onsdag den 29. oktober 2008

Leaving New York - 29. oktober 2008 – klokken cirka 3 om morgenen

Jeg sidder og holder mig vågen, indtil jeg skal med flyveren til Guatemala ved sekstiden. Det betyder, at jeg indenfor ret kort tid skal begive mig til lufthavnen og sige farvel til New York, som jeg er kommet til at holde meget af på kort tid.
Vejret i dag har været koldt og blæsende, så jeg valgte at tage på Guggenheim, da Museum of Modern Arts holder lukket om tirsdagen og jeg ikke havde læst guidebogen ordentligt. Guggenheim var dog også et besøg værd og på vejen (the museum mile på vestsiden af Central Park), fik jeg også set en imponerende synagoge med tilhørende museum. Guggenheim er arkitektonisk meget imponerende – indvendigt er museet struktureret omkring en opadgående ”sneglegang”, hvorfra der er adgang til de forskellige udstillingsrum. Der var en del gamle mestre – gode billeder af Picasso, Manet, Van Gogh etc. – men også en syret udstilling af Catherine Opie, en nutidig fotograf, der har lavet en del vilde fotoserier og portrætter, men også en masse spændende landskabsbilleder blandt andet af motervejskonstruktionerne omkring Los Angeles og surfere der venter på bølger.
I går var jeg med Aslan, Chin Chin (tror jeg han hedder – han er fra Taiwan) og endnu en tysker, der hedder Christian ude og spise på en mindre og rigtig god thairestaurant i East Village. Herefter tog Chin Chin og jeg på ’Garage’ og hørte en ret god, ung jazzkvartet. Det var en hyggelig og dejlig afslappet aften ovenpå en dag med heftig shopping. Jeg var i en kæmpe hardware butik og købte den omfablede Sony E-book-reader, et nyt, lille kamera og en bærbar (mikro) musik&filmafspiller, optager etc. Alt sammen til under halv dansk pris og nu har jeg alt hvad jeg ønsker mig udi ting (på nær måske lige spejlrefleksen, men jeg kan sgu ikke slæbe mere).

Jeg har fået billederne fra det gamle kamera overført, men jeg skal til at køre taxa, så indtil videre kan jeg henvise til nedenstående link, hvor man kan se billeder fra København og de første dage her i New York.

http://picasaweb.google.dk/jakobkowalski/KBenhavnOgNewYorkOktober2008#

2 kommentarer:

Kåre sagde ...

Hej gamle

Håber du er kommet godt frem! Her er alt ved det gamle, bortset fra at det nu viser sig at jeg har fået nogle resistente bakterier med hjem fra Afrika, der gør at mine ar fra biluheldet dunker som en bas fra et gammelt S Wonder-nummer. Det var også for godt til at være sandt at det bare sådan kunne gå helt smertefrit

Glæder mig til at høre mere fra dig

kh
Kåre

Anonym sagde ...

Hey Champ.

Så har jeg fundet vej til din blog. Fantastisk læsning, du har altid haft ordet i din magt, man får helt lyst til at besøge New York, men det er ikke bare sådan lige i min situation. Et selvportræt af Catherine Opie siger det hele (mongo-langt link men det er det hele værd :): http://images.google.com/imgres?imgurl=http://www.brooklynmuseum.org/eascfa/feminist_art_base/archive/images/571.1473.thumb.jpg&imgrefurl=http://www.brooklynmuseum.org/eascfa/feminist_art_base/tags.php%3Ftag%3Dbreast%2Bfeeding&usg=__VyKrN8_yoAF68IzdA0zelHGgXY4=&h=85&w=85&sz=10&hl=da&start=3&um=1&tbnid=th4d_CsrYwjiwM:&tbnh=76&tbnw=76&prev=/images%3Fq%3DCatherine%2BOpie%252Bbreastfeeding%26um%3D1%26hl%3Dda%26rls%3Dcom.microsoft:*:IE-SearchBox%26rlz%3D1I7GGLJ

Læser videre.

KH
Kråwi