end medlemmernes gennemsnitsalder på 20-21 år. Weltsmertz er nok for mild en betegnelse, men smukt er det.
Jeg har haft tre gode dage i Brisbane, der viste sig at være at være en fin by. På trods af sine 1.8 millioner indbyggere virker den overskuelig og kommer man lidt væk fra de heftigt trafikerede hovedfærdselsårer, er det muligt at finde rolige åndehuller. Byen gennemstrømmes af en stor flod, hvor jeg har gået flere gode ture.
I forgårs gik jeg alene gennem den botaniske have, der blandt andet rummer et lille stykke ”regnskov” og mange specielle planter og træer og krydsede til sydsiden via en stor og arkitektonisk interessant gang- og cykelbro.
I går tog jeg en længere tur med Bek – en meget ung, engelsk pige, der tog mig lidt under sine vinger allerede da vi mødte hinanden i bussen fra lufthavnen, da hun har været i byen før – hvor vi spiste morgenmad (anden gang for mit vedkommende) i China Town og krydsede den imponerende Story Bridge og South Side Park, hvor der er en større, offentlig pool. Langs floden stødte vi på adskillige, store firben og varan-lignende dyr. Ved biblioteket, hvor vi har benyttet det gratis internet, var vi også på byens kunstmuseum, der var imponerende og ligeledes gratis.
De tre første nætter har gjort mig til et veritabelt a-menneske. Der var en hardcore snorker på mit seksmandsværelse, nærmere bestemt i min underkøje, og jeg tror, at jeg gik tidligt i seng i et forsøg på at sove før han startede savværket, men selv med forspring og ørerpropper var de uskønne forstyrrelser ikke til at fortrænge, så jeg har fået lidt hård hud på min hudløshed. Omvendt kræver hostellivet tilvænning i det hele taget, så det er nok fint nok at blive kastet direkte ud i det værstes mulighed i denne sammenhæng. Som belønning har jeg fået solopgang over Brisbane fra hostellets tagterrasse, der også er behageligt ubefolket tidligt om morgenen. Her var stedets lille pool også og jeg har fået nogle gode ture hver dag.
Mulighederne i Australien er uendelige og sommeren er netop begyndt. Faktisk er landet et udmærket billede på såvel postmodernisme og kapitalisme. Du skal selv skabe plan og mening og generelt skal du have penge, for at få. Her er dyrt.
To måneder kort tid, selv hvis man blot opholdt sig på østkysten, og jeg har (endnu løse) planer om såvel Ayers Rock som et besøg hos Karsten i Perth. Som det ser ud pt har droppet Tasmanien og vil søge ind midt i landet efter nytår i Sydney. Her er (naturligvis) langt mere reguleret end i Sydamerika og arbejde (uden arbejdsvisa, som jeg ikke kan få pga. min alder) virker meget svært at finde. Ergo holder jeg relativt lav økonomisk profil – i hvert fald indtil jeg hører nærmere fra KUA. Naturen, som jeg endnu kun har skimtet, er fabelagtig og lyset og varmen heller ikke at kimse ad og på grund af den fraværende sprogbarriere er det nemmere at gøre sig forståelig og komme rundt.
Kører nu langs med Stillehavets imponerende brænding – et syn jeg aldrig bliver træt af – og det næsten blændende blå trænger igennem bussens mørknede ruder. Nu, lidt senere, er vi kørt igennem kystbyen Noosa med der sine palmer og bungalover ligner det subtropiske paradis den er.
Rainbow Beach skulle være en lille landsby med direkte adgang til en god strand og mulighed for surfing og adgang til den store sandø – Fraser Island – der er på FNs liste over verdenssnaturarv og helt sikkert et besøg værd. Det er Bek, der har anbefalet stedet og hvis der er lige så lækkert som hun siger, kunne jeg tænke mig at blive en uges tid og få læst, skrevet, løbet, svømmet og surfet lidt og i det hele taget slappe af. Only trouble is, at da jeg i går forsøgte at booke en seng meldte de tre hostels alt optaget – nu er jeg alligevel på vej og regner med, at det endnu virksomme Visakort, kan redde mig fra at overnatte på stranden – hvilket dog sikkert ikke er så slemt – der er ingen, som siger man behøver sove og der skulle være tusind stjerner.
************************************************************************************
Well, fik plads på hostellet, der er hyggeligt, ungt og larmende. Blev så overvældet over, at der var plads, så jeg fluks købte en uges ophold – den beslutning er jeg så ved at revidere en lille smule på i dag, da der vitterligt var meget larm i nat. Omvendt er jeg så ved at blive ret hardcore så måske hænger jeg bare ud. Er ved at arrangere skype-logistik med Mette og det bliver fantastisk at se og høre hende. Lidt crazy med adskilleslen i tid og rum, men ligesom med teen- og early-twenties-larmen gør det mig sikkert til et mere rummeligt menneske på længere sigt – ville nu gerne bytte, så jeg kunne dele direkte med det samme.
I går gik vi en fantastisk tur gennem noget skov og over en stor vandreklit a la Råbjerg Mile i Danmark. Den standsede brat ved et 2-300 meters fald direkte ned til havet med udsigt over hele bugten og her var ”regnbuesandet” meget synligt – pga. mineraler i jorden er der op mod 100 forskellige farvenuancer i sandet. Jeg havde desværre ikke kamera med, men overvejer at gå turen igen alene.
I dag vil jeg checke surf-mulighederne ud og måske flytte til et roligere sted, hvis det kan lade sig gøre.
Jeg har haft tre gode dage i Brisbane, der viste sig at være at være en fin by. På trods af sine 1.8 millioner indbyggere virker den overskuelig og kommer man lidt væk fra de heftigt trafikerede hovedfærdselsårer, er det muligt at finde rolige åndehuller. Byen gennemstrømmes af en stor flod, hvor jeg har gået flere gode ture.
I forgårs gik jeg alene gennem den botaniske have, der blandt andet rummer et lille stykke ”regnskov” og mange specielle planter og træer og krydsede til sydsiden via en stor og arkitektonisk interessant gang- og cykelbro.
I går tog jeg en længere tur med Bek – en meget ung, engelsk pige, der tog mig lidt under sine vinger allerede da vi mødte hinanden i bussen fra lufthavnen, da hun har været i byen før – hvor vi spiste morgenmad (anden gang for mit vedkommende) i China Town og krydsede den imponerende Story Bridge og South Side Park, hvor der er en større, offentlig pool. Langs floden stødte vi på adskillige, store firben og varan-lignende dyr. Ved biblioteket, hvor vi har benyttet det gratis internet, var vi også på byens kunstmuseum, der var imponerende og ligeledes gratis.
De tre første nætter har gjort mig til et veritabelt a-menneske. Der var en hardcore snorker på mit seksmandsværelse, nærmere bestemt i min underkøje, og jeg tror, at jeg gik tidligt i seng i et forsøg på at sove før han startede savværket, men selv med forspring og ørerpropper var de uskønne forstyrrelser ikke til at fortrænge, så jeg har fået lidt hård hud på min hudløshed. Omvendt kræver hostellivet tilvænning i det hele taget, så det er nok fint nok at blive kastet direkte ud i det værstes mulighed i denne sammenhæng. Som belønning har jeg fået solopgang over Brisbane fra hostellets tagterrasse, der også er behageligt ubefolket tidligt om morgenen. Her var stedets lille pool også og jeg har fået nogle gode ture hver dag.
Mulighederne i Australien er uendelige og sommeren er netop begyndt. Faktisk er landet et udmærket billede på såvel postmodernisme og kapitalisme. Du skal selv skabe plan og mening og generelt skal du have penge, for at få. Her er dyrt.
To måneder kort tid, selv hvis man blot opholdt sig på østkysten, og jeg har (endnu løse) planer om såvel Ayers Rock som et besøg hos Karsten i Perth. Som det ser ud pt har droppet Tasmanien og vil søge ind midt i landet efter nytår i Sydney. Her er (naturligvis) langt mere reguleret end i Sydamerika og arbejde (uden arbejdsvisa, som jeg ikke kan få pga. min alder) virker meget svært at finde. Ergo holder jeg relativt lav økonomisk profil – i hvert fald indtil jeg hører nærmere fra KUA. Naturen, som jeg endnu kun har skimtet, er fabelagtig og lyset og varmen heller ikke at kimse ad og på grund af den fraværende sprogbarriere er det nemmere at gøre sig forståelig og komme rundt.
Kører nu langs med Stillehavets imponerende brænding – et syn jeg aldrig bliver træt af – og det næsten blændende blå trænger igennem bussens mørknede ruder. Nu, lidt senere, er vi kørt igennem kystbyen Noosa med der sine palmer og bungalover ligner det subtropiske paradis den er.
Rainbow Beach skulle være en lille landsby med direkte adgang til en god strand og mulighed for surfing og adgang til den store sandø – Fraser Island – der er på FNs liste over verdenssnaturarv og helt sikkert et besøg værd. Det er Bek, der har anbefalet stedet og hvis der er lige så lækkert som hun siger, kunne jeg tænke mig at blive en uges tid og få læst, skrevet, løbet, svømmet og surfet lidt og i det hele taget slappe af. Only trouble is, at da jeg i går forsøgte at booke en seng meldte de tre hostels alt optaget – nu er jeg alligevel på vej og regner med, at det endnu virksomme Visakort, kan redde mig fra at overnatte på stranden – hvilket dog sikkert ikke er så slemt – der er ingen, som siger man behøver sove og der skulle være tusind stjerner.
************************************************************************************
Well, fik plads på hostellet, der er hyggeligt, ungt og larmende. Blev så overvældet over, at der var plads, så jeg fluks købte en uges ophold – den beslutning er jeg så ved at revidere en lille smule på i dag, da der vitterligt var meget larm i nat. Omvendt er jeg så ved at blive ret hardcore så måske hænger jeg bare ud. Er ved at arrangere skype-logistik med Mette og det bliver fantastisk at se og høre hende. Lidt crazy med adskilleslen i tid og rum, men ligesom med teen- og early-twenties-larmen gør det mig sikkert til et mere rummeligt menneske på længere sigt – ville nu gerne bytte, så jeg kunne dele direkte med det samme.
I går gik vi en fantastisk tur gennem noget skov og over en stor vandreklit a la Råbjerg Mile i Danmark. Den standsede brat ved et 2-300 meters fald direkte ned til havet med udsigt over hele bugten og her var ”regnbuesandet” meget synligt – pga. mineraler i jorden er der op mod 100 forskellige farvenuancer i sandet. Jeg havde desværre ikke kamera med, men overvejer at gå turen igen alene.
I dag vil jeg checke surf-mulighederne ud og måske flytte til et roligere sted, hvis det kan lade sig gøre.
tirsdag den 1. december 2009
On a walkabout
Lille byvandring efter herligt egocentrisk, inadvendt og asocial start på dagen med svømning i hostellets lille pool, kaffe, læsning (Philip Roth: 'American Pastoral') - turen gik gennem centrum med skyskrapere og hektisk stemning lidt a la, men naturligvis mindre og venligere end, New York. Jeg købte en stråhat, solbriller og andre backpacker-fornødenheder. Solen er virkelig vild hernede, så det gælder om at få noget skærmning.
Efter den mere pligbetonede del af turen, gik jeg gennem den ret imponerende botaniske have og krydsede floden, på en syret gang / cykelbro til endnu et parkanlæg på den sydlige side. Kameraet fungerer fint, så der kommer også billeder ved lejlighed.
Nu skal jeg hjem og spise pizza på tagterassen med de andre hostelianere.
Efter den mere pligbetonede del af turen, gik jeg gennem den ret imponerende botaniske have og krydsede floden, på en syret gang / cykelbro til endnu et parkanlæg på den sydlige side. Kameraet fungerer fint, så der kommer også billeder ved lejlighed.
Nu skal jeg hjem og spise pizza på tagterassen med de andre hostelianere.
Abonner på:
Opslag (Atom)