11.01.2015 Opsummering

Her følger i kort form vores rejseoplevelser til og med dags dato. Efter nogle dejlige dage i Roturura kørte vi længere sydpå på nordøen og besøgte Tongario National park. Her gik jeg 20 kilometersturen ”Tongario Alpine Crossing” og på trods af skyer og lidt regn var det en storslået oplevelse. Mette havde Elvira med i en lokal legestue og det var også sjovt for begge. Herefter kørte vi en lang tur helt ned til Wellington. Jeg hoppede i havet på vejen og blev frisket op og det var skønt. Vi var begge glade for Wellington, der er en charmerende lille hovedstad og vi fik god mad, en guidet tur i parlamentet og besøgte fuglereservatet Zealandia, der er en hel dal hvor man gør sit bedste for at genskabe de betingelser især fuglene havde før den hvide indvandring til landet med alt hvad dertil hørte – også ift. import af fugleædende dyr (katte, gnavere etc.). Jeg fik arbejdet lidt med mine oversættelser i hotellets restaurant efter lukketid og kunne sende en nyredigeret version hjem til Lars den 22. Den 23. december fløj vi til Dunedin som ligger ret sydligt på Sydøen. Vi beundrede alle de store Ringenes Herre-skulpturer i lufthavnen – Elvira var især glad for Smaug, der åbnede og lukkede øjnene. Vi boede hos Inga og Peder – Peder er Mettes fars fætter – i i alt ti dage. Det var dejligt at blive forkælede med hjemmelavet mad og vi var også med til en hyggelig jul med deres tre børn og deres familier, ligesom jeg var på fjorden og Stillehavet og fiske i Peders båd. I perioden var jeg et smut inde i landet med to overnatninger i Queenstown i forbindelse med at jeg gik ”Routeburn Track”, der er en såkaldt Great Walk. Jeg havde også to overnatninger i hytter på turen og det var en af de større oplevelser for mig at være langt ude i den fantastiske New Zealandske natur på egen hånd. Som sædvanligt når jeg vandrer alene mødte jeg også en masse spændende mennesker derude – blandt andet et tysk par der trecket med deres 1½ år gamle dreng på ryggen. Jeg returnerede til Inga, Peder og Elvira og Mette i Dunedin den 29. hvor vi fejrede Elviras fødselsdag med kage og gaver. Herefter var vi også i friluftsbad bogstavelig talt på Stillehavets kyst. Da det var lukket nytårsdag hoppede jeg i de vilde bølger sammen med enkelte lokale. Mens jeg tumlede mig brilleløs i bølgen, nåede en stor en af slagsen helt op og var ved at skylle vores tasker til havs. Godt at Mette reagerede hurtigt. Den 2. januar tog vi videre nordvest på til Te Anau. Her boede vi klods op ad den store sø, hvor vi begge svømmede. Et højdepunkt her var dels Elviras headbanging til en akustisk – lidt Joan Baez lydende – gademusikant, men især vores fælles vandretur på en del af det storslåede ”Kepler Track”, hvor vi efter to timers gang nåede frem til en skøn afsidesliggende søbred med den skønneste udsigt. Næste stop var Wanaka, nord for Queenstown. På vejen kørte vi til Milford Sound – en fjord lidt efter norsk forbillede – der er en af New Zealands mest besøgte turistattraktioner. Desværre stod regnen ned, så udsigten blev begrænset. Til gengæld var der fantastisk meget gang i det mere end tusind vandfald fra fjeldet ned i fjorden. Vi havde en skøn tid i Wanaka, hvor vi boede på det skønne Altamont Lodge. Værterne Roy (og jeg har glemt konens navn) var enormt hyggelige og alt var tip-top. Byen lå ved en dejlig badesø og jeg tog mig også tid til et par timers sejlads i kajak. Ligeledes gik vi på skift i den meget hyggelige biograf ”Paradiso” og så ”Hobitten” (jeg sneg mig også ind og så Mike Leighs ”Mr. Turner”, som jeg også var glad for. Vi nød de gode restauranter og kaffen og Elvira fik gynget på to forskellige legepladser og var også med en tur i vandet. De sidste dage har vi boet i Fox Glacier Township meget tæt på den store Fox Glacier. I forgårs gik vi rundt om den spejlblanke lake Matheson og spiste fint derude. I går gik vi op og så gletscheren - en imponerende ismasse som kommer ned fra fjeldet og ender i en stor flodseng, hvor nedfaldne isklumper ligger i første sektion af floden. Vi havde en hyggelig snak med et par tyske piger, Anna og Julia, ved udsigtspunktet og Elvira var især glad for Anna, der lavede sjov med hende. I det hele taget får Elvira masser af positiv respons og det er jo herligt. I dag har vi været en kort tur ved vestkysten og vandret ved det Tasmanske hav, men regnen jog os hjem i vores lækre lejlighed, hvor vi i klart vejr kan se Mount Cook og det er ikke så slemt. I det hele taget er det fantastisk og fantastisk privilegeret at vi kan realisere denne rejse. Der er nu en uge til vi vender næsen hjemad og det bliver også rart.