Airlie Beach, Whitsunday Islands, Great Barrier Reef

Natten til den 14. december tog jeg en natbus fra Rainbow til Airlie Beach, der er udgangspunkt for en ekstrem sejl-turisme ud til de smukke Whitsunday-øer – grupper tager ud på sejlbåde og bruger to-tre dage derude og det lyder egentlig rigtig godt. Jeg kommer dog kun til at nyde øerne fra den katamaran, der i morgen skal bringe mig ud til den platform, hvorfra jeg skal have to dyk ved Great Barrier Reef! Dette er det nordligste jeg kommer og et af de sydligste steder, der tilbyder dyk ved det gigantiske rev og dårligt ører eller ikke dårligt øre – I must get down there. Det kan være væk om alt for kort tid, som følge af den globale nedsmeltning.

Jo længere sydpå man befinder sig if. til revet, des længere ude er det – i.e. længere oppe nordpå ved Cairns er revet tættere på kysten. Den ”base” jeg skal ud til i morgen, befinder sig således 75 kilometer ude og jeg håber at få nogle gode sights af Whitsunday-øerne. Onsdag har jeg fået en flyver – direkte fra en af øerne - ned til Sydney, hvor jeg (forhåbentlig) har noget privat indkvartering – måske op mod en uges tid – ville være dejligt at slippe for hostel-scenen for en stund.
De sidste dage i Rainbow Beach var barske, med hårdt, fysisk arbejde i solen og en nat uden søvn på grund af en fest der gik amok på et mindre hostel jeg var nødt til at flytte hen på grundet overbooking på mit eget, hvor jeg ellers nærmest var blevet stamkunde. Dagen efter havde jeg min anden dag med wax-on-wax-off på Fraser Houseboats – men jeg klarede det og formåede derefter at sove næsten hele vejen nordpå i bussen, og nu er der både ordnet dykning og fly til Sydney.

Jeg har ikke læst noget videre de sidste dage – er så småt gået i gang med Capotes 'In Cold Blood' og hører Henry James 'Portrait of a Lady' på lydbog – sidstnævnte virker nu rimelig gay og jeg spekulerer på, om jeg ikke skal læse Roths 'The Great American Novel' – jeg mangler 'I Married a Communist' for at have læst hele Amerika-trillogien og hvor 'American Pastoral' var ekstraordinært god, var 'The Human Stain' ganske enkelt genial – mesterværk er et prædikat, der falder lige for vedrørende trillogien, især hvis 'I Married a Communist' holder standarden. Lidt som Richard Fords 'Sportswriter-trillogi', bare bedre og mere ekstrem på snart sagt alle fronter – nok især fordi minioritetsidentitet (trods alt) rykker mere end mainstream. Og så fordi Roth skriver som en besat.

To dage efter jeg kom tilbage fra Fraser, fandt der en dødsulykke sted på stranden. Gruppen havde formentlig kørt deres 4-hjulstrækker for hurtigt, og på grund af den tunge last, hvoraf det meste befinder sig på taget, var bilen i væltet rundt i høj fart. Øjenvidner har set folk ryge ud af bilen. Det er kraftige maskiner og det er en vild kombination med de mange unge mennesker, der kører rundt med alt for mange hestekræfter.