Jeg har netop afsluttet min anden undervisningsdag med min maestro ’Eddie’ og det er noget af en udfordring at få smidt et nyt sprog i hovedet. Jeg ankom for to dage siden efter en hård rejse fra New York, der hurtigt synes lige så langt væk som Danmark, hvilket nok heller ikke er så meget galt.
Turen fra New York til Panama City, hvor jeg mellemlandede, var noget af det mest turbulente, jeg nogensinde har oplevet, og der var højlydte klapsalver, da flyet endelig ramte landingsbanen. Jeg formåede dog at få sovet nogle timer, for at indhente det jeg missede i New York. Det tog kun en god times tid at flyve tilbage til Guatemala og det foregik noget mere adstadigt. Efter et sporadisk sikkerhedscheck ventede min private chauffør ved udgangen af lufthavnen som aftalt. Vi kørte en lille times tid – hovedsagelig på motorvej – til Antigua, hvor sprogskolen ligger. På vejen så vi en masse flot natur, bjerge og jungle og selve Antigua er omkranset af bjerge og til og med vulkaner (Volcan del fuego er en ordentlig kleppert og som navnet antyder er den stadig aktiv).
Mit første indtryk af Antigua var præget af min træthed og lyst til at få ”lidt styr på situationen” i.e. blive indlogeret på mit værelse, lære skolen og nærområdet at kende etc. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, for mit værelse blev først ledigt dagen efter, hvilket betød at jeg fik tilbudt et helt hus for mig selv. Det lå for sig selv ved siden af en utrolig befærdet vej og var enormt fugtplaget indvendig - det virker til at være et enormt problem her i landet (info til alle jer fast-ejendoms-fans), men her var det så ekstremt, at der var opstillet en enorm lufttørrer (affugter eller hvad end den nu hedder) midt i stuen. Da jeg havde lagt mig for at få en eftermiddagsskraber ovenpå turen, gik den pludselig i gang med et brøl, der kunne have vækket en død, hvorfor jeg begav mig ud efter øl og aftensmad i relativt træt-stresset tilstand.
Ude i byen, der fra mit synspunkt virkede som Bangkok rent trafik- og kaosmæssigt, fandt jeg en lille cantina, hvor jeg efter længere tids parlamenteren fik anskueliggjort, at det var mad og ikke stoffer jeg var ude efter. Stamgæsterne i baren var tydeligvis knaldende berusede, men samtidig meget imødekommende. Det er et sjovt miks af racer hernede, de fleste er indianske, men her er også en del både sorte og hvide. Jeg fik en udmærket ”kylling i majssuppe” med tilhørende tortillas (kylling og tortillas er standard her) og fandt herefter et supermarked, hvor jeg købte et par lokale øl og begav mig så tilbage til mit private fortress of solitude. Jeg for dog lidt vild på vejen og det er ikke så smart, når jeg var så udkørt som jeg var, men på den anden side følte jeg nærmest taknemmelighed, da trafikken tog til og jeg skimtede huset.
Det var en speciel oplevelse at sove alene i et stort hus i et fremmed land, som jeg ikke har haft tid til at gøre mig særlig bekendt med på forhånd, men jeg faldt dog ret hurtigt i søvn – det var dog en smule forstemmende, at der umiddelbart over sengen hang et mobilnummer til noget ”private security”, men natten forløb (naturligvis) roligt.
Da jeg ikke har noget ur vågnede jeg op uden tidsfornemmelse, men CNN sagde at klokken var ti og jeg skulle have min første time klokken 14. Jeg spiste min spartanske morgenmad i den solfyldte have (her er ikke overdrevent varmt – måske cirka som juni i Danmark, men solen har skinnet indtil videre) og læste Roth, som jeg næsten er færdig med. ’The Plot Against America” er eminent og kan anbefales til alle! Herefter gik jeg hen på skolen, hvor mit værelse endnu manglede at blive gjort rent.
Summa summarum, jeg mødte min lærer og havde mine første fire lektioner (jeg har tyve timer om ugen fordelt på de fem hverdage) og det var både hårdt, udfordrende og spændende. Eddie er en fin fyr, formentlig først i fyrrene uden at jeg kan sige det med nøjagtighed, og undervisningen foregår meget gennem dialog og febril notetagning fra min side.
I går aftes var jeg temmelig udkørt, men glad for at have fået mit værelse, hvor jeg ligeledes sidder efter anden dags undervisning, hvor vi gik med på tur op til et udkigspunkt og ”talte” om alt vi så på vejen. Turen, der gik gennem nogle områder af byen, som jeg ikke havde set, ændrede heldigvis mit indtryk til det bedre – vi kom relativt hurtigt op ad bjergsiden, der er dækket af skov og blev således afsondret fra trafikken og byen tager sig rigtig smukt ud fra oven.
Der er generelt aktiviteter om eftermiddagen, så jeg har ændret min undervisning fra eftermiddag til morgen (9-13), så jeg kan deltage. Herved håber jeg også at komme op til morgenmaden (omkring 7.30!!!) og få skabt en struktur, der levner plads til noget andet arbejde om aftenen og nogle heldagsture i weekenderne de næste tre ugers tid.
Her til aften skal jeg ud med nogle af de andre studerende - jeg har hidtil kun stiftet relativt overfladisk bekendtskab med et Australsk par, en fransk fyr (Stefan) og en amerikansk pige (Carin) i og med, at alle har travlt med deres undervisning, der som nævnt ligger på forskellige tider af dagen.
Weekenden er undervisningsfri og netop denne weekend satser jeg på at arbejde med phd-projektforslag til Århus (deadline den 15.) og så den oversættelse af sprogskolens hjemmeside til dansk, som jeg laver mod at få gratis kost og logi, samt naturligvis spansk-repetition. Jeg har travlt, hvis jeg skal nå at lære spansk nok til at klare mig på min videre færd.
Nu skal jeg hvile mig lidt – måske læse Roth færdig - inden vi skal ud at se på byen by night.
fredag den 31. oktober 2008
onsdag den 29. oktober 2008
Leaving New York - 29. oktober 2008 – klokken cirka 3 om morgenen
Jeg sidder og holder mig vågen, indtil jeg skal med flyveren til Guatemala ved sekstiden. Det betyder, at jeg indenfor ret kort tid skal begive mig til lufthavnen og sige farvel til New York, som jeg er kommet til at holde meget af på kort tid.
Vejret i dag har været koldt og blæsende, så jeg valgte at tage på Guggenheim, da Museum of Modern Arts holder lukket om tirsdagen og jeg ikke havde læst guidebogen ordentligt. Guggenheim var dog også et besøg værd og på vejen (the museum mile på vestsiden af Central Park), fik jeg også set en imponerende synagoge med tilhørende museum. Guggenheim er arkitektonisk meget imponerende – indvendigt er museet struktureret omkring en opadgående ”sneglegang”, hvorfra der er adgang til de forskellige udstillingsrum. Der var en del gamle mestre – gode billeder af Picasso, Manet, Van Gogh etc. – men også en syret udstilling af Catherine Opie, en nutidig fotograf, der har lavet en del vilde fotoserier og portrætter, men også en masse spændende landskabsbilleder blandt andet af motervejskonstruktionerne omkring Los Angeles og surfere der venter på bølger.
I går var jeg med Aslan, Chin Chin (tror jeg han hedder – han er fra Taiwan) og endnu en tysker, der hedder Christian ude og spise på en mindre og rigtig god thairestaurant i East Village. Herefter tog Chin Chin og jeg på ’Garage’ og hørte en ret god, ung jazzkvartet. Det var en hyggelig og dejlig afslappet aften ovenpå en dag med heftig shopping. Jeg var i en kæmpe hardware butik og købte den omfablede Sony E-book-reader, et nyt, lille kamera og en bærbar (mikro) musik&filmafspiller, optager etc. Alt sammen til under halv dansk pris og nu har jeg alt hvad jeg ønsker mig udi ting (på nær måske lige spejlrefleksen, men jeg kan sgu ikke slæbe mere).
Jeg har fået billederne fra det gamle kamera overført, men jeg skal til at køre taxa, så indtil videre kan jeg henvise til nedenstående link, hvor man kan se billeder fra København og de første dage her i New York.
http://picasaweb.google.dk/jakobkowalski/KBenhavnOgNewYorkOktober2008#
Vejret i dag har været koldt og blæsende, så jeg valgte at tage på Guggenheim, da Museum of Modern Arts holder lukket om tirsdagen og jeg ikke havde læst guidebogen ordentligt. Guggenheim var dog også et besøg værd og på vejen (the museum mile på vestsiden af Central Park), fik jeg også set en imponerende synagoge med tilhørende museum. Guggenheim er arkitektonisk meget imponerende – indvendigt er museet struktureret omkring en opadgående ”sneglegang”, hvorfra der er adgang til de forskellige udstillingsrum. Der var en del gamle mestre – gode billeder af Picasso, Manet, Van Gogh etc. – men også en syret udstilling af Catherine Opie, en nutidig fotograf, der har lavet en del vilde fotoserier og portrætter, men også en masse spændende landskabsbilleder blandt andet af motervejskonstruktionerne omkring Los Angeles og surfere der venter på bølger.
I går var jeg med Aslan, Chin Chin (tror jeg han hedder – han er fra Taiwan) og endnu en tysker, der hedder Christian ude og spise på en mindre og rigtig god thairestaurant i East Village. Herefter tog Chin Chin og jeg på ’Garage’ og hørte en ret god, ung jazzkvartet. Det var en hyggelig og dejlig afslappet aften ovenpå en dag med heftig shopping. Jeg var i en kæmpe hardware butik og købte den omfablede Sony E-book-reader, et nyt, lille kamera og en bærbar (mikro) musik&filmafspiller, optager etc. Alt sammen til under halv dansk pris og nu har jeg alt hvad jeg ønsker mig udi ting (på nær måske lige spejlrefleksen, men jeg kan sgu ikke slæbe mere).
Jeg har fået billederne fra det gamle kamera overført, men jeg skal til at køre taxa, så indtil videre kan jeg henvise til nedenstående link, hvor man kan se billeder fra København og de første dage her i New York.
http://picasaweb.google.dk/jakobkowalski/KBenhavnOgNewYorkOktober2008#
mandag den 27. oktober 2008
24-27. oktober 2008
De sidste dage har været fantastiske! New York er et stort stykke virkelig uvirkelighed eller måske nærmere omvendt.
Den 24. vågnede jeg igen temmelig tidligt. Det var visheden om alt det, der lå derude og ventede. Efter morgenmad, som var rigelig ved 7-tiden, da den serveres efter et først til mølle princip mellem 7 og 9 – man skal lede længe efter noget mere diskriminerende overfor os b-mennesker – tog jeg en subway til Battery Park og herfra tog jeg min tørn i en enorm kø til færgen til Liberty og Ellis Island. Begge steder er ret præsente i min amerikaniserede historiske bevidsthed, men det var igen nærmest uvirkeligt at se frihedsgudinden på nært hold med egne øjne. Ligeledes mht. immigrationsfaciliteterne på Ellis Island. Den enorme turistmenneskemængde gjorde dog sit for at holde oplevelserne nede på jorden. Det er begrænset, hvor henrevet jeg kan blive i selskab med hoben af skrigende børn, mænd og kvinder, der hjemsøger de store sights. Sådan er det og det er vel også en del af oplevelsen, men det minder mig lidt om rædselsscenariet i det Sixtinske kapel, hvor de ansatte må tysse aggressivt hvert femte minut for at dæmpe den evigt stigende bølge af smalltalk fra alverdens respektløse turister.
Efter sejlturen tog jeg ind i det virkelige turistmekka på Times Square og efter at have ”nydt” kaoset i en times tid – den kunstige belysning, skiltene etc. giver indtryk af dagslys døgnet rundt – gik jeg i biografen og så ’Synecdoche, New York’, der er Charlie Kaufman’s (forfatter til ’Being John Malchowich’, ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ etc.) debut som instruktør. Philip Seymor Hoffman har den altdominerende hovedrolle i filmen om den depressive og hypokondriske teaterinstruktør, der, efter at være blevet forladt af sin kone, forsøger at sætte sig selv mere på spil i sin kunst ved at lade den handle om sig selv. Sounds familiar? Som et plaster på det eksistentialistiske sår, eller bare fordi det var lækkert at være i biffen oven på byens knockoutforsøg, så jeg den ligeledes premiereaktuelle ’Saw V’ og nej ’I didn’t believe how it ended’. En udmærket afrunding på en ekstrem serie, der dog toppede med den første film.
Den 25. sov jeg længe og læste ’The Plot Against America’, som jeg købte dagen før. Roth styrer og jeg var super smadret efter indtrykkene. Jeg er ikke vant til alle de mennesker eller at gå og stå så meget, men jeg tror også, at det her med at være midt i den virkelighed jeg har fået serveret medieret hele mit liv, har en del af æren for overloadet.
Senere på eftermiddagen tog jeg bussen til FN-bygningen. Selve busturen ned langs Central Park og tværs gennem Manhattan til West Side var en oplevelse i sig selv. På grund af weekenden kunne jeg kun få adgang til udstillingsområdet i sidebygningen, især Dag Hammerskjolds meditationsrum var værd at kigge på. Udenfor stod himmel og jord med ét i ét. Det stormede og regnede og jeg fik noget vidoe af elementerne og højhusene.
Om aftenen hang jeg ud på hostellet og mødte Aslan, der er tyrkisk-tysk og en sjov fyr, der taler meget, men virker 100 % flink og rar og et par nordmænd, som jeg bor sammen med.
Dagen efter, da jeg var stået træt op og fundet en tom morgenbuffet, delte Aslan sin mad med mig og der var stadig kaffe på kanden! Vejret var igen blevet godt og jeg besluttede mig for at tage subwayen til Coney Island, der står over for en omfattende og Disney-agtig renovation. Stedet var lidt mindre end jeg havde forestillet mig, men solen skinnede og det var fantastisk at gå ud af den store bro eller ’pier’ hvor amerikanere af alle slags stod og fiskede. Der var også den lidt forlorne patina jeg havde håbet på og en ro nede ved vandet, der overgik Central Park. Togturen ud gennem Brooklyn, hvor toget kommer op fra undergrunden var også en oplevelse.
Senere så jeg lidt af Brooklyn – og tog gåturen over broen tilbage til Manhattan, hvor jeg ”så” Ground Zero, dvs. den afdækkede byggeplads – der er vist et mindemonument, men det var blevet sent og jeg sluttede dagen på Cake Shop på Lower East Side, hvor 9 bands gav koncert for at samle ind til en ny lever til en ex-bassist i et bandsnene. Et efterfølgelsesværdigt formål, Simon!
Bush Tetras, tror jeg hovedattraktionen hed, men der var mange spændende og New Yorker-hippe bands på den lille scene. Selve spilletstedet, der lå i kælderen under Cake Shop, mindede temmelig meget om hedengangne Viva / Revolution, bortset fra at man gik ned i stedet for op og at gennemsnitsalderen endnu en gang tillod mig at være i den yngre del af gennemsnittet. Jeg talte med forskellige mennesker og drak den fortrinlige ’Brooklyn Lager’ og kendisspottede Jim Jarmusch, der ligesom fik arrangementet op i en højere klasse for mig. Et par japanere var i byen for at promovere deres instrumentale punk-band. Instrumental 3-akkords smadr!?! Gotta hear that! Jeg fik en myspace-adresse som jeg poster, når jeg finder den.
Generelt er det nemt og godt at tale med New Yorkerne – her til morgen mødte jeg en sort kvinde (jeg har glemt navnet, jeg glemmer altid navnene), der skulle ud og se til sin gamle mor, der forhåbentlig overlever den kemo-kur, hun er i gang med. Kvinden mistede sin 15-årige søn for ét år siden til leukæmi. I går aftes viste en ældre herre fra Jersey mig i den rigtige subway-retning. Han havde mistet sin kone for ganske nylig og fortalte, at hun og han havde ’ignoreret’ deres problemer og derfor havde været i stand til at forblive gift gennem 40 år.
Dog er der også megen overfladiskhed, man ser hele tiden folk med skærme – mobiler, pda’er, PSP’er etc. og det bipper, snurrer og smalltalker overalt, det meste af tiden. Jeg synes også det er lidt svært at spise sundt – jeg gider ikke gå på restaurant alene – måske tager jeg en middag med nordmændene eller Aslan i dag eller i morgen. Men hold kæft hvor er her fedt! Jeg vil slutte med Morrisey, som jeg har har i hørebøfferne nu:
’If your god bestows protection upon you
And if the USA doesn't bomb you
I believe I will see you somewhere safe
Looking to the camera, messing around
and pulling faces.’
Ps.
Jeg har vist haft en ‘Trojan’ på computeren og kameraet er dødt, men jeg håber at få købt et nyt i dag og har forhåbentlig løst problemet med trojaneren, så forhåbentlig er der noget på vej. Ved dog så ikke, om et nyt kamera kan læse det gamle memorycard, der i hvert fald ikke passer i computerens kortlæser…
Den 24. vågnede jeg igen temmelig tidligt. Det var visheden om alt det, der lå derude og ventede. Efter morgenmad, som var rigelig ved 7-tiden, da den serveres efter et først til mølle princip mellem 7 og 9 – man skal lede længe efter noget mere diskriminerende overfor os b-mennesker – tog jeg en subway til Battery Park og herfra tog jeg min tørn i en enorm kø til færgen til Liberty og Ellis Island. Begge steder er ret præsente i min amerikaniserede historiske bevidsthed, men det var igen nærmest uvirkeligt at se frihedsgudinden på nært hold med egne øjne. Ligeledes mht. immigrationsfaciliteterne på Ellis Island. Den enorme turistmenneskemængde gjorde dog sit for at holde oplevelserne nede på jorden. Det er begrænset, hvor henrevet jeg kan blive i selskab med hoben af skrigende børn, mænd og kvinder, der hjemsøger de store sights. Sådan er det og det er vel også en del af oplevelsen, men det minder mig lidt om rædselsscenariet i det Sixtinske kapel, hvor de ansatte må tysse aggressivt hvert femte minut for at dæmpe den evigt stigende bølge af smalltalk fra alverdens respektløse turister.
Efter sejlturen tog jeg ind i det virkelige turistmekka på Times Square og efter at have ”nydt” kaoset i en times tid – den kunstige belysning, skiltene etc. giver indtryk af dagslys døgnet rundt – gik jeg i biografen og så ’Synecdoche, New York’, der er Charlie Kaufman’s (forfatter til ’Being John Malchowich’, ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ etc.) debut som instruktør. Philip Seymor Hoffman har den altdominerende hovedrolle i filmen om den depressive og hypokondriske teaterinstruktør, der, efter at være blevet forladt af sin kone, forsøger at sætte sig selv mere på spil i sin kunst ved at lade den handle om sig selv. Sounds familiar? Som et plaster på det eksistentialistiske sår, eller bare fordi det var lækkert at være i biffen oven på byens knockoutforsøg, så jeg den ligeledes premiereaktuelle ’Saw V’ og nej ’I didn’t believe how it ended’. En udmærket afrunding på en ekstrem serie, der dog toppede med den første film.
Den 25. sov jeg længe og læste ’The Plot Against America’, som jeg købte dagen før. Roth styrer og jeg var super smadret efter indtrykkene. Jeg er ikke vant til alle de mennesker eller at gå og stå så meget, men jeg tror også, at det her med at være midt i den virkelighed jeg har fået serveret medieret hele mit liv, har en del af æren for overloadet.
Senere på eftermiddagen tog jeg bussen til FN-bygningen. Selve busturen ned langs Central Park og tværs gennem Manhattan til West Side var en oplevelse i sig selv. På grund af weekenden kunne jeg kun få adgang til udstillingsområdet i sidebygningen, især Dag Hammerskjolds meditationsrum var værd at kigge på. Udenfor stod himmel og jord med ét i ét. Det stormede og regnede og jeg fik noget vidoe af elementerne og højhusene.
Om aftenen hang jeg ud på hostellet og mødte Aslan, der er tyrkisk-tysk og en sjov fyr, der taler meget, men virker 100 % flink og rar og et par nordmænd, som jeg bor sammen med.
Dagen efter, da jeg var stået træt op og fundet en tom morgenbuffet, delte Aslan sin mad med mig og der var stadig kaffe på kanden! Vejret var igen blevet godt og jeg besluttede mig for at tage subwayen til Coney Island, der står over for en omfattende og Disney-agtig renovation. Stedet var lidt mindre end jeg havde forestillet mig, men solen skinnede og det var fantastisk at gå ud af den store bro eller ’pier’ hvor amerikanere af alle slags stod og fiskede. Der var også den lidt forlorne patina jeg havde håbet på og en ro nede ved vandet, der overgik Central Park. Togturen ud gennem Brooklyn, hvor toget kommer op fra undergrunden var også en oplevelse.
Senere så jeg lidt af Brooklyn – og tog gåturen over broen tilbage til Manhattan, hvor jeg ”så” Ground Zero, dvs. den afdækkede byggeplads – der er vist et mindemonument, men det var blevet sent og jeg sluttede dagen på Cake Shop på Lower East Side, hvor 9 bands gav koncert for at samle ind til en ny lever til en ex-bassist i et bandsnene. Et efterfølgelsesværdigt formål, Simon!
Bush Tetras, tror jeg hovedattraktionen hed, men der var mange spændende og New Yorker-hippe bands på den lille scene. Selve spilletstedet, der lå i kælderen under Cake Shop, mindede temmelig meget om hedengangne Viva / Revolution, bortset fra at man gik ned i stedet for op og at gennemsnitsalderen endnu en gang tillod mig at være i den yngre del af gennemsnittet. Jeg talte med forskellige mennesker og drak den fortrinlige ’Brooklyn Lager’ og kendisspottede Jim Jarmusch, der ligesom fik arrangementet op i en højere klasse for mig. Et par japanere var i byen for at promovere deres instrumentale punk-band. Instrumental 3-akkords smadr!?! Gotta hear that! Jeg fik en myspace-adresse som jeg poster, når jeg finder den.
Generelt er det nemt og godt at tale med New Yorkerne – her til morgen mødte jeg en sort kvinde (jeg har glemt navnet, jeg glemmer altid navnene), der skulle ud og se til sin gamle mor, der forhåbentlig overlever den kemo-kur, hun er i gang med. Kvinden mistede sin 15-årige søn for ét år siden til leukæmi. I går aftes viste en ældre herre fra Jersey mig i den rigtige subway-retning. Han havde mistet sin kone for ganske nylig og fortalte, at hun og han havde ’ignoreret’ deres problemer og derfor havde været i stand til at forblive gift gennem 40 år.
Dog er der også megen overfladiskhed, man ser hele tiden folk med skærme – mobiler, pda’er, PSP’er etc. og det bipper, snurrer og smalltalker overalt, det meste af tiden. Jeg synes også det er lidt svært at spise sundt – jeg gider ikke gå på restaurant alene – måske tager jeg en middag med nordmændene eller Aslan i dag eller i morgen. Men hold kæft hvor er her fedt! Jeg vil slutte med Morrisey, som jeg har har i hørebøfferne nu:
’If your god bestows protection upon you
And if the USA doesn't bomb you
I believe I will see you somewhere safe
Looking to the camera, messing around
and pulling faces.’
Ps.
Jeg har vist haft en ‘Trojan’ på computeren og kameraet er dødt, men jeg håber at få købt et nyt i dag og har forhåbentlig løst problemet med trojaneren, så forhåbentlig er der noget på vej. Ved dog så ikke, om et nyt kamera kan læse det gamle memorycard, der i hvert fald ikke passer i computerens kortlæser…
torsdag den 23. oktober 2008
23 oktober 2008 - Central Park, upper west side & Rockerfeller Center
Efter en hård rejsedag i går, vågnede jeg til et solrigt New York. Da jeg ikke havde lagt nogen planer, gik jeg fra mit hostel i Harlem på 118 gade sydpå til Central Park, hvor solen kom til sin ret over et efterårsfarvet åndehul midt i storbyen. Jeg gik hele vejen sydpå igennem parken og ved John Lennon mindesmærket Strawberry Fields, havde jeg en snak med en cykeltaxamand.
Det var fascinerende at få de første glimt af storbyen fra et natur-perspektiv, og de forskellige elementer i den utrolig lange park – forskellige søer, plæner og små-skove og alt sammen badet i klart solskin – var en blød kontrast til skylinen, der langsomt materialiserede sig mod syd.
På Broadway gav jeg en cigaret til en Puertoricaner, med let stirrende øjne (eller bare et intenst blik), der også fik spurgt, om jeg var interesseret i en telefon. Vi talte et stykke tid og jeg takkede nej til telefonen.
Efter lidt målløs gang i central Manhattan tog jeg en åndssvagt hurtig elevator op til toppen af Rockerfeller Center. Her så jeg solnedgang over Manhattan, og det var sgu fuld valuta for mine dollars. Jeg har taget en masse billeder og lidt video deroppefra, og det krævede gentagen virkelighedsgenetablering, hver gang jeg fjernede øjet fra de respektive linser. Der var frit udsyn til Hudsonfloden, Empire State Building, Central Park (der også er stor fra 77. etage) og i det hele taget den enorme skov af sten og glas, som udgør New York. Efter en utrolig smuk solnedgang overstrålede byens lys himlen og lod kun 4-5 af de stærkeste stjerner komme til syne.
Et kendetegn herovre er den ret ekstreme crowd control, der udøves på offentlige steder, der kræver adgang og / eller kø-kultur. Jeg oplevede den første gang i nat i JFK, hvor vi stod i kø i over en time for at komme hen grænsepolitiet, der tog fingeraftryk og foto - så længe tager den slags trods alt endnu ikke i Danmark. Det samme var tilfældet i Rockerfeller, hvor man først kunne bruge sin billet en time efter indkøb og herefter skulle igennem sikkerhedscheck som i en lufthavn. Det er dog ok med World Trade in memoriam og fungerer ok gnidningsfrit og hurtigt. I situationerne er det dog lidt svært at slippe indtrykket af at være kvæg på vej til slagtehuset eller på græs alt efter temperament.
Nu, 13-14 timer efter afgang i morges er jeg temmelig smadret og tror jeg tager en tidlig nat. Jeg har købt Time Out og udbuddet af kultur er helt sikkert større end efterspørgslen i aften. Det kræver en høj grad af udvælgelse ikke at fare vild i det New Yorkske overflødighedshorn, men i aften er jeg fyldt op og forsøger at finde noget hvile i det semi-rolige, men noget overfyldte hostel. Jeg fik købt en konverter til strømforsyninger(ne), så der er strøm til computeren og opladning af kameraets batteri. I morgen håber jeg at finde et kabel, så jeg kan vise nogle billeder.
P.S. tak til alle jer københavnere, der gjorde min afrejse til en forlænget fest og ligeså til jyderne i nord.
Det var fascinerende at få de første glimt af storbyen fra et natur-perspektiv, og de forskellige elementer i den utrolig lange park – forskellige søer, plæner og små-skove og alt sammen badet i klart solskin – var en blød kontrast til skylinen, der langsomt materialiserede sig mod syd.
På Broadway gav jeg en cigaret til en Puertoricaner, med let stirrende øjne (eller bare et intenst blik), der også fik spurgt, om jeg var interesseret i en telefon. Vi talte et stykke tid og jeg takkede nej til telefonen.
Efter lidt målløs gang i central Manhattan tog jeg en åndssvagt hurtig elevator op til toppen af Rockerfeller Center. Her så jeg solnedgang over Manhattan, og det var sgu fuld valuta for mine dollars. Jeg har taget en masse billeder og lidt video deroppefra, og det krævede gentagen virkelighedsgenetablering, hver gang jeg fjernede øjet fra de respektive linser. Der var frit udsyn til Hudsonfloden, Empire State Building, Central Park (der også er stor fra 77. etage) og i det hele taget den enorme skov af sten og glas, som udgør New York. Efter en utrolig smuk solnedgang overstrålede byens lys himlen og lod kun 4-5 af de stærkeste stjerner komme til syne.
Et kendetegn herovre er den ret ekstreme crowd control, der udøves på offentlige steder, der kræver adgang og / eller kø-kultur. Jeg oplevede den første gang i nat i JFK, hvor vi stod i kø i over en time for at komme hen grænsepolitiet, der tog fingeraftryk og foto - så længe tager den slags trods alt endnu ikke i Danmark. Det samme var tilfældet i Rockerfeller, hvor man først kunne bruge sin billet en time efter indkøb og herefter skulle igennem sikkerhedscheck som i en lufthavn. Det er dog ok med World Trade in memoriam og fungerer ok gnidningsfrit og hurtigt. I situationerne er det dog lidt svært at slippe indtrykket af at være kvæg på vej til slagtehuset eller på græs alt efter temperament.
Nu, 13-14 timer efter afgang i morges er jeg temmelig smadret og tror jeg tager en tidlig nat. Jeg har købt Time Out og udbuddet af kultur er helt sikkert større end efterspørgslen i aften. Det kræver en høj grad af udvælgelse ikke at fare vild i det New Yorkske overflødighedshorn, men i aften er jeg fyldt op og forsøger at finde noget hvile i det semi-rolige, men noget overfyldte hostel. Jeg fik købt en konverter til strømforsyninger(ne), så der er strøm til computeren og opladning af kameraets batteri. I morgen håber jeg at finde et kabel, så jeg kan vise nogle billeder.
P.S. tak til alle jer københavnere, der gjorde min afrejse til en forlænget fest og ligeså til jyderne i nord.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)