Iguazu

(foto af Merete Høegh Jeppesen) Jeg sidder i Rio de Janiero, klokken er lidt over 1 om natten. Jeg er netop gået indenfor, for regnen tog til og gjorde det umuligt at blive ude, selvom varmen ellers er til det. I går afsluttede jeg en hård 24 timers bustur, som jeg håber er den sidste af sin slags på rejsen og har brugt dagen i dag til at restituere og i øvrigt opholdt mig i området omkring hostellet ved Leblon (stranden lidt længere fra centrum end Ipanema

Forinden så jeg Iguazu-vandfaldene, der er noget af det mest imponerende jeg nogensinde har set. På grænsen mellem Argentina, Brasilien og Paraguay ligger verdens største vandfald og bare området i sig selv er eventyrligt på trods af alle turisterne. Det er muligt at gå hele vejen hen til ”Djævlens hals”, som den største samling af vandfald kaldes. I alt udgøres Iguazu af over 200 mindre vandfald, men her falder vandet mest og længst. Vejen derud gik gennem regnskov – man kan også hoppe på et ”Økologisk” tog i Tivoli-format, men jeg valgte altså at gå og blev blandt andet belønnet med en dans af sommerfugle i forskellige farver og størrelser – jeg fik dem på video, da jeg stadig ikke har noget kamera. På vejen ud over det anseelige bro-system, der krydser den enormt brede flod på vej ud mod djævlens hals, så jeg også diverse dyr – blandt andet en Cayman, en sydamerikansk alligator, der ubevægeligt ventede på bytte, kolibrier og andre jungle-fugle i fantastiske farver.
Selve vandfaldene er nærmest ubeskrivelige – så meget vand, der bare fosser omkring 80 meter ned til flodens fortsættelse. Her dannes en gigantisk sky af vanddråber, der, når vinden vender, bader de besøgende og deres kameraer i noget der minder om regn, men falder blidere som en tåge. På vej ned ændrer det faldende vand form flere gange fra rindende flod, til faldende stråler, til hvidt skum og så mange farvenuancer fra blåsort til blåt til grønt i flere variationer og til slut et hvidt kaos.
Jeg opholdt mig på den yderste platform i henved en time, før jeg var gennemblødt. Jeg fik ikke nok – hvis jeg havde kunnet sidde i tørvejr ville jeg være blevet til parken lukkede – men det begyndte også at regne og jeg blev bekymret for videokameraets skæbne og begav mig hjemad mod hostellet.

Det var et af de bedste hostels jeg har været på, der var en pool og det var lækkert at slappe af i lidt mere luksuriøse omgivelser end jeg ellers har været vant til.
Aftenen inden min tur til vandfaldene var der grillfest og jeg mødte tyske Claudia. Et navn jeg var i stand til at huske, fordi det også er navnet på den kvindelige hovedperson i ”Magnolia”. Hun var stewardesse for Lüfthansa og bor i München og har et deltidsjob, hvilket betyder, at hun har fri tre måneder om året, nærmere bestemt november, januar og februar, hvor hun rejser til de varme lande med rabat fra sit flyselskab. Se det var en livsstil man kunne blive afhængig af.
Nu er jeg så i Rio og håber at vejrguderne forbarmer sig lidt mere i morgen, så der bliver mulighed for lidt sightseeing. Egentlig havde jeg besluttet mig for at blive her indtil hjemturen den 30. men måske tager jeg en lille tur ud til en af de nærliggende øer, hvor der skulle være bedre strande, mere ro og måske endda sol.