13 12 20214 - Afgang fra Waiheke, Auckland og Roturura

Jakob skriver Så må vi vist konstatere at vi ikke får skrevet helt så meget blog som vi gerne ville. De, som følger med på Facebook får lidt billeder, men vi forsøger alligevel også at samle lidt op her. Efter et par yderligere gode dage på Waiheke med vandre-, kajak- og soppetur (Elviras første) tog vi til Auckland og havde et par fine dage. Højdepunktet var kunstmuseet – hvor vi blandt andet så fine maori-portrætter - men vi havde også en uventet romantisk middag på det lækre mellemøst-spisested ’Ima’, hvor der var alt optaget inden døre. Da den flinke tjener forstod at vi var både friske og sultne, riggede han straks et bord til under markisen og satte en varmelampe op. Så nød vi ellers det gode selskab, den fine mad og en Auklandbyge på tætteste hold, mens larmen inde fra restauranten dannede et dæmpet bagtæppe. Skønt! Den 12. blev vi hentet på vores ok, men ydmyge hostel, af biludlejningsfirmaet og efter at have genforstået automatgears- og ikke mindst venstrekørsel, gik det ret nemt med at komme de små 250 km sydpå til Roturura. Her bor vi i udkanten af byen på et udmærket motel med 3 km til en større skov med importerede træer, blandt andet de gigantiske red-wood-graner, hvor der er mange fine vandreruter. Vi har gået en fin lille én og kombineret det med frokost i det grønne. Mette har fået et førstehåndsindtryk af de varme kilder ved en tur i ’Polynesian Spa’ og i morgen skal undertegnede rafte. Mandag skal jeg på tur i trætoppene http://canopytours.co.nz/ og det glæder jeg mig også til. Det er rigtig fint at rejse med Elvira. Når vi bare husker at tingene også skal foregå på hendes præmisser har vi alle sammen en rigtig god tid. En stemningsrapport fra tidligere – tilbage på Waiheke Island: 07-12-14 Første strandsoppetur og havkajak Fra morgenstunden tog jeg en halvdagstur i havkajak med instruktør. Jeg blev først lidt skuffet da jeg erfarede at vi skulle i to-mandskajak, men reelt betød det at vi kunne lave forskellige tricks og ride på bølger gennem smalle klippepassager og sejle over meget lave stykker på grund min unge instruktørs store kajakerfaring. Vi sejlede også ind i en hule og fandt en strand der kun havde adgang fra havet. Det var en stor oplevelse at være så tæt på havet i længere tid –på én gang afslappende og intens. Jeg har for længst erkendt at vandet er mit element. Mødet med instruktøren, som jeg desværre har glemt navnet på, var også særdeles inspirerende. En fin 21-årig fyr, der lever af at være kajakinstruktør. Han bor i et telt hele sommerperioden, så han bruger ingen penge. Om vinteren holder han fri og sejler kajak. Elvira har haft sin første soppetur ved stranden og det var en stor oplevelse for hende.

06-12-14 Marked a go go

Dagens skribent: Mette Jeg vågnede i morges kl 05.30 ved at det begyndte at regne. Lidt efter startede et kor af fuglekvidren. Helt fantastisk måde at vågne på. Ved siden af mig lå Jakob og Elvira og boblede. De vågnede en halv time senere, og efter at have ligget og slumret lidt stod vi op. Jeg for at lave havregrød med frugt til hele familien og Jakob for at foretage baby-morgen-soignering. Efter at have spist og fået et bad, smurte jeg Elviras madpakke, imens Jakob puttede Elvira i klapvognen og fandt rutevejedning til Ostend, hvor vi skulle på det lokale marked de har der om lørdagen. Kl 9 drog vi afsted med Elvira sovende i klapvognen. Luften var frisk efter at det havde regnet. Jeg elsker den duft, og blandet med den var der alverdens blomsterdufte, bl.a. liljer og roser og så krydret med den smukkeste udsigt af frodighed, bakkede veje og indimellem havet. Vi gik i en halv time, indtil vi kom til den lille by Ostend. Markedet var godt i gang og Elvira vågnede da vi ankom. Her var en blanding af lokalt økologisk frugt og grønt, lækkert hjemmebag, håndarbejde og 2. hand stande. Lige noget for mig! Jeg snusede lidt rundt imens de to dejligste lavede en base og derfra kiggede på alle mulige slags mennesker der gik forbi, Elvira smagte farens juice og de to så på en fuld (mindst) mand, der spillede guitar og sang. Efter min runde fandt jeg basen og gav Elvira sin madpakke imens Jakob hentede mad, lækker argentinsk roasted lam med salat og dip. Herefter en øko daddelkage til dessert og en latte til at gå videre på. Vi måtte også forbi et supermarked for at få handlet, selvom det var et h…… at finde rundt med en træt Elvira. Men vi kom gennem det og vendte næsen hjemad. Middagssolen havde godt fat og vi udstyrede os med solhatte og vand. Jakob slæbte varerne i rygsæk og skubbede samtidig klapvognen op og ned ad bakker. Sådan! Hjem og have et bad, lækre nyindkøbte blåbær, jordbær og mango. Elvira skulle sove og jeg tog mig også lige e middagslur. Vi lavede trick´et ligesom i går og sov 4 timer indtil Jakob vækkede os. Er vist ikke helt ovre jetlag endnu. Det var godt at komme op og få et glas juice og en bid brød. Superfar tog datteren med på legeplads og mama kokkererede. De kom glade hjem igen og havde gynget og gået tur ved stranden. Vi spiste og Elvira blev puttet, hun faldt i søvn med det samme, efter endnu en dag med masser af nye oplevelser. Hun klarer det flot. Der er spændende nye legesager her og en 4 trins trappe, som hun øver sig i at kravle op ad. Takker for endnu en dejlig dag med min skønne familie!

Jetlag på Waiheke Island

Det er fredag aften og vi har således været i New Zealand i godt halvandet døgn. Vi er nøjagtig 12 timer foran dansk tid, og det tager lidt tid at vænne sig til. I dag har vi fx sovet 7 timer fra midt på dagen. Vi nåede lige nøjagtig at komme ned og få aftensmad på den lokale burgerrestaurant der også forbarmede sig over mig da jeg kom efter lukketid i går og bestilte fish and chips og forklarede at vi havde rejst i små 35 timer for at nå frem. Turen herned forløb udmærket – lidt ekstra security stress i Heathrow pga. ufunktionel babymadsscanner, lidt nærgående kundeinformationsmedarbejdere der ville dikke-dikke en træt Elvira i Dubai og en stof- & madhund, der var i lag med Elviras taske i Sydney. Ellers ikke de vilde problemer, men det er ret massivt at være så længe i luften med et spædbarn. Elvira har dog klaret det rigtig godt og charmet stort set alle hun kom i kontakt med. Hun har sovet dels i sin krybbe og dels på Mette eller mig og vi har leget, sunget og hoppet hele vejen. Det gik faktisk lettere end forventet. Waiheke Island ligger 35 minutters sejllads ud for Auckland og det er en skøn lille oase. Vi er lige i begyndelsen af sommersæsonen, så her er ikke specielt overrendt endnu. Vi bor i en lille ferielejlighed tæt ved den lille hyggelige strand Palm Beach, hvor jeg tog min første kølige dukkert i formiddags. Det er et toetagers hus, og ejerne – en familie på fire – bor umiddelbart oven på os, men det er snarere hyggeligt end irriterende. Vi har bevidst ikke de store ambitioner her på øen hvor vi skal være seks dage andet end at komme til os selv oven på rejsen, gå nogle ture og forhåbentlig finde noget lidt sundere mad i morgen. Søndag skal jeg på en halvdags tur i havkajak. Waiheke er et skønt sted. Her er meget frodigt vores egen lille strand er upåklagelig. Folk er åbne på den coole måde, og det er intet mindre end pragtfuldt at være på farten igen.

Cambridge 15-29. of October 2011

I arrived late Saturday afternoon after a relatively peaceful trip from Aarhus. I was a bit stressed out to begin with since I almost did not catch the bus to the airport. I spent the last half an hour packing before running out the door so I forget essentials such as my nail clipper. The rest of the trip was uneventful apart from a very rough landing. The plane hit the ground so hard that the even the tough slightly masculine, Ukrainian Ryan Air-stewardesses looked frightened. It bounced like a ball on the strip before staying on the ground without crashing. A tape with a fanfare was played only seconds after this drama to mark the fact that Ryan Air landed on time once again. Distrust distractions!
I was welcomed to my home for the next two weeks by the daughter of my host(ess). I am a little embarrassed that I cannot remember the name of the daughter, but my hostess’ name is Jenefer. She is a nice lady. A bit motherly and her typical British home with three stories is kept clean and tidy. Her son lives here as well and her daughter has her own small house in the backyard. There is another student here, Jose from Spain - a friendly kid in his very early twenties.
After unpacking I went for a short run across the river and into town. We are a few kilometres from the centre and I got a little high on anglophilia running down St. John’s & Trinity Street watching the ancient colleges.
Sunday was bright, bright, sunshiny day so I decided to walk to Grantchester which is a small hamlet 6-7 kilometres south of Cambridge. Rupert Brooke immortalized the place when he was feeling homesick in Berlin in 1912:
“(...) Say, is there Beauty yet to find?
And Certainty? And Quiet kind?
Deep meadows yet, for to forget
The lies, and truths, and pain? ... oh! Yet
Stands the Church clock at ten to three?
And is there honey still for tea?”
From “The Old Vicarage, Grantchester”, Rupert Brooke 1912
Time does seem to stand still in Grantchester where I had my afternoon tea with lemon-meringue pie under the fruit bearing apple trees in the “The Orchard”. Here a very interesting group of people consisting of Brooke, Virginia Wolfe, Ludwig Wittgenstein, Maynard Keynes, just to name a few, also had their tea. Now it was only me and a about fifteen English families, but I still managed to find both beauty and rest.
The walk over the meadow was also fantastic – a bit like the part of Dyrehaven north of Copenhagen that has no trees. You are able to walk alongside the River Cam- which also goes through (just east of the centre) of Cambridge - most of the way.
When I returned to Cambridge it was just in time to catch Morgan Spurlock’s new documentary ‘The Greatest Movie Ever Sold’ about product placement and artistic sell-outs in Hollywood. Like ‘SSM’ Spurlock uses himself and his own “brand” in trying to uncover the practice of handing over control of your art before it is even finished. The subtitle is “He’s not selling out, he’s buying in” and I believe that to be true. It is a very entertaining and informative film that I can recommend to everybody.
In the nighttime I am generally missing Mette. I grade papers, watch BBC and read.
Monday was my first day at Central Language School, which is placed – as the name would imply – very centrally in the old part of Cambridge. The first day consisted of two tests – a listening test and a “grammar”-test. I think I passed them both with flying honours. I had the chance to speak a lot of English, however, and apart from what I can do myself talking with native speakers is the best thing about being here. I stayed after school for a discussion and since it is a Christian school the object was about forgiveness. We read the passage in which Jesus heals a paralyzed man to prove a point about him having the power to forgive sins. After this we had a brief, guided tour around central Cambridge.
Tuesday was my first real day of school. It is very thought provoking to be the top student and my patience as well as my didactic skills are tested. The written material, however, proves a challenge without a dictionary, so that is good. I only have two weeks to really prepare for the CPE-exam in December and since I do not know this type of exam I have got all the challenge I need.
After class we went to the Fitzwilliam Museum, the largest museum in town, and saw a special exhibition about Vermeer and his women. Actually an interesting showing with a lot of Flemish masters illuminating the symbolism of home as a motif i.e. the place in which you removed yourself from the public eye. As a consequence the painters showed women in everyday, but still very private situations. I looked in vain for the 1600-versoin of Scarlet (with the pearl earring).

California

 

Vi er nået til San Francisco efter nogle gode dages køretur op langs Californiens kyst fra Los Angeles. På vejen har vi set Solvang, Santa Barbara og Santa Cruz, hvor Mette købte solbriller. Vi har haft masser af sol og varme, men her i San Francisco er det noget køligere.

Vi er allerede mange gode oplevelser rigere og sover hver nat næsten så snart vi har lagt os på grund af indtrykkenes mængde og intensitet. L.A. var temmelig hektisk, men alt var også nyt dengang. Nu har vi fået styr på bil og rejseplan og i dag har vi gået en lang tur i hippiekvarteret Haight-Ashbury og homokvarteret Castro - begge levende og brogede, samt den store Golden Gate Park, med blandt andet den japanske the-have.

Vi tager to dage mere i San Francisco og skal blandt andet se Golden Gate broen og det lokale MOMA (Museum of Modern Art).

Dejlig tur og allerbedst endelig at se verden sammen med den skønneste kæreste.

Sidste nat i Brisbane

Har nydt et par rolige dage med læsning, lidt byvandring (meget begrænset), lille pool, rimelig god mad og selvvalgt begrænsen mig til udveksling af almindeligheder med hostellets andre gæster og ansatte. Nu vil jeg gerne bare hjem.

Det har været en fantastisk tur fuld af oplevelser og eventyr og jeg glæder mig til at komme hjem og dele dem og deres fantastiske effekt med alle mine kære. Og så bliver det fedt at ankomme til den veritable permafrost, der åbenbart har knuget Danmark i et jerngreb mere eller mindre siden min afrejse.

Tak for turen!

Kærlige hilsner fra

Jakob

Rottnest Island

Som rosinen i pølseenden af min lange rejse, er jeg taget på tre dages ø-lejr. Rottnest er en lille ø – 20-30 kilometer i omkreds – en halv times sejllads fra Fremantle og opkaldt efter den lokale gnaver, Quakka'en, som hollænderne, der opdagede øen, fejlagtigt troede var rotter. Her kommer Perths befolkning for at slappe af i et næsten bilfrit miljø. Det er ikke tilladt at have egen bil med og de eneste biler her er servicekøretøjer og shuttlebusser. Strandene er fantastiske og jeg har lejet en cykel og brugt de sidste dage på at undersøge de forskellige snorkelsteder (jeg har lånt grej af Karsten), læst (Ferrara's formidable 'Reflective Authenticity'), kørt øen rundt og hygget med de andre logerende her på øens eneste hostel.

Rottnest er et tykt og godt alternativ til en længere rejse sydpå. Jeg er efterhånden ved at være mæt og jeg gider ikke spilde den sidste tid på transport og logistik, men sådan en uforpligtende solferie falder jo altid på et tørt sted. Og også fint at give Shelley og Karsten en pause. Solen skinner, havbrisen blæser lunt og ja, det er sgu ved at blive en rejse, jeg ikke vil hjem fra. Heldigvis stråler stærkere stjerner i kolde Danmarks mørke hjerte.