Immer geile stunden

I går skrev jeg første kapitel færdig. Der skal helt sikkert udvides og indskrænkes, men jeg har egentlig en ret god følelse især med at være i processen. Jeg læste Hamlet færdig i forgårs og er nu for alvor gået i gang med research vedrørende den kvindelige hovedperson og hendes religion.

Som jeg har spået bliver autenticitet det nye store buzzword og her er jeg nærmest blevet overhalet indenom af ”virkeligheden”, idet en fyr ved navn Nicolai Stagis, snart udkommer med en bog om autentisk virksomhedsledelse. Autenticitet og marked – det virker ret morsomt eller måske bare flyttet et banalitetsniveau ned i forhold til den mere psykologisk-fænomenologiske tilgangsvinkel til begrebet. Eller også er det bare mig, der lynhurtigt fik nok af managementlitteratur eller i det hele taget det at forsøge at sælge profitmageriet et nyt eller ændret ”idégrundlag” igen og igen og ofte i et pseudofilosofisk/psykologisk halv-fagsprog. Det er som om kejseren ustandselig kræver nye klæder og der er rigeligt med humanistiske koncept-skræddere, der villigt falbyder deres visdom i tilskæringer, der måske, måske ikke passer monsteret. Det gode ved autenticitet i den sammenhæng er måske netop, at man kan køre videre med koncepter som idégrundlag og handlingsplaner. Det nye er så, at man nu også skal mene hvad man siger og sige, hvad man mener. Jeg skal under alle omstændigheder læse bogen, når den kommer; men jeg er meget skeptisk med hensyn til relevansen af autenticitetsafsøgning i forhold til erhvervsvirksomheder, hvor man jo i hvert fald altid kender mindst én kerneværdi udmærket.

I går skrev jeg om formiddagen og efter frokost gik jeg længst væk i haven, fordi der er arbejdsmænd, der vælter rundt med gravkøer og lignende tæt på huset. Her fandt jeg et træ og læste en times tid, inden jeg tog en lur, mens solen filtreredes af de endnu uudsprungne, gamle træer og fuglene sang(udenfor mit vindue er træerne begyndt at springe og der er en kastanie lidt længere væk på gårdspladsen, som jeg glæder mig til). Senere fandt jeg Sudabeh på slotsterrassen og jeg sad sammen med hende og læste nogle artikler færdige på Sony-readeren. Inden aftensmad havde jeg en fantastisk løbetur, hvor jeg for første gang nåede enden af den lille vej, jeg har løbet på den sidste uge. Her ligger en nabolandsby som jeg ikke så nærmere på, men vejen i sig selv er utrolig smuk, først gennem en pileallé, så noget skov og der er også udsyn over marker og enge.

I går aftes var der oplæsning ved en tysk børnebogsforfatter. Selve oplæsningen var meget fed og her var jeg i stand til at følge hundrede procent med. Historien, som hun havde skrevet i løbet af sine to-tre måneder her, handlede om to drenge, hvor den enes mor var analfabet. Herudover beskrev hun en masse fine ting ved deres venskab. Personligt synes hovedpersonen virkede ret feminin og der var også indlagt et lille trekantsdrama (altså mellem drengene). Desværre sprang hun i oplæsningen og brugte bagefter utrolig lang tid på spørgsmål. En anden af de logerende kunstnere har sin tiårige datter på besøg i påskeferien og hun havde læst hele teksten og synes godt om den. Der var noget forkrampet over den måde forfatteren afbrød folk på (selv den tiårige) og derfor blev niveauet holdt nede. Sudabeh havde hentet en øl til mig, og det hjalp lidt, men jeg havde besluttet at belønne mig selv med en cigaret efter seancen, så jeg tyggede ikke nikotin og oplevede derfor en utrolig utålmodighed. Jeg blev dog i stand til at observere dette hos mig selv og på den baggrund også i stand til at observere hele forsamlingen og den meget talende forfatterinde og så blev det egentlig interessant igen.

Efter oplæsningen røg jeg en cigaret med den ældre maler Lukas, der har været seriøs, som han kaldte det, siden sit syttende år. I næste uge er der fremvisning i galleriet og det glæder jeg mig sgu til. Sanna, den finske pige, har også lovet at give mig en personlig gennemgang af sit phd-emne (den finske maler med radiatorerne).

Sent på aftenen var jeg hos Sudabeh og vi så (det meste af) 'Dune' – ikke David Lynchs version, men en nyere med William Hurt. Bevidst kitsch og helt fantastisk skuespil og historien holder jo, som alle bør vide. Vi røg og drak lidt og hun lagde tarotkort for mig. Hendes fortolkninger var fantastiske og mine kort og mine spørgsmål var ”all about love”, men ikke uden en nødvendig død. 'Livets træ' er et genkommende tema for mig for tiden. Først så jeg mayaernes version i Guatemala, så gensyn i 'The Fountain' og nu som et vigtigt element i mine tarotkort. Det er en spændende og vel især psykologisk disciplin og med Sudabeh var udsigterne i hvert fald noget lysere end dengang Lanng lagde mine kort. Den holdning har jeg nu også selv til udsigterne. Sudabeh tager afsted i morgen, og jeg skal huske at have opstillingerne skrevet ned. Jeg har lånt hendes første novellesamling, som jeg håber at komme i gang med i dag eller i morgen, men jeg skulle jo også gerne skrive lidt og i aften er der afskedsfest for hende og børnebogsforfatterinden, så nu må vi se.

I dag har Sudabeh og jeg været på cruise til omkringliggende småbyer. Dels for at køre bil, dels for at købe øl til afskedsfesten, der starter her om lidt, dels for at drikke kaffe i middelalderbyen Jüterborg, dels for at tale og dels for at høre musik. Især System of a Down og Red Hot Chili Peppers, som jeg egentlig fik en lille renæssance med.

Jeg har det, som det nok fremgår, stadig helt fantastisk hernede. Jeg har hørt en del Tool (Ænima og Lateralus – gammelt pensum) og så er jeg blevet ret glad for Fever Ray – den kvindelige halvdel af The Knife. Det er lidt mere lavmælt og ret godt at skrive til. Sudabeh har introduceret mig til norske Kings of Convinience – rigtig lækkert.

What to seek and how to get it: Love with grace & grace with love.