Public relations

I aften har jeg holdt oplæsning og foredrag om min bog, hvortil også førnævnte illustratorer var inviterede. Oversættelsen og konceptet i det hele taget har givet mig en smule stress i dag og i går fordi tyskevnerne ikke er de største. I går hjalp Sudabeh mig, via mail, med den første del af 1 kapitel og i dag har Nicole hjulpet mig med resten. Jeg sprang pokerspillet over og i det hele taget var det en reduceret og ændret version de fik, men det var stadig en stor succes. Især illustratorerne spurgte ind til temaerne og jeg fik mange henvendelser og mailadresser efter seancen fra folk, der gerne ville have inspiration til amerikansk litteratur eller Tool :-) og i det hele taget så meget støtte til opbyggelsen af den nye identitet, så jeg kun kan fejle ved at fejle i.e. det jeg selv giver al min styrke fik jeg bifald og for helvede det føles godt!

Efterfølgende holdt vi fastboende en lille seance i klubrummet og jeg havde en god snak med stedets direktør(inde). Og så var vi i illustrator-reden for at ryge smøger og se, hvad de i øvrigt har lavet. En meget speciel kvinde – Olga - fra Rusland tror jeg – har en fantastisk streg. Og hendes ting stikker ud fra den store kollage, de har lavet.

Ikke et ord om svinenes influenza på Der Zauberberg i dag, men der har sgu også været meget andet på programmet for mig. I formiddags knoklede jeg selv med oversættelsen, som jeg sendte videre til Nicole ved middagstid. Efter middag havde jeg en forstyrret halv time i haven under solen uden rigtig hvile og derefter sad jeg University-style og kiggede hende over skulderen, mens hun rettede i mit tyske. Klokken fem var jeg nødt til at løbe, fordi jeg havde en aftale med en engelsk-talende mand fra illustrator-teamet, der var professionel fotograf. Han havde inviteret mig til en fotosession og ja, jeg ved sgu ikke rigtig hvorfor – tilsyneladende var ingen af de andre fastboende blevet inviteret – og jeg blev også lidt betænkelige da han selv sad i boksershorts og sagde ”Make love to the camera.”. Uden pis var der ingen pis. Super professionelt – forskellige fjernstyrede blitzes i rummet med det formål at få det perfekte lys til mit portræt og det var en interessant proces at betragte sig selv blive betragtet. At spille objekt i mine Toten Hosen helt tilbage fra dengang jeg var kæreste med Mette og hun også synes, jeg trængte til nye joggingbukser (yes – still the best after all these years!).

Jeg løb en god 10 kilometers tur inden aftensmad og klokken 20 var der så oplæsning og det gik som sagt over al forventning. Jeg tror også det var et taknemmeligt publikum og at de gav mig credit for at have udført oversættelsen uden at være tysk, aber jedenfals, danke! Selvom det handlede om misbrug, krise og the full monthy blev der holdt en saglig linie i spørgsmålene og alle fattede anvendelsen af Tool som symbol. Efterfølgende som sagt lidt fest og her ved 3-tiden har jeg så regredieret til at skrive blog igen. På falderebet skal jeg lige huske at nævne, at mine konsulter (som indtil videre består af Rasmus og Christian) naturligvis blev nævnt og værdsat.

Der Zauberberg

Der er sket en god del siden sidst, så jeg forsøger mig med et hurtigt resume: Fredag skrev jeg og var for første gang på på den lokale knejpe, hvor jeg endnu ikke havde været. Jeg havde lige løbet en lille tur – er lidt bekymret over nogle sener foran på mit venstre skinneben – og havde egentlig besluttet at blive hjemme og bare gå ned i fællesrummet og checke min mail (det trådløse når ikke mit værelse). Så jeg gik ud af mit rum med Nirvana i ørerne og blev overrasket af Anne, der sagde hun havde banket på min dør længe og grinede, fordi hun ville på værtshus, men selv havde lavet noget og på den baggrund gav jeg op og gav gmail fem minutter, hvorefter vi gik ned og mødte Lukas og Nicole og det var en dejlig oplevelse at være på tysk landsby pub. Meget stille og roligt, men crazy, gammel øst-bar-mutter, der fortalte os alt muligt om stedets stamgæster.

Da vi kom tilbage fra knejpebesøget, holdt de besøgende illustratorer fest. De er her i forbindelse med en udstilling om Bettina von Arnhim, og 150 års jubilæet for hendes dødsdag. Det var sjovt at iagttage forskellen mellm dem og os. Jeg mener, de taler alle sammen tysk, men der var helt sikkert en form for gruppesammenslutning, men de er også generelt dejlige mennesker. Både på knejpen og hos illustratorerne blev Thomas Manns "Troldfjeldet" eller "Troldomsbjerget" nævnt som et symbol for Wiepersdorf; men på sanatoriet i Manns roman er alle jo "syge"...

Lørdag skrev jeg og tog det ret stille og roligt Sanna var også kommet tilbage fra sin korte Europa-tour, der udover Evian også havde ført hende til Amsterdam og Prag. Dejligt at se hende igen.

Søndag åbnede udstillingen så med langt professor-foredrag og fremvisning af Bettinas gamle sager, en nu buste kreeret til lejligheden og illustratorerene havde også lavet en kæmpe frise med en ret surrealistisk gengivelse af de skelsættende begivenheder i hendes liv. Hun var enormt bogligt interesseret og også en smuk kvinde, der, som tidligere nævnt, sværmede for tidens store ånder - Goethe og Beethoven to name a few. Jeg havde en træls oplevelse, hvor min USB-nøgle pludselig ikke virkede mere, men heldigvis nåede jeg at gemme teksten på den lokale harddisk. Nu vil jeg være mere påpasselig med sikkerhedskopieringen.

I morgen aften skal jeg holde oplæg - dvs. læse op og fortælle om mit projekt på tysk og det bliver lidt vildt. Jeg har lavet en - nærmest ubrugelig tror jeg - google oversættelse af første kapitel - men har besluttet at skrive både nu her inden frokost og også inden aftensmad og så se, hvad jeg kan finde ud af i aften. Jeg har kun 5 arbejdsdage tilbage og de skal udnyttes til det, det egentlig handler om.

Illustratorer

Klokken er halv et natten til den 23. og jeg er lige kommet tilbage til værelset efter en hyggelig sammenkomst i anledning af, at en ti-mands(og kvinde)-stor gruppe, hvoraf jeg endnu kun husker navnet på Steffi en maler, som jeg havde en rigtig spændende samtale med omkring nazi-traumet. Den grad af fortrængning, der ligger i hendes bedsteforældres generation omkring tiden under Hitler og anden verdenskrig er fuldstændig afsindigt og det fyldte meget for hende. Meget intens kvinde med smukke øjne og mand og barn – jeg talte en smule med manden, der var noget ældre – også et enormt behageligt menneske. I det hele taget er det en gruppe mennesker, jeg glæder mig til at lære bedre at kende.

Så var jeg ude at 'paffen' i.e. ryge smøger med ”de fastboende” og anden gang vi gik ud kaldte jeg det ”puffen”, nok fordi det er mere det er mere logisk for mig, der er vokset op med ”Puf the magic dragon” (før uskyldstabet troede jeg rent faktisk den handlede om en magisk drage). ”Pif, paf, puf” sagde jeg til alles moro.

I går så jeg dvd'er, som jeg lånte af Roman (forstanderindens søn) - ”Cruel Intentions”, der var latterligt dårlig, men jeg nød den alligevel og afsnit af ”Spongebob” på tysk. Spongebob er tegnefilm om en ”svampemand”, der bor på bunden af havet. Har aldrig set det før, men det var også helt utrolig stenet, men jeg behøvede en mindnumber og som helhed var filmaftenen god. ”Cruel Intentions” er en nyindspilning af en ældre film (og vist også roman), som jeg har set med et meget federe team med blandt andet John Malchowich og Michelle Pfeiffer (tror jeg) og handlede om ødelagte mennesker (denne gang i US-universitetsgevandter), der ødelægger kærligheden, fordi de mener sig hævede over den. Der var en enkelt god scene, hvor hovedpersonen – efter at have afvist sin ægte kærlighed – fortryder og venter på hende på toppen af en rulletrappe. Det er ham eller hende man gerne vil møde, hvis man nogensinde bestiger jakobsstigen. Jeg havde også en dejlig gmailchat med Rasmus og telefonsamtale med Kåre. Tak for det venner, jeg savner jer!

Anne (den unge, frivillige) imponerende i aften med en lynhurtig tegning af et vinglas og ja, det var sgu super. Roman havde stillet tegne- og malegrejer frem og han lavede selv et lækkert maleri af et nærstudie af springvandet ved Alexanderplatz, som jeg netop har set mit meinem eltern. Vi blev dog distraherede, fordi der hang mennesker 300 meter over jorden under Fernsehturm. De hængte en eller anden gigantisk plakat op. Mor, der er meget empatisk og utrolig højdeskræk, fik det dårligt. Jeg synes også det var vildt og var glad for, at det ikke var mig, der var med på det job (fy for helvede!). Romans evner er imponerende og hans skitsebog er tyk. Jeg tror han bliver stor.

Jeg har ikke skrevet meget mere end fem-seks linier i dag, og det er lidt træls. Til gengæld er jeg tilbage hos Jonas – denne gang i første person. Jeg ved ikke om synsvinkelskiftene er blivende endnu, men det er i hvert fald et godt redskab i forhold til at lære karakterene at kende. Jeg hører stadig White Lies, som jeg er blevet helt pjattet med. I går var min yndlingssang dog gode gamle C.V. Jørgensens ”Skygger af skønhed”. Ved ikke om det nogensinde har været bedre på dansk? Nu hører jeg Badly Drawn Boy ”Born in the U.K.” for anden gang. Jeg har egentlig rå-hørt pladen siden London – især to specifikke numre, men hele pladen er virkelig mesterlig. Udover ”Det Overnaturlige”, læser jeg Lion Trillings ”Sincerity and Authenticity” og den er lige så fantastisk anden gang. Jeg har bestil ”Reflective Authenticity” af en italiensk professor, hvis navn jeg har glemt, og håber den venter på mig, når jeg kommer ”hjem”.

Stilleben

Foråret er vendt tilbage til Wiepersdorf. I dag var jeg i Jüterbog med bussen, der kører hver mandag og fredag formiddag. Her købte jeg enkelte essentielle ting og sad halvanden til to timer på det solbeskinnede og brostensbelagte rådhustorv og læste Junot Diaz ”The Brief and Wondrous Life of Oscar Wao”, som jeg snart er færdig med. Den vandt pulitzerprisen sidste år og er også ret god. Den skildrer blandt andet rædslerne i den Dominikanske Republik under Trujillo-diktaturet, men også livet som immigrant i USA og er i det hele taget en hyldest til viden og kærlighed. En af bogens store styrker er karakterene, der træder tydeligt frem, ligesom fortællerstemmen også er interessant og relevant.

Vi er en lidt indskrumpet gruppe hernede i øjeblikket. Sanna besøger en veninde i Evian (ja, som i kildevandet) i Frankrig og Martin er taget til Schweiz for at forberede en udstilling. Sanna kommer tilbage fredag, men Martin når jeg ikke at se igen. Han har været den mest arbejdende af alle stedets gæster med mig på en andenplads, tror jeg, så det er begrænset hvor meget vi har set til hinanden, men jeg har efterhånden lært resten rigtig godt at kende. I forgårs ankom en midaldrende, forfatterinde, som jeg ikke kan huske navnet på endnu, ligesom den tyrkisk(tror jeg)-tyske Massum (også forfatter) er vendt tilbage fra en uges tid i Berlin. Han er en sjov fyr, der skruer låget af pebberbøssen for at få noget spice på sin mad. Lukas lidt yngre kone har været på besøg et par dage og hun var en talker på en ok måde. Anne, der er frivillig hernede, er ligeledes tilbage efter en forlænget weekend hos sine forældre. Jeg har givet hende en del musik, for at bidrage med lidt engelsksproget dannelse i dette mekka af tysk kultiverethed.

Mit tyske bliver bliver og bedre. I går så jeg ”Tatort” - på de andres anbefaling - en kriminalserie, der tilsyneladende har kørt for evigt hernede og egentlig er ret god og jeg forstod stort set det hele. Det foregik i Belin især omkring Alexanderplatz, hvor jeg lige har været med mine forældre. Senere var der ”Philosophische Quartet” om finanskrisen, med blandt andet Rudiger Safranski, Peter Sljoiterdijk (foregive the spelling), forfatteren Bodo Kirchhoff (som Hans Christian har oversat) og en kvinde i lilla skjorte - spitzenklasse. Jeg har fået blod på tanden i forhold til Tyskland og det tyske i det hele taget. Det er en stor kultur og et stort sprog, som vi i min generation har haft forbehold overfor og det er gået ud over indlæringen eller i hvert fald den efterfølgende anvendelse (for mit vedkommende i hvert fald) – som om Hollywood-engelsk kan forklare den unge Werthers lidelser eller Fausts fortabelse & frelse.

Jeg hører Kings of Convinience ”Riot on an Empty Street” og det er høj, stille klasse – ret Simon & Garfunkel-agtigt og kan klart anbefales til dem med de tilbøjeligheder. På bogfronten er jeg ved at have tygget mig igennem Neutzsky-Wulffs ”Det Overnaturlige” for tredje gang, tror jeg, men den er så vild, at det langtfra er det hele, der sidder fast endnu. Dog er jeg ved at have forstået dynamikken, der giver Hegels herre-slave dialektik maksimalt baghjul (Rasmus). Jeg venter stadig på ”Menneskets afvikling”, som jeg efter aftale med Borgens redaktør skulle modtage, når den kommer fra trykkeren, med henblik på at lave et interview med ENW på baggrund af en gennemlæsning. Det bliver spændende at se, hvad mesteren disker op med denne gang.

Skriveprocessen skrider også næsten planmæssigt frem. Jeg er startet på tredje kapitel og selvom jeg ikke kender min kvindelige hovedperson, der er stjerne i de lige kapitelnumre (indtil videre) godt nok endnu, synes jeg, der begynder at tegne sig et billede, jeg synes godt om. Dejligt ikke længere at skrive ud i intetheden og at have skabt et sted til alle mine idiosynkrasier og ideer.

Jeg har arbejdet indtil klokken ni i aften, hvorefter jeg løb en lang tur gennem den mørknende skov, mens jeg på en behagelig måde undrede over, om der mon stadig var ulve eller andre interessante dyr på egnen. Jeg kom forbi et sted, hvor der var højlydt kvækken. Jeg tror det må have været frøer en masse, men ved intet med sikkerhed. Nu har jeg læst og drukket et par øl og lige om lidt gør jeg Diaz færdig. Dejlige, stille dage, med masser af god kommunikation og godt arbejde. Jeg håber at komme tilbage hertil en dag.

Berlin und wieder zu hause

I forgårs kom jeg tilbage efter godt et døgn i Berlin med mine forældre. Vi var på ret traditionel sightseeing, men i et behageligt tempo for os lidt ældre og med en del indskudte kaffe og softdrinkspauser. Vejret var herligt – nogle og tyve grader – så vi var stort set udenfor hele tiden.

Tirsdag aften spiste vi middag med Hans Christian, den danske oversætter jeg mødte på Wiepersdorf på en dejlig, italiensk restaurant i Kreuzberg. Forinden drak vi en god sekt i hans luksuriøse legatbolig. Det var sjovt at præsentere ham for mine forældre.
Onsdag gik vi en lang tur i parken omkring Tiergarten. Vi ville gerne have set det olympiske stadion, men det blev for sent for sidst på eftermiddagen kørte vi de små 2 timer tilbage til Wiepersdorf.

I går havde jeg en lidt dårlig dag rent arbejdsmæssigt. Jeg synes det var svært at komme tilbage til teksten, men jeg har en bedre fornemmelse i dag, så nu får den gas med resten af andet kapitel. Det er heldigvis også blevet gråvejr – har fulgt frontens vej ind over Europa de sidste dage på CNN – så nu føles det ikke helt så syndigt at sidde inde og skrive, som da der var høj sol.

Osterfeyer

I går havde vi Osterfeyer eller påskeild eller påskebål om man vil. En tysk tradition, der langt slår chokoladeæggene. Vi mødtes ved ottetiden ved atelliet, hvor Lukas og Nicole arbejder. Jeg så nogle af Nicoles fotografier og de er fede. Flere af dem, kunne jeg nærmest ikke tro var fotos, da det mere lignede akvarel på grund af hendes vilde lysarbejde.

Så samlede vi træ og tændte bål og der blev åbnet vin, der var tilovers fra afskedsfesten i sidste uge. Det blev mørkt og stjernerne kom mere og mere til syne og det var en rigtig dejlig aften i godt selskab, hvor jeg mere lyttede end talte, men faktisk følte mig i stand til at kommunikere tilfredsstillende på tysk.

Senere drak jeg et godnat-glas vin med Sanna, der viste mig sin kunstner og jeg spillede White Lies for hende - nyt, engelsk rock-håb, som jeg synes rigtig godt om. Jeg så en del billeder og jeg kan sagtens forstå hendes fascination, da han skiftede stil flere gange i livet og alle perioderne var interessante. Han levede i en lille landsby (et fantastisk maleri viser et lillebys værtshus, hvor alle gæsterne er mænd og deres kranier er blottede i.e. de er døde) og den konsekvens og kompromisløshed gik igen i alle de billeder jeg så.

I går fik jeg ikke skrevet helt nok, men oversprang - ligesom nu - rigeligt, så nu skal den lige have et par timer inden frokost. Far har skrevet, at de 300 kilometer væk, så der kommer også snart gæster.

Dresden

I dag var jeg med Sanna, Nicole (fotografen), hendes mand og griner 9-årige datter på sightseeing i Dresden. Vi havde høj sol, en lidt ældre Audi og cirka 150 kilometer, hvoraf en anseelig andel var Autobahn, hvor den virkelig fik gas.

Dresden ligger meget østligt og har en god halv million indbyggere. Den har en en meget smuk flodbred ned til Elben, hvor tyskerne hang ud, blandt andet i liggestole. Fra nordsiden er der også en smuk tårn-skyline og det er muligt at gå over floden på gangbroer etc.

Da vores tid var begrænset, koncentrerede vi os om Stadtmidte, der - hvor den ikke blev sønderbombet - har mange flotte kirker og lignende. De bygger stadig på højtryk, hvilket også skyldes fortsatte moderniseringer efter genforeningen og den nyere byplanlægning med store pladser uden biltrafik er velgennemtænkt.

Det var decideret sommervejr og det var lækkert at være turist for en dag. Blandt andet besteg vi et højt kirketårn og nød udsigten. Herefter så vi et kæmpe "anlæg" med springvand hvor en gay konge havde besluttet, at alt byens porcelæn skulle opbevares. Heldigvis var der tilslutning til at springe porcelænssamlingen over.

Her til aften har jeg løbet en lille tur, spist sen, kold mad og herefter arbejdet et par timer.

Heute morgen Dresden

I går sagde jeg farvel til Sudabeh, og i dag har jeg arbejdet relativt koncentreret med to skrivepas afbrudt af frokost og læsning og en lur under et træ i den store have. Efter aftensmaden cyklede Sanna og jeg ad en cykel og rollerbladesti (som de har en del af her i dette relativt ubefolkede område)gennem skov og over eng til en anden nabolandsby (end den jeg plejer at løbe til). Solen var nedadgående og farverne fantastiske. Her til aften har jeg læst i ENW's "Det Overnaturlige", men jeg er også ved at kværne "The Screwtape Letters".

I går fortalte Martin, at han var blevet antastet af nazister i toget på vej herud fra Berlin og Sudabeh talte ligeledes om, at frekvensen af stærkt højreorienterede var høj her på egnen. Det er ikke så sjovt, når de stakkels mennesker vender deres selvhad udad mod verden. Det må jo være ekstra traumatisk at opleve her i Tyskland, hvor man engang har haft disse offerbødler enevældigt ved rorpinden og ikke blot som støtteparti for en siddende regering.

Hvorom alt er glæder jeg mig til i morgen, hvor jeg tager med Sanna og den kvindelige fotograf (hvis navn undslipper mig pt) hendes mand og barn på dagstur til Dresden. Jeg kender intet til byen andet end, at det var den, der tog et ufatteligt allieret bombardement, men jeg wikipediaer den herefter. Spændende at se en ny by.

På mandag kommer mor og far og tager en overnatning her. Jeg tager med dem til Berlin om tirsdagen og tager en enkelt overnatning. Det bliver godt at se dem, vise dem stedet og gense Berlin.

Immer geile stunden

I går skrev jeg første kapitel færdig. Der skal helt sikkert udvides og indskrænkes, men jeg har egentlig en ret god følelse især med at være i processen. Jeg læste Hamlet færdig i forgårs og er nu for alvor gået i gang med research vedrørende den kvindelige hovedperson og hendes religion.

Som jeg har spået bliver autenticitet det nye store buzzword og her er jeg nærmest blevet overhalet indenom af ”virkeligheden”, idet en fyr ved navn Nicolai Stagis, snart udkommer med en bog om autentisk virksomhedsledelse. Autenticitet og marked – det virker ret morsomt eller måske bare flyttet et banalitetsniveau ned i forhold til den mere psykologisk-fænomenologiske tilgangsvinkel til begrebet. Eller også er det bare mig, der lynhurtigt fik nok af managementlitteratur eller i det hele taget det at forsøge at sælge profitmageriet et nyt eller ændret ”idégrundlag” igen og igen og ofte i et pseudofilosofisk/psykologisk halv-fagsprog. Det er som om kejseren ustandselig kræver nye klæder og der er rigeligt med humanistiske koncept-skræddere, der villigt falbyder deres visdom i tilskæringer, der måske, måske ikke passer monsteret. Det gode ved autenticitet i den sammenhæng er måske netop, at man kan køre videre med koncepter som idégrundlag og handlingsplaner. Det nye er så, at man nu også skal mene hvad man siger og sige, hvad man mener. Jeg skal under alle omstændigheder læse bogen, når den kommer; men jeg er meget skeptisk med hensyn til relevansen af autenticitetsafsøgning i forhold til erhvervsvirksomheder, hvor man jo i hvert fald altid kender mindst én kerneværdi udmærket.

I går skrev jeg om formiddagen og efter frokost gik jeg længst væk i haven, fordi der er arbejdsmænd, der vælter rundt med gravkøer og lignende tæt på huset. Her fandt jeg et træ og læste en times tid, inden jeg tog en lur, mens solen filtreredes af de endnu uudsprungne, gamle træer og fuglene sang(udenfor mit vindue er træerne begyndt at springe og der er en kastanie lidt længere væk på gårdspladsen, som jeg glæder mig til). Senere fandt jeg Sudabeh på slotsterrassen og jeg sad sammen med hende og læste nogle artikler færdige på Sony-readeren. Inden aftensmad havde jeg en fantastisk løbetur, hvor jeg for første gang nåede enden af den lille vej, jeg har løbet på den sidste uge. Her ligger en nabolandsby som jeg ikke så nærmere på, men vejen i sig selv er utrolig smuk, først gennem en pileallé, så noget skov og der er også udsyn over marker og enge.

I går aftes var der oplæsning ved en tysk børnebogsforfatter. Selve oplæsningen var meget fed og her var jeg i stand til at følge hundrede procent med. Historien, som hun havde skrevet i løbet af sine to-tre måneder her, handlede om to drenge, hvor den enes mor var analfabet. Herudover beskrev hun en masse fine ting ved deres venskab. Personligt synes hovedpersonen virkede ret feminin og der var også indlagt et lille trekantsdrama (altså mellem drengene). Desværre sprang hun i oplæsningen og brugte bagefter utrolig lang tid på spørgsmål. En anden af de logerende kunstnere har sin tiårige datter på besøg i påskeferien og hun havde læst hele teksten og synes godt om den. Der var noget forkrampet over den måde forfatteren afbrød folk på (selv den tiårige) og derfor blev niveauet holdt nede. Sudabeh havde hentet en øl til mig, og det hjalp lidt, men jeg havde besluttet at belønne mig selv med en cigaret efter seancen, så jeg tyggede ikke nikotin og oplevede derfor en utrolig utålmodighed. Jeg blev dog i stand til at observere dette hos mig selv og på den baggrund også i stand til at observere hele forsamlingen og den meget talende forfatterinde og så blev det egentlig interessant igen.

Efter oplæsningen røg jeg en cigaret med den ældre maler Lukas, der har været seriøs, som han kaldte det, siden sit syttende år. I næste uge er der fremvisning i galleriet og det glæder jeg mig sgu til. Sanna, den finske pige, har også lovet at give mig en personlig gennemgang af sit phd-emne (den finske maler med radiatorerne).

Sent på aftenen var jeg hos Sudabeh og vi så (det meste af) 'Dune' – ikke David Lynchs version, men en nyere med William Hurt. Bevidst kitsch og helt fantastisk skuespil og historien holder jo, som alle bør vide. Vi røg og drak lidt og hun lagde tarotkort for mig. Hendes fortolkninger var fantastiske og mine kort og mine spørgsmål var ”all about love”, men ikke uden en nødvendig død. 'Livets træ' er et genkommende tema for mig for tiden. Først så jeg mayaernes version i Guatemala, så gensyn i 'The Fountain' og nu som et vigtigt element i mine tarotkort. Det er en spændende og vel især psykologisk disciplin og med Sudabeh var udsigterne i hvert fald noget lysere end dengang Lanng lagde mine kort. Den holdning har jeg nu også selv til udsigterne. Sudabeh tager afsted i morgen, og jeg skal huske at have opstillingerne skrevet ned. Jeg har lånt hendes første novellesamling, som jeg håber at komme i gang med i dag eller i morgen, men jeg skulle jo også gerne skrive lidt og i aften er der afskedsfest for hende og børnebogsforfatterinden, så nu må vi se.

I dag har Sudabeh og jeg været på cruise til omkringliggende småbyer. Dels for at køre bil, dels for at købe øl til afskedsfesten, der starter her om lidt, dels for at drikke kaffe i middelalderbyen Jüterborg, dels for at tale og dels for at høre musik. Især System of a Down og Red Hot Chili Peppers, som jeg egentlig fik en lille renæssance med.

Jeg har det, som det nok fremgår, stadig helt fantastisk hernede. Jeg har hørt en del Tool (Ænima og Lateralus – gammelt pensum) og så er jeg blevet ret glad for Fever Ray – den kvindelige halvdel af The Knife. Det er lidt mere lavmælt og ret godt at skrive til. Sudabeh har introduceret mig til norske Kings of Convinience – rigtig lækkert.

What to seek and how to get it: Love with grace & grace with love.

5. april om natten

I går havde jeg en fantastisk skrivetur, så jeg ikke kom til forelæsning med finske Sanna om aftenen. Hun er en rigtig sød pige, der skriver phd hernede om en finsk kunstner, der havde oplevet så meget kulde i sit liv, at han malede radiatorer i de fleste af sine billeder, hvis jeg skal tro genfortællingerne.
Jeg blev hentet, først at flinke, danske Hans Christian, som jeg i dag fandt ud af er 67 år og dygtig oversætter og siden tysk-iranske Sudabeh, der er forfatter. Hende har jeg haft fantastiske samtaler med både i går og i dag – hun startede med at ryge fed som 45 årig, yo!, sagde hun. Herefter var de fleste af stedets kunstnere samlet i social-salen og jeg medbragte mine nyindkøbte, transportable højtalere. Der var masser af vin, sekt (tysk champagne) og jeg havde købt 6 forskellige ½liters øl, fordi jeg er turist og vil smage på varerne. Det blev sent og jeg endte med at ryge Sudabehs hjemmerullede (cigaretter, forstås), mens jeg fortryllede det tilbageværende selskab med ”In Rainbows”, Beck og Tool. Flere rigtig gode samtaler med mange interessante mennesker – en atypisk en af slagsen var med en tysk børnebogsforfatter, hvis navn jeg har glemt, der var stor fan af Astrid Lindgren (aren't we all?). Da jeg kom tilbage på værelset ved firetiden ringede Holmgaard for at få Niels nummer.
I dag har jeg taget den med ro, men også taget mig af mine røde øjne, der kommer af at sidde 8 timer foran min 10 tommer skærm. Jeg har fået lavet en af computerne i arbejdsrummet om til dansk keyboard, så der vil jeg arbejde fremover.
Hele eftermiddagen hang jeg ud med Sudabeh i herregårdshaven og den er et syn for guder. Hun kaldte mig en vis mand. Meget interessant bekendtskab. Jeg glæder mig til at læse hende.
Til aften var der soiré i hovedbygningen, min første af slagsen. Tysklands bundespræsident var tilstede og der var en afsindigt dygtig koreansk pianist, der spillede Bethoven + sekt en masse. Igen hang jeg meget ud med Sudabeh og Martin, der er mere eller mindre multi-kunstner og også ser sådan ud. Han går med halstørklæde og en slidt habit, og har et autentisk, livstræt udtryk; men griner som bare satan. Sudabeh sagde, at hun ikke var meget for Bethoven, hvortil han svarede (på beatet fra den niende(?) (dadadadah dadadadah)) warum den nicht? Er ist doch toll. Det sjoveste jeg har hørt i dag.
Da der blev taget billeder med præsidenten og de residerende kunstnere, var jeg ude at ryge smøger med pianisten og hendes veninde - my way of rock and roll. Senere var der samtale med forestanderinden, der er lidt skrap, Hans Christian, Sudebah, Martin og en terapeut + hendes mand. Terapeuten havde ”styret løjerne” under soiréen, der udover musikken også bestod af skuespillere, der læste op af Bethovens breve og svar fra hende vi fejrede fødselsdag for, hvis navn jeg også har glemt. Terapeuten talte om sin eklektiske, holistiske og totalitære metode og Hans Christian sagde, at han var inkarneret freudianer og da hun fremturede stemte han i med Sinatras ”I did it my way”. Gotta respect that!
Jeg ved ikke hvor frisk jeg bliver i morgen, men jeg vil tage mit nye arbejdsrum i besiddelse. Jeg er ved at konkludere første kapitel og så har jeg fået en åbenbaring i forhold til Sophia, min kvindelige co-protagonist. Sudabeh mener at ”autenticitetsbegrebet” er for bogstavelig en titel og jeg tager hendes input meget seriøst. Hun har haft utrolig mange gode oneliners og i det hele taget været en stor inspiration allerede. Jeg kommer til at savne hende, når hun tager væk engang i næste uge. ”Giving up the imperative of change.” ”How do you liberate yourself from false freedom?”
Nu vil jeg læse Per Aage Brandts begavede efterord til ”Justine” færdig og derefter begynde på ”Hamlet.”

Legatophold på Schloss Wiepersdorf

Jeg ankom til Berlin i går efter en halvhård busrejse fra København. Rejsen blev især gjort træls af det faktum, at der sad det, man i gamle dage ville kalde poptøser, foran mig. Jeg havde sovet to timer natten i forvejen, da jeg (naturligvis) fik vendt døgnet helt efter nogle dage i København. Det var ikke så meget det, at alt hvad de sagde var så ubegribeligt dumt, men mere at de til tider kaglede over i meget høje udbrud. Det krævede megen zen, happy-place-tænkning og høj Ipod (der ikke er en Ipod), men turen var billig og relativt kort.
Fra Berlin tog jeg regionaltoget en lille time i syd-østlig retning til byen Jüterburg og herfra en flink, men halvdyr taxamand de sidste tyve kilometer gennem det flade, men forårssmukke, tyske landskab.
Her på andendagen har jeg arbejdet, løbet, konverseret og spist. Maden er fantastisk og det er et skønt område, med løbe- og cykelruter i massevis. Jeg har haft en god snak med den eneste anden dansker, en meget publiceret oversætter ved navn Hans-Christian Fink. Ellers er her mest tyskere og en enkelt, finsk pige (kvinde), der skriver phd om en tysk billedkunstner. Jeg taler naturligvis med alle, men kan godt mærke at mit tyske er lidt gammelt og ubrugt. Omvendt lærer jeg noget i hver eneste samtale og det er fedt nok, bortset fra at det ikke er så afslappende at spise, fordi jeg skal koncentrere mig. Jeg læser de Sades 'Justine', der virker mere underholdende end egentlig god, men den er kort. På turen herned læste jeg Lone Hørslevs 'Naturlige fjender' og den synes jeg godt om. Har opdaget bandet Whiskeytown, der styrer og vist også kan skrives til.
Jeg har ikke arbejdet helt nok i dag, fordi jeg tog en længere middagslur - sikkert nødvendig efter kbh og rejsen - efter løbetur og frokost, så jeg giver den en time til.