Patagonien: Puerto Madryn, Valdez-halvøen, El Calafate og Perito Moreno-gletscheren

Har taget endnu en 20+ timers bustur ned sydpå til strandbyen Puerto Madryn. Her er meget lækkert – men jeg bliver træt af al buskørslen og der er mange mennesker – dels på grund af Dakar-rallyet, som jeg har fulgt fra Buenos Aires og dels på grund af feriesæsonen. Strandbyen ligger som en lille oase ud mod atlanterhavskysten decideret midt i ingenting. På alle sider er den lille by omgivet af tusind kilometer øde steppe med spredt græs- og buskbevoksning – ingen mennesker, ingen byer ingenting foruden små landsbyer og tankstationer spredt på turen.

Dagen efter ankomsten tog jeg på dagtur på Valdez-halvøen – meget behageligt – magellanske pingviner, søløver, sæler etc. og det var lækkert at se dyrene i deres naturlige omgivelser. Indtrykket af mennesketomhed forlades ikke på øen, der ligger stormomsust med adskillige fredede dyrereservater rundt omkring. Det er også muligt at se hvaler, men vi var desværre udenfor sæsonen, ligesom der var en lille chance for at se en spækhugger (the bad boy in the whale family) komme op af vandet – rulle ind med en bølge og spise en sæl, der solbader på stranden og tage samme bølge ud igen - dræbersurf. Heller ingen gevinst her, men alligevel en rigtig god tur.

Jeg mødte det engelsk-franske par Zoe og Alex på turen og om aftenen var vi ude og spise en god middag. Dagen efter rejste jeg videre sammen med dem mod El Calafate, for at se Perito Moreno-gletscheren. Vi ankom efter endnu en 24 timers bustur og fandt et billigt og venligt hostel, hvor der blev kæderøget i fællesarealet. Alex og jeg festede lidt på stedet med såvel indehaveren som andre argentinere – guitar og fællessang på spansk.

Dagen efter fik vi en aftentur til gletscheren. Fordelen ved dette var, at der på dette tidspunkt ikke ville være så mange mennesker derude og den cirka 70 kilometers tur derud i 4-hjulstrækker virkede da også rimelig ubefærdet. Turen var i sig selv noget af en oplevelse. Høje bjergmassiver overalt, meget ren luft og den enorme Lago Argentina, hvori gletscheren kælver store isbjerge. Intet kunne dog forberede mig på synet af gletscheren, der selv ved første blik på en 5-7 kilometers afstand var imponerende. En massiv isvæg, der er over 60 meter høj, mange kilometer dyb og flere kilometer bred og funklende hvid og blå i det svindende dagslys. Det var en stor fordel at komme der om aftenen. Vi stødte kun på én overgearet, Argentinsk familie, og jeg takkede guderne for deres korte attentionspan, der betød at de skred efter to minutters råbende beskuen.

Eftersom vi kom tættere på kunne vi høre gletscheren knirke og brage og ved flere lejligheder så og hørte vi store stykker is falde de mange meter ned i vandet, med brag der, forstærket af ismassivet, havde en styrke som riffel- eller kanonskud afhængig af isblokkenes størrelse. Farverne skiftede med solens nedgang til mere mat-hvid og til slut kom den næsten fulde måne og stjernerne på himlen. Det er et af de mest overvældende naturfænomener, jeg har set i mit liv.

I skrivende stund sidder jeg i endnu en bus på vej tilbage til Rio Gallegos – det er mit mål at vende tilbage til Buenos Aires indenfor de nærmeste dage – for at møde Merete og Davids kammerat Christian. Herefter tager jeg til den helt nordlige del af landet for at se Iguazu-vandfaldet inden grænsekrydsningen til Brasilien. På grund af højsæsonen har det været svært at få busforbindelserne til at fungere optimalt, men nu er vi i hvert fald på vej.

Jeg har fået stjålet min regnjakke med kamera i lommen, så jeg nasser mig for øjeblikket frem på billedsiden og forsøger at tage noget video, men det er irriterende ikke selv at kunne skyde ved enhver given lejlighed og jeg håber at få lejlighed til at købe et nyt, billigt lommekamera i Buenos Aires.

Udenfor har bjeglandskabet igen ændret sig tilbage til den altdominerende, Patagonske steppe og der er stadig utrolig langt til Buenos Aires.