24-27. oktober 2008

De sidste dage har været fantastiske! New York er et stort stykke virkelig uvirkelighed eller måske nærmere omvendt.
Den 24. vågnede jeg igen temmelig tidligt. Det var visheden om alt det, der lå derude og ventede. Efter morgenmad, som var rigelig ved 7-tiden, da den serveres efter et først til mølle princip mellem 7 og 9 – man skal lede længe efter noget mere diskriminerende overfor os b-mennesker – tog jeg en subway til Battery Park og herfra tog jeg min tørn i en enorm kø til færgen til Liberty og Ellis Island. Begge steder er ret præsente i min amerikaniserede historiske bevidsthed, men det var igen nærmest uvirkeligt at se frihedsgudinden på nært hold med egne øjne. Ligeledes mht. immigrationsfaciliteterne på Ellis Island. Den enorme turistmenneskemængde gjorde dog sit for at holde oplevelserne nede på jorden. Det er begrænset, hvor henrevet jeg kan blive i selskab med hoben af skrigende børn, mænd og kvinder, der hjemsøger de store sights. Sådan er det og det er vel også en del af oplevelsen, men det minder mig lidt om rædselsscenariet i det Sixtinske kapel, hvor de ansatte må tysse aggressivt hvert femte minut for at dæmpe den evigt stigende bølge af smalltalk fra alverdens respektløse turister.
Efter sejlturen tog jeg ind i det virkelige turistmekka på Times Square og efter at have ”nydt” kaoset i en times tid – den kunstige belysning, skiltene etc. giver indtryk af dagslys døgnet rundt – gik jeg i biografen og så ’Synecdoche, New York’, der er Charlie Kaufman’s (forfatter til ’Being John Malchowich’, ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ etc.) debut som instruktør. Philip Seymor Hoffman har den altdominerende hovedrolle i filmen om den depressive og hypokondriske teaterinstruktør, der, efter at være blevet forladt af sin kone, forsøger at sætte sig selv mere på spil i sin kunst ved at lade den handle om sig selv. Sounds familiar? Som et plaster på det eksistentialistiske sår, eller bare fordi det var lækkert at være i biffen oven på byens knockoutforsøg, så jeg den ligeledes premiereaktuelle ’Saw V’ og nej ’I didn’t believe how it ended’. En udmærket afrunding på en ekstrem serie, der dog toppede med den første film.
Den 25. sov jeg længe og læste ’The Plot Against America’, som jeg købte dagen før. Roth styrer og jeg var super smadret efter indtrykkene. Jeg er ikke vant til alle de mennesker eller at gå og stå så meget, men jeg tror også, at det her med at være midt i den virkelighed jeg har fået serveret medieret hele mit liv, har en del af æren for overloadet.
Senere på eftermiddagen tog jeg bussen til FN-bygningen. Selve busturen ned langs Central Park og tværs gennem Manhattan til West Side var en oplevelse i sig selv. På grund af weekenden kunne jeg kun få adgang til udstillingsområdet i sidebygningen, især Dag Hammerskjolds meditationsrum var værd at kigge på. Udenfor stod himmel og jord med ét i ét. Det stormede og regnede og jeg fik noget vidoe af elementerne og højhusene.
Om aftenen hang jeg ud på hostellet og mødte Aslan, der er tyrkisk-tysk og en sjov fyr, der taler meget, men virker 100 % flink og rar og et par nordmænd, som jeg bor sammen med.
Dagen efter, da jeg var stået træt op og fundet en tom morgenbuffet, delte Aslan sin mad med mig og der var stadig kaffe på kanden! Vejret var igen blevet godt og jeg besluttede mig for at tage subwayen til Coney Island, der står over for en omfattende og Disney-agtig renovation. Stedet var lidt mindre end jeg havde forestillet mig, men solen skinnede og det var fantastisk at gå ud af den store bro eller ’pier’ hvor amerikanere af alle slags stod og fiskede. Der var også den lidt forlorne patina jeg havde håbet på og en ro nede ved vandet, der overgik Central Park. Togturen ud gennem Brooklyn, hvor toget kommer op fra undergrunden var også en oplevelse.
Senere så jeg lidt af Brooklyn – og tog gåturen over broen tilbage til Manhattan, hvor jeg ”så” Ground Zero, dvs. den afdækkede byggeplads – der er vist et mindemonument, men det var blevet sent og jeg sluttede dagen på Cake Shop på Lower East Side, hvor 9 bands gav koncert for at samle ind til en ny lever til en ex-bassist i et bandsnene. Et efterfølgelsesværdigt formål, Simon!
Bush Tetras, tror jeg hovedattraktionen hed, men der var mange spændende og New Yorker-hippe bands på den lille scene. Selve spilletstedet, der lå i kælderen under Cake Shop, mindede temmelig meget om hedengangne Viva / Revolution, bortset fra at man gik ned i stedet for op og at gennemsnitsalderen endnu en gang tillod mig at være i den yngre del af gennemsnittet. Jeg talte med forskellige mennesker og drak den fortrinlige ’Brooklyn Lager’ og kendisspottede Jim Jarmusch, der ligesom fik arrangementet op i en højere klasse for mig. Et par japanere var i byen for at promovere deres instrumentale punk-band. Instrumental 3-akkords smadr!?! Gotta hear that! Jeg fik en myspace-adresse som jeg poster, når jeg finder den.
Generelt er det nemt og godt at tale med New Yorkerne – her til morgen mødte jeg en sort kvinde (jeg har glemt navnet, jeg glemmer altid navnene), der skulle ud og se til sin gamle mor, der forhåbentlig overlever den kemo-kur, hun er i gang med. Kvinden mistede sin 15-årige søn for ét år siden til leukæmi. I går aftes viste en ældre herre fra Jersey mig i den rigtige subway-retning. Han havde mistet sin kone for ganske nylig og fortalte, at hun og han havde ’ignoreret’ deres problemer og derfor havde været i stand til at forblive gift gennem 40 år.
Dog er der også megen overfladiskhed, man ser hele tiden folk med skærme – mobiler, pda’er, PSP’er etc. og det bipper, snurrer og smalltalker overalt, det meste af tiden. Jeg synes også det er lidt svært at spise sundt – jeg gider ikke gå på restaurant alene – måske tager jeg en middag med nordmændene eller Aslan i dag eller i morgen. Men hold kæft hvor er her fedt! Jeg vil slutte med Morrisey, som jeg har har i hørebøfferne nu:

’If your god bestows protection upon you
And if the USA doesn't bomb you
I believe I will see you somewhere safe
Looking to the camera, messing around
and pulling faces.’

Ps.
Jeg har vist haft en ‘Trojan’ på computeren og kameraet er dødt, men jeg håber at få købt et nyt i dag og har forhåbentlig løst problemet med trojaneren, så forhåbentlig er der noget på vej. Ved dog så ikke, om et nyt kamera kan læse det gamle memorycard, der i hvert fald ikke passer i computerens kortlæser…