Rio og hjemtur

De sidste mange dage har jeg taget den kraftigt med ro i Rio. Efter en hård bustur boede jeg ni-ti dage på hostel "Lemon Spirit", der var hyggeligt med udendørs bar, hængekøjer, godt internet og 5 minutters gang fra stranden. De første dage var vejret mindre godt, men mod slutningen blev det til flere strandture. Nattelivet i Rio er til gengæld fantastisk - jeg blev meget gode venner med 3 englændere og vi var blandt andet til karnevals-for-fest, på sugarloaf-mountain og helikoptertur med fantastisk udsigt. Et godt stykke hen ad vejen var tiden i Rio den bedste på hele turen - især på grund af dem, jeg delte den med.

Nu sidder jeg hos Rasmus i København og forsøger at få lavet en plan for at se flest mulige venner inden jeg tager til Jylland tirsdag aften. Rejsen har været noget af det bedste jeg nogensinde har foretaget mig og som Julie fra London sagde har jeg nu "an honesty about me." Det kan jeg takke rejsen, oplevelserne og menneskene for. Nu står den på ny phd-ansøgning, oversættelsesudgivelse (forhåbentlig) og især glæder jeg mig til at se min familie igen. Er dog også ved at begynde at tænke over, hvor jeg skal hen næste gang.

Iguazu

(foto af Merete Høegh Jeppesen) Jeg sidder i Rio de Janiero, klokken er lidt over 1 om natten. Jeg er netop gået indenfor, for regnen tog til og gjorde det umuligt at blive ude, selvom varmen ellers er til det. I går afsluttede jeg en hård 24 timers bustur, som jeg håber er den sidste af sin slags på rejsen og har brugt dagen i dag til at restituere og i øvrigt opholdt mig i området omkring hostellet ved Leblon (stranden lidt længere fra centrum end Ipanema

Forinden så jeg Iguazu-vandfaldene, der er noget af det mest imponerende jeg nogensinde har set. På grænsen mellem Argentina, Brasilien og Paraguay ligger verdens største vandfald og bare området i sig selv er eventyrligt på trods af alle turisterne. Det er muligt at gå hele vejen hen til ”Djævlens hals”, som den største samling af vandfald kaldes. I alt udgøres Iguazu af over 200 mindre vandfald, men her falder vandet mest og længst. Vejen derud gik gennem regnskov – man kan også hoppe på et ”Økologisk” tog i Tivoli-format, men jeg valgte altså at gå og blev blandt andet belønnet med en dans af sommerfugle i forskellige farver og størrelser – jeg fik dem på video, da jeg stadig ikke har noget kamera. På vejen ud over det anseelige bro-system, der krydser den enormt brede flod på vej ud mod djævlens hals, så jeg også diverse dyr – blandt andet en Cayman, en sydamerikansk alligator, der ubevægeligt ventede på bytte, kolibrier og andre jungle-fugle i fantastiske farver.
Selve vandfaldene er nærmest ubeskrivelige – så meget vand, der bare fosser omkring 80 meter ned til flodens fortsættelse. Her dannes en gigantisk sky af vanddråber, der, når vinden vender, bader de besøgende og deres kameraer i noget der minder om regn, men falder blidere som en tåge. På vej ned ændrer det faldende vand form flere gange fra rindende flod, til faldende stråler, til hvidt skum og så mange farvenuancer fra blåsort til blåt til grønt i flere variationer og til slut et hvidt kaos.
Jeg opholdt mig på den yderste platform i henved en time, før jeg var gennemblødt. Jeg fik ikke nok – hvis jeg havde kunnet sidde i tørvejr ville jeg være blevet til parken lukkede – men det begyndte også at regne og jeg blev bekymret for videokameraets skæbne og begav mig hjemad mod hostellet.

Det var et af de bedste hostels jeg har været på, der var en pool og det var lækkert at slappe af i lidt mere luksuriøse omgivelser end jeg ellers har været vant til.
Aftenen inden min tur til vandfaldene var der grillfest og jeg mødte tyske Claudia. Et navn jeg var i stand til at huske, fordi det også er navnet på den kvindelige hovedperson i ”Magnolia”. Hun var stewardesse for Lüfthansa og bor i München og har et deltidsjob, hvilket betyder, at hun har fri tre måneder om året, nærmere bestemt november, januar og februar, hvor hun rejser til de varme lande med rabat fra sit flyselskab. Se det var en livsstil man kunne blive afhængig af.
Nu er jeg så i Rio og håber at vejrguderne forbarmer sig lidt mere i morgen, så der bliver mulighed for lidt sightseeing. Egentlig havde jeg besluttet mig for at blive her indtil hjemturen den 30. men måske tager jeg en lille tur ud til en af de nærliggende øer, hvor der skulle være bedre strande, mere ro og måske endda sol.

Exit Buenos Aires

I morgen har jeg endnu en 1200 kilometers bustur at se frem til. Jeg tager nordpå til Iguazu-vandfaldene, hvor der skulle være endnu varmere end de vel omkring 30 grader, Buenos Aires har budt på de sidste dage.

I søndags mødtes jeg med Christian og Simon og havde en god tur i byen. Vi fik blandt andet en fortrinlig middag, hovedsagelig bestående af bøf og rødvin - de har vitterligt fortinligt oksekød herovre. Merete og jeg nåede desværre ikke at mødes dagen efter, så det må blive hjemme i kulden.

De sidste dage har jeg hovedsageligt slappet af og skrevet et par ansøgninger (legatophold og påbegyndt endnu en phd-ansægning), set på byen og nydt ikke at køre i bus eller bo på hostel. Jeg har ikke købt kamera, da jeg ikke er faldet over et og har været for doven til at være målrettet. Jeg håber jeg kan låne mig frem hos folk, jeg møder.

Der er kun fjorten dage til jeg har en flyver fra Rio og på den ene side glæder jeg mig til at se alle igen, men omvendt er det også hårdt at forlade Latin-amerika, som jeg er blevet enormt glad for. Jeg ser frem til finalen i Brasillien og København.

Patagonien: Puerto Madryn, Valdez-halvøen, El Calafate og Perito Moreno-gletscheren

Har taget endnu en 20+ timers bustur ned sydpå til strandbyen Puerto Madryn. Her er meget lækkert – men jeg bliver træt af al buskørslen og der er mange mennesker – dels på grund af Dakar-rallyet, som jeg har fulgt fra Buenos Aires og dels på grund af feriesæsonen. Strandbyen ligger som en lille oase ud mod atlanterhavskysten decideret midt i ingenting. På alle sider er den lille by omgivet af tusind kilometer øde steppe med spredt græs- og buskbevoksning – ingen mennesker, ingen byer ingenting foruden små landsbyer og tankstationer spredt på turen.

Dagen efter ankomsten tog jeg på dagtur på Valdez-halvøen – meget behageligt – magellanske pingviner, søløver, sæler etc. og det var lækkert at se dyrene i deres naturlige omgivelser. Indtrykket af mennesketomhed forlades ikke på øen, der ligger stormomsust med adskillige fredede dyrereservater rundt omkring. Det er også muligt at se hvaler, men vi var desværre udenfor sæsonen, ligesom der var en lille chance for at se en spækhugger (the bad boy in the whale family) komme op af vandet – rulle ind med en bølge og spise en sæl, der solbader på stranden og tage samme bølge ud igen - dræbersurf. Heller ingen gevinst her, men alligevel en rigtig god tur.

Jeg mødte det engelsk-franske par Zoe og Alex på turen og om aftenen var vi ude og spise en god middag. Dagen efter rejste jeg videre sammen med dem mod El Calafate, for at se Perito Moreno-gletscheren. Vi ankom efter endnu en 24 timers bustur og fandt et billigt og venligt hostel, hvor der blev kæderøget i fællesarealet. Alex og jeg festede lidt på stedet med såvel indehaveren som andre argentinere – guitar og fællessang på spansk.

Dagen efter fik vi en aftentur til gletscheren. Fordelen ved dette var, at der på dette tidspunkt ikke ville være så mange mennesker derude og den cirka 70 kilometers tur derud i 4-hjulstrækker virkede da også rimelig ubefærdet. Turen var i sig selv noget af en oplevelse. Høje bjergmassiver overalt, meget ren luft og den enorme Lago Argentina, hvori gletscheren kælver store isbjerge. Intet kunne dog forberede mig på synet af gletscheren, der selv ved første blik på en 5-7 kilometers afstand var imponerende. En massiv isvæg, der er over 60 meter høj, mange kilometer dyb og flere kilometer bred og funklende hvid og blå i det svindende dagslys. Det var en stor fordel at komme der om aftenen. Vi stødte kun på én overgearet, Argentinsk familie, og jeg takkede guderne for deres korte attentionspan, der betød at de skred efter to minutters råbende beskuen.

Eftersom vi kom tættere på kunne vi høre gletscheren knirke og brage og ved flere lejligheder så og hørte vi store stykker is falde de mange meter ned i vandet, med brag der, forstærket af ismassivet, havde en styrke som riffel- eller kanonskud afhængig af isblokkenes størrelse. Farverne skiftede med solens nedgang til mere mat-hvid og til slut kom den næsten fulde måne og stjernerne på himlen. Det er et af de mest overvældende naturfænomener, jeg har set i mit liv.

I skrivende stund sidder jeg i endnu en bus på vej tilbage til Rio Gallegos – det er mit mål at vende tilbage til Buenos Aires indenfor de nærmeste dage – for at møde Merete og Davids kammerat Christian. Herefter tager jeg til den helt nordlige del af landet for at se Iguazu-vandfaldet inden grænsekrydsningen til Brasilien. På grund af højsæsonen har det været svært at få busforbindelserne til at fungere optimalt, men nu er vi i hvert fald på vej.

Jeg har fået stjålet min regnjakke med kamera i lommen, så jeg nasser mig for øjeblikket frem på billedsiden og forsøger at tage noget video, men det er irriterende ikke selv at kunne skyde ved enhver given lejlighed og jeg håber at få lejlighed til at købe et nyt, billigt lommekamera i Buenos Aires.

Udenfor har bjeglandskabet igen ændret sig tilbage til den altdominerende, Patagonske steppe og der er stadig utrolig langt til Buenos Aires.

Puerto Madryn

Nye billeder:

http://picasaweb.google.dk/jakobkowalski/CopacabanaLaPazUyuniOgJulIPichilemuChile?feat=directlink

Jeg skal på tur i morgen på Valdez-halvøen, så jeg smutter i seng nu. Uploadet tog, som sædvanlig, længere tid end jeg havde forestillet mig.

Buenos Aires

I dag forsoeger jeg at faa en bus ned sydpaa i Patagonien - naermere bestemt Puerty Madryn, hvor der er adgang til halvoen Valdés, hvor man blandt andet kan se pingviner og soeelefanter. Hvis jeg har energi til det fortsaetter jeg ned til ildllandet og gletscherne inden jeg runder Buenos Aires igen, for at tage nordpaa og se Iguazu vandfaldene og krydse ind i Brassilien.

Nytaarsaften var rigtig god - middag med et dansk par jeg moedte i Chile og derefter til en stoerre fest hos Davids vens ven her i Palermo-kvarteret, hvor jeg ogsaa bor. Jeg har vaeret lidt traet siden, saa den har mest staaet paa afslapning og laesning af Cormac Mccharthys "Blood Meriddian", der er fantastisk. Hostellet er yderst socialt og det vil sige larm om natten, men jeg har ogsaa moedt mange fine mennesker. Nu er det busbestillingstid.