30-3-2015 Sidste dag i Rom

Vi har nået afslutningen på vores dejlige besøg i skønne Rom. Undervejs har vi dels alle tre været til frokost hos Alessandro Ferrara, hvilket var enormt hyggeligt, ligesom jeg fik svar på en masse spørgsmål under mit senere mere professionelle besøg. Ferrara bor i en fin og velholdt lejlighed med tagterrasse lige over for Roms største park, så vi gik alle fire en dejlig lang tur i solskinnet med klapvognen. Derudover var det for mig også sjovt at se stedet hvor nogle af de seneste års skarpeste og mest relevante filosofiske tekster er blevet til, samt ikke mindst at få muligheden for at stille opklarende spørgsmål til manden, der har skrevet dem. Vi har også haft en fin tid på Det Danske Akademi og i særdeleshed den nærliggende Borghesepark som vi har benyttet flittigt. Her er springvand, en lille sø med robåde, løse hunde som Elvira er meget interesseret i og turister og italienere på 4-6-personers elcykler, Segways, elbiler og bare i højtsnakkende flokke. Til tider giver det lidt stress, når vi har kæmpet for at få Elvira til at sove, men det er også god træning / terapi for os introverte skandinaver. På den sociale front har vi været ude at spise forårsmiddag med en gruppe danskere der er bosiddende i Rom på en meget lækker lille restaurant i Trastevere. Gruppen har to frokoster årligt og man er velkommen hvis man er dansker i Rom eller Italien. Vi talte en del med Alice, en kvinde på vores egen alder, der havde sin lille søn Filippo med. Han og Elvira kiggede på duer og en drikkefontæne på det lille torv hvor restauranten lå. Herudover har jeg deltaget i to stipendiatmiddage på instituttet. Den første var en ”ryste-sammen-middag” og den anden i sidste uge efterfulgte vores stipendiatoplæg – dvs. vi holdt en halv times foredrag om vores forskellige projekter. Som rosinen i pølseenden var der officiel indvielse af det nyrenoverede institut den 28. – det har været lukket i et lille års tid og vi er de første stipendiater efter genåbningen – med besøg af en masse gæster, blandt andet dem der betaler gildet hhv. lederen af Carlsbergfondet, A.P. Møller Fonden (Mærsks Møllers datter, Ane Uggla, der selv har opholdt sig på instituttet eller i hvert fald benyttet sig af dets flygel i sin ungdom) og kulturminister Marianne Jelved. Elvira og Mette var med til den efterfølgende reception med dejlig italiensk mad og godt selskab. Ligeledes var vi på dagstur arrangeret af instituttet til EUR – den bydel Mussolini lod opføre i forbindelse med den verdensudstilling der skulle have fundet sted i 1942, inden anden verdenskrig kom i vejen. Foruden vores personlige guide og turarrangør, amanuensis Anna Wegener, blev vi vist rundt af en meget vidende ældre herboende amerikaner, som fik den fascistisk-überfunktionalistisk-bombastiske arkitektur til at lyse op med sine medrivende beskrivelser. Vi har også nået at se nogle seværdigheder på egen hånd og i det hele taget fået nydt Rom. Blandt andet har vi haft fine ture til Piazza Navona, Pantheon, Peterspladsen (vi skippede både kirke og museum pga. kø – vi genser begge dele som pensionister eller før), Forum Romanum og Colosseum og Villa Medici. Det forholdsvis lille kunstmuseum i Villa Borghese var også en stor åbenbaring, hvor især skulpturer af ekstraordinær klasse imponerede os. Borgheseparken byder også på indtil flere legepladser og Villa Rafaele, som er en slags børnehus med legesager. Her har Elvira og Mette brugt en del tid, når de ikke har været i legestue. Alt i alt har den sidste måneds tid budt på en god kombination af turisme, læsning, skrivning og familiehygge, men nu glæder vi os alle sammen til at komme hjem og gense familie og venner.

06-03-2015 København og ankomst til Det Danske Institut i Rom

Henover weekenden havde vi en herlig og lidt hektisk tid i København hvor vi besøgte Axel, Louise og Christian i deres lille lejlighed på kanten mellem Østerbro og Nørrebro for sidste gang da de har købt hus i Køge. Senere lørdag tog vi til Vanløse og besøgte Mettes veninde Maibrit, der var alene hjemme med sine to piger. Mette og Elvira blev budt på aftensmad, mens jeg benyttede chancen for at se Ulrich i Københavns (tidlige) natteliv. Udover hyggelig snak på café blev det også til en længere vandretur – blandt andet forbi blomsterhavet der stadig lå foran synagogen i Krystalgade. Søndag spiste vi alle hyggelig morgenmad hos Maibrit (fantastisk kaffe!) inden vi tre gik op og besøgte Helle og Simon og deres piger – de bor ½-1 kilometers gang gennem det nye velhaverkvarter som er Vanløse - hvor vi også fik dejlig kaffe, børnefamiliernes drug of choice. Om aftenen vendte Henrik, Maibrits mand, tilbage fra skitur og vi viste billeder fra New Zealand. Mandag oplevede vi traditionel hverdagsmorgen inden relativt rolig planmæssig afgang med Norwegian et par dage inden den ret massive strejke, der vist er i gang nu. Vi ankom ved 1-tiden i Fiumicino-lufthavnen og mødte en del af de andre med-stipendiater. Der var bestil taxa til os, og vi rullede efterfølgende direkte til Det Danske Institut http://www.acdan.it/ og blev indlogeret i vores dejlige toværelses lejlighed. Elvira var fra begyndelsen optaget af de vilde kaniner der tager en slapper i haven. Jeg synes især de frugtbærende appelsin- og citrontræer, men også de udsprungne japanske kirsebærtræer, er herlige. De første dage var vi lidt trætte – vi fik gået ture i Villa Borghese-parken og ned til Piazza del Popolo og så har jeg påbegyndt min læsning i forbindelse med den artikel jeg håber at færdigøre hernede. Jeg (gen)læser Will Kymlickas gode ”Contemporary Political Philosophy – an Introduction”, for at gentilegne mig en overordnet viden som skal danne grundlag for artiklen om Alessandro Ferraras nyeste bog: ”The Democratic Horizon”. Det er lidt skørt at sidde og boge den på et bibliotek, mens Rom lokker udenfor og Mette og Elvira er i legestue, men sådan er det og jeg synes allerede at have nået en udmærket balance. Elvira har været lidt sløj, så Mette passede hende mens jeg var til fællesmiddag med de andre stipendiater forleden. Jeg talte med de fleste, der alle er i gang med spændende projekter. I det hele taget er det sympatiske mennesker vi bor sammen med den næste måneds tid. På søndag skal vi alle tre til middag hos Alessandro Ferrara, og det ser vi meget frem til. Rom er en skøn, skøn by og så er foråret noget længere fremme end det er tilfældet i Danmark. Grazie mille!

18-01-2015 Exit Christchurch & New Zealand

Mens jeg skriver dette sidder vi i skyggen under et træ i Christchurchs botaniske have. Foran os løber en lille flod med klart vand hvor jeg netop har været ude og dyppe tæerne. Der er 31 grader i dag og i modsætning til de andre dage i byen er der ikke en vind der rører sig. Bag os – heldigvis langt væk - er noget larmende børneunderholdning i gang, men det var en familie i kajakker på floden der netop har vækket Elvira. Mette giver hende frokost og peger på en forbisvømmende and og siger ”and, and”. Christchurch er stadig meget mærket af det jordskælv der for tre-fire år siden lagde det meste af bymidten i ruiener. Vores eget hotel, Rendevous, står som en ensom søjle i et nærmest bygningsløst landskab ved siden af domkirken, der brasede delvis sammen. Andre højere bygninger er også helt eller delvist smadrede og ikke i brug. Karakteristisk nok fandt vi en fremragende lille biograf som lå i kombination med videoudlejningsbutikken ”Alice in Videoland”. Hvis vi boede her ville jeg med stor sandsynlighed arbejde der. Vi så den suveræne tyrkiske guldpalmevinder ”Vintersøvn” på skift. Jeg ved ikke om den decideret er baseret på et Tjekhov-stykke, under alle omstændigheder er det pessimistiske menneskesyn sammenligneligt ligesom niveauet i replikkerne. Skuespillet var også genialt over hele linjen. Ellers har vi hygget med udmærkede middage – ikke landets bedste, byen er stadig langt fra fuldt funktionsdygtig – og især har vi befundet os godt her i haven og i det midlertidige marked / torv, ”Re-start market”. Her har de fleste butikker og restauranter en plads i én eller flere containere, der er livemusik og generelt lidt festivalstemning. Det har været en fantastisk ferie og jeg er især taknemmelig over at have haft muligheden for at tilbringe så meget tid sammen med mine to favoritpersoner. New Zealand er et pragtfuldt land og meget nemt at rejse i – også med mindre børn. Naturoplevelserne har været overvældende og de kiwier vi har mødt har alle været venlige og imødekommende. Andre dejlige ting set fra mit perspektiv har været muligheden for at læse nogle gode romaner – Richard Fords ”Let Me be Frank With You”, Hariku Murakamis ”Colorless Tsuku… and His Years of Pilgrimage”, Ian McEvans ”The Children Act” og Anthony Burgess’ ”A Dead Man in Deptford” (om Christopher Marlowe). Alle har været medrivende og suveræne og litteraturen er bestemt noget jeg vil prioritere altid. Herudover har jeg også fået læst en masse artikler i relation til Paris-katastrofen. Det lyder til at vi kommer hjem til et Europa der forståeligt nok er rystet af tragedien. Det må og skal være et wake-up-call for alle moderate mennesker i verden da den slags nonsens kommer til at skygge for mange af de andre vigtige udfordringer vi står over for som menneskehed. Som det fremgår, fylder disse tanker noget for undertegnede mens vi sidder her i januars højsommer. Omvendt vil jeg også udtrykke den optimisme jeg også føler på sådan en skøn dag i så godt selskab. Tak for turen og vi ses derhjemme!

11.01.2015 Opsummering

Her følger i kort form vores rejseoplevelser til og med dags dato. Efter nogle dejlige dage i Roturura kørte vi længere sydpå på nordøen og besøgte Tongario National park. Her gik jeg 20 kilometersturen ”Tongario Alpine Crossing” og på trods af skyer og lidt regn var det en storslået oplevelse. Mette havde Elvira med i en lokal legestue og det var også sjovt for begge. Herefter kørte vi en lang tur helt ned til Wellington. Jeg hoppede i havet på vejen og blev frisket op og det var skønt. Vi var begge glade for Wellington, der er en charmerende lille hovedstad og vi fik god mad, en guidet tur i parlamentet og besøgte fuglereservatet Zealandia, der er en hel dal hvor man gør sit bedste for at genskabe de betingelser især fuglene havde før den hvide indvandring til landet med alt hvad dertil hørte – også ift. import af fugleædende dyr (katte, gnavere etc.). Jeg fik arbejdet lidt med mine oversættelser i hotellets restaurant efter lukketid og kunne sende en nyredigeret version hjem til Lars den 22. Den 23. december fløj vi til Dunedin som ligger ret sydligt på Sydøen. Vi beundrede alle de store Ringenes Herre-skulpturer i lufthavnen – Elvira var især glad for Smaug, der åbnede og lukkede øjnene. Vi boede hos Inga og Peder – Peder er Mettes fars fætter – i i alt ti dage. Det var dejligt at blive forkælede med hjemmelavet mad og vi var også med til en hyggelig jul med deres tre børn og deres familier, ligesom jeg var på fjorden og Stillehavet og fiske i Peders båd. I perioden var jeg et smut inde i landet med to overnatninger i Queenstown i forbindelse med at jeg gik ”Routeburn Track”, der er en såkaldt Great Walk. Jeg havde også to overnatninger i hytter på turen og det var en af de større oplevelser for mig at være langt ude i den fantastiske New Zealandske natur på egen hånd. Som sædvanligt når jeg vandrer alene mødte jeg også en masse spændende mennesker derude – blandt andet et tysk par der trecket med deres 1½ år gamle dreng på ryggen. Jeg returnerede til Inga, Peder og Elvira og Mette i Dunedin den 29. hvor vi fejrede Elviras fødselsdag med kage og gaver. Herefter var vi også i friluftsbad bogstavelig talt på Stillehavets kyst. Da det var lukket nytårsdag hoppede jeg i de vilde bølger sammen med enkelte lokale. Mens jeg tumlede mig brilleløs i bølgen, nåede en stor en af slagsen helt op og var ved at skylle vores tasker til havs. Godt at Mette reagerede hurtigt. Den 2. januar tog vi videre nordvest på til Te Anau. Her boede vi klods op ad den store sø, hvor vi begge svømmede. Et højdepunkt her var dels Elviras headbanging til en akustisk – lidt Joan Baez lydende – gademusikant, men især vores fælles vandretur på en del af det storslåede ”Kepler Track”, hvor vi efter to timers gang nåede frem til en skøn afsidesliggende søbred med den skønneste udsigt. Næste stop var Wanaka, nord for Queenstown. På vejen kørte vi til Milford Sound – en fjord lidt efter norsk forbillede – der er en af New Zealands mest besøgte turistattraktioner. Desværre stod regnen ned, så udsigten blev begrænset. Til gengæld var der fantastisk meget gang i det mere end tusind vandfald fra fjeldet ned i fjorden. Vi havde en skøn tid i Wanaka, hvor vi boede på det skønne Altamont Lodge. Værterne Roy (og jeg har glemt konens navn) var enormt hyggelige og alt var tip-top. Byen lå ved en dejlig badesø og jeg tog mig også tid til et par timers sejlads i kajak. Ligeledes gik vi på skift i den meget hyggelige biograf ”Paradiso” og så ”Hobitten” (jeg sneg mig også ind og så Mike Leighs ”Mr. Turner”, som jeg også var glad for. Vi nød de gode restauranter og kaffen og Elvira fik gynget på to forskellige legepladser og var også med en tur i vandet. De sidste dage har vi boet i Fox Glacier Township meget tæt på den store Fox Glacier. I forgårs gik vi rundt om den spejlblanke lake Matheson og spiste fint derude. I går gik vi op og så gletscheren - en imponerende ismasse som kommer ned fra fjeldet og ender i en stor flodseng, hvor nedfaldne isklumper ligger i første sektion af floden. Vi havde en hyggelig snak med et par tyske piger, Anna og Julia, ved udsigtspunktet og Elvira var især glad for Anna, der lavede sjov med hende. I det hele taget får Elvira masser af positiv respons og det er jo herligt. I dag har vi været en kort tur ved vestkysten og vandret ved det Tasmanske hav, men regnen jog os hjem i vores lækre lejlighed, hvor vi i klart vejr kan se Mount Cook og det er ikke så slemt. I det hele taget er det fantastisk og fantastisk privilegeret at vi kan realisere denne rejse. Der er nu en uge til vi vender næsen hjemad og det bliver også rart.