Grumpy old man

Det er nu et par dage siden jeg ankom til Rainbow Beach og indlogerede mig for en uge på et af de tre mulige hostels i byen. Her er fest hver aften, men jeg er flyttet til et værelse på anden sal, hvor det lettere at undgå larmen – eksempelvis af gårsdagens kareoke hvor eksalterede og falske stemmer forsøger at hamle op med hits som 'Summer of ´69' og ''Cause I was high'. Fra tidligere at have været deltager – måske ikke i selve kareokeen, men i hvert fald festen og drikkeriet, er det på én gang befriende og lidt vemodigt at afskrive dette. Jeg gider simpelthen ikke feste med overgearede mennesker, der - udover at de alle er velhavende og rejsende - blot har promillen, ungdommen og den dårlige smag tilfælles. Slet ikke når jeg ikke drikker. Dette medfører flere ting: ingen tømmermænd og dermed også en masse ekstra tid, men det bliver også en udfordring at komme i dybere kontakt med mennesker, der, ligesom jeg selv tidligere praktiserede det, mestendels har deres inderlige øjeblikke under the influence. Det går nu udmærket og gevinsterne er så klart i overtal. Så man kan sagtens tale om dannelsesrejse, selvom jeg opholder mig i 'The Sunshine State' og selvom jeg måske lyder hellig, kan jeg forsikre om, at det ikke er tilfældet.

Det er lidt underligt at befinde sig i udkanten af en backpacker-turisme, som jeg selv er en del af, og betragte hvor forbrugsagtigt det egentlig er. Aktiviteterne hernede er (dyre) produkter man køber – skydiving, paragliding, surfing, osv., og budgetterne kan hurtigt sprænges – mest fordi der er så mange fede ting at foretage sig. Jeg har selv investeret i en selv-guidet tur til Fraser Island den 9. december og tre dage frem, hvor vi selv mosler rundt med en firehjulstrækker på den fredede ø – noget jeg ser meget frem til - men i aften vil jeg løbe en lang tur langs stranden ved solnedgangstid – både for at spare lidt monetos, men også for at skåne min hud for solen. Jeg sidder i skyggen på værelsets veranda og skriver dette og nyder eftermiddagens ro.

Sagnet om hvordan Rainbow Beach, fik sit mangefarvede sand, går tilbage til den aboriginale drømmetid. Yiningie – et guddommeligt væsen med udseende som en regnbue – ofrede sig for at redde en kvinde fra nabostammens dæmoniske alfa-kriger og styrtede ned og blev fanget i strandens sand. Nutidens Rainbow Beach er - udover de mangefarvede sandklitter - et lille stykke strandvej med omkring tusind indbyggere. Et sted man opholder sig i kort tid, på vej til eller fra Fraser Island – og mit lange ophold her er på den måde i sig selv lidt atypisk i backpacker-sammenhæng. Det er udmærket for mig at bruge lidt tid på at fatte, hvor langt væk hjemmefra jeg er og hvor stort og relativt utilgængeligt Australien er, ligesom jeg også bruger en del tid på at overveje, hvor jeg skal hen efter Fraser Island. Både Great Barrier Reef længere mod nord, en nationalpark noget inde i landet og Sydney sydpå lokker og der skal foretages nogle valg og laves noget logistik.

Og så skypede jeg med Mette i går. På trods af solen, varmen, stranden, friheden og så videre var det så absolut dagens højdepunkt. Det er ikke fordi, jeg skulle om på den anden side af jorden for at regne ud, at jeg elsker hende, men min voksenhjemve efter en uge down under sætter sgu en tyk streg under det faktum, at jeg ikke kan undvære hende i mit liv. Tak!