Saa er det aftenen foer Overland tracket fra Cradle Mountain til Lake St. Clair i morgen tidlig. Vandreturen er 60-70 km og vist Australiens mest beroemte trek, saa det er noget jeg ser frem til.
Jeg har vaeltet rundt hele dagen for at arrangere alt det praktiske, men mangler stadig en regn / vindjakke. Haaber jeg naar at faa den i morgen - det kommer ret sikkert til at regne mens jeg er deroppe og vinden er vist vild. Dog lyder det til, at man har mulighed for at overnatte i hytter, hvis der ikke er optaget.
Det drejer sig nok om 5-6 dage, saa der bliver radiotavshed fra Down Under saa laenge. Tror dog jeg har rimelig styr sagerne - skal selv lave mad paa trangia og har koebt super-billige vandresko som supplement til loebeskoene. Faar dog problemer med at lukke rygsaekken, da den er overfyldt...
lørdag den 26. december 2009
torsdag den 24. december 2009
Van Diemens Land
Jeg staar i Melbourne lufthavn, paa vej til Launceston, Tasmanien. I gaar fejrede jeg hyggelig juleaften med Steffi, soester og soesters kaereste. Vi spiste Vietnamesisk og det var udmaerket, men ikke verdensklasse.
Tidligere paa dagen var vi i Melbourne Zoo og det var en rigtig god oplevelse, med mange syrede dyr - blandt andet naebdyret med flere jeg ikke har set foer. Hyggeligt at haenge ud med tyskerne.
Jeg ved ikke hvad de naeste dage bringer og hvornaar jeg kommer online igen, men jeg har 14 dage paa Tasmanien, inden jeg tager vestpaa til Perth og besoeger Karsten.
God jul og godt nytaar til alle i hvert fald!
Tidligere paa dagen var vi i Melbourne Zoo og det var en rigtig god oplevelse, med mange syrede dyr - blandt andet naebdyret med flere jeg ikke har set foer. Hyggeligt at haenge ud med tyskerne.
Jeg ved ikke hvad de naeste dage bringer og hvornaar jeg kommer online igen, men jeg har 14 dage paa Tasmanien, inden jeg tager vestpaa til Perth og besoeger Karsten.
God jul og godt nytaar til alle i hvert fald!
tirsdag den 22. december 2009
Frohe Weinachten
I går nåede jeg til Melbourne, der virker som den mest ”europæiske” af de australske storbyer jeg har set. Det betyder dog ikke, at den amerikanske inspiration er sat ud af spillet. Her er store boulevarder og skyline, men også mange nørdede boghandler, stort filmmuseeum a la cinemateket bare større og vist en livlig live-musik-scene (dog ikke så vild aktivitet her omkring jul). Jeg bor på hostel i centrum – det er et action packed sted, men værelset er roligt og jeg bor sammen med tre flinke tyskere – das ist doch europäisch! Jeg har aftalt at holde jul med en Stefani, hendes søster + søsters kæreste. 'Jul' kommer til at bestå af en bedre middag og på nær fraværet af familiens skød, er det jo som det plejer. Nu vil jeg forsøge at kommunikere til David if. til Virgin airpass og derefter ud at se på byen. Det ser ud til, at jeg må springe Ayers Rock over i denne omgang, det bliver simpelthen for dyrt og tidskrævende – men så er der også grund til at komme tilbage igen.
20 december – lotusblomst, flagermus, edderkop og himmelskrift
I går havde jeg en dejlig dag med Mia. Vi var i byens store botaniske have, det store kunstmuseum, operahuset og i det hele taget 'on the town'. Det var alletiders at bruge noget alenetid med min værtinde, da jeg har brugt mere tid med George end med hende og vi hyggede og hun fortalte om byen og hvordan hun havde arbejdet med undervisning i en af byens mere konservative skyskrabere, der dengang knejste mod mod himlen i ensom majestæt. Nu er den omgivet af 4-5 postmoderne konstruktioner af ensartet, forvirret, lav skønhedsværdi. Jeg sammenlignede udsigten til skylinen lidt med den, der møder vandreren fra Harlem mod Manhattan gennem Central Park. Første stop, som vi i øvrigt vendte tilbage til, var et større vandspejl med enkelte udsprungne lyserøde lotusblomster. Jeg tror det er første gang jeg har set dem og selvom de ikke var i fuldt flor, var det alligevel specielt.
Den botaniske have er hjemsøgt af en større koloni af store flagermus. Jeg har ikke set dem i den størrelse før – og jeg tror jeg fik gode billeder af dem både i flyvende flugt og hængende som drueklaser i de store træer. Bestanden er ved at komme ud af kontrol, fortale Mia, og de hærger både træer og planter, men det var et specielt syn for turisten. Fra haven var der god udsigt til operahus og havnebro og jeg tog en masse billeder. Vi var også på det store kunstmuseum i nærheden af haven og det var gratis og godt. Mod slutningen af dagen så jeg en flyver, der skrev 'call mum' på himlen – Mia forklarede at det var reklame for et mobilselskab, men jeg fulgte alligevel opfordringen og skypede med både Mette, David, mor, far, Freya, og mormor. Dejligt fix.
Den botaniske have er hjemsøgt af en større koloni af store flagermus. Jeg har ikke set dem i den størrelse før – og jeg tror jeg fik gode billeder af dem både i flyvende flugt og hængende som drueklaser i de store træer. Bestanden er ved at komme ud af kontrol, fortale Mia, og de hærger både træer og planter, men det var et specielt syn for turisten. Fra haven var der god udsigt til operahus og havnebro og jeg tog en masse billeder. Vi var også på det store kunstmuseum i nærheden af haven og det var gratis og godt. Mod slutningen af dagen så jeg en flyver, der skrev 'call mum' på himlen – Mia forklarede at det var reklame for et mobilselskab, men jeg fulgte alligevel opfordringen og skypede med både Mette, David, mor, far, Freya, og mormor. Dejligt fix.
søndag den 20. december 2009
Sjov, mekanik & anerkendelse
Der var alt udsolgt, da jeg endelig nåede frem til billetsalget, så jeg købte billet til en forestilling i dag i eftermiddag i stedet. I går tog jeg tilbage til Manly og så 'Where the Wild Things Are' i stedet. En meget original og anderledes (ungdoms? / børne) film, der falder udenfor normal kategorisering, men det er vist egentlig normen for Spike Jonzes film. Nogle steder er billederne fantastiske og skuespillet fra drengen og dukkerne (?) helt genialt, mens der også er for lange scener uden plotudvikling eller fremdrift, men vildt er det.
I går aftes havde jeg igen en god snak med George, men jeg var temmelig træt. Her til morgen havde jeg lidt alenetid på nettet og det gik op for mig, hvor mange elementer der egentlig er i spil i forhold til den videre rejse. Jeg kan ikke købe virgingblue airpass, fordi jeg allerede befinder mig i landet, så jeg prøver at alliere mig med David via skype, men indtil videre tror jeg, at jeg køber en billig enkeltbillet til Melbourne den 22. – hvorfra der både er færge og flyver til Tasmanien. Færgen er dog dyr og det ser det også ud til at flybilletterne er. Hvis jeg kan få sammensat et program, der inkluderer Ayers Rock og eventuelt Perth og som er til at betale, vil jeg være godt tilfreds.
Efter en time eller to på nettet kom Mia ned med elevatoren og konverserede og gav mig forslag til aktiviteter i og omkring Sydney. Hun taler meget og er vældig sød. At bo her er en lille smule som at være blevet samlet op, når man blaffer, så jeg konverserer med og nyder såvel Mias indsigter, som den ånd de gives i og den bevidsthed, der giver dem. Efter at være forsvundet op igen et kort øjeblik dukkede hun atter op og inviterede mig på frokost og efter at have skrevet mail færdig til Kåre, tog jeg elevatoren op til omelet og resterne af den lammesteg, som jeg gik glip af i går aftes. I øvrigt stiftede jeg under frokosten også bekendtskab med sønnen Chester, der er 18, netop færdig med high school, interesserer sig for kunstig intelligens (et begreb der i følge ham i øvrigt netop er blevet fuldstændig redefineret – uden at vi desværre kom nærmere ind på hvordan og hvorledes) og er på vej direkte videre på universitetet, hvor han skal studere Computer Science eller bare Science.
Det regnede i dag, så efter frokoost lånte jeg en paraply af George, tog færgen ind til centrum, men gik denne gang en lidt alternativ vej ned mod Darling Harbour og den ekstremt store IMAX-biograf.
'Avatar' er fantastisk smuk og på trods af dens uomtvistelige og potente tju-bang-element, er det også en åndelig fortælling, især i kraft af filmens overjordiske, visuelle skønhed. Handlingen er kort fortalt hovedpersonen Jake's (yes it's short for Jakob) kamp for at blive den han er og det er jo altid godt. Dannelsesrejsen går til planeten Pandora (sic), hvor træerne vokser ind i himlen, bjergene svæver som idealistiske lufkasteller og himmelrummet i øvrigt beherskes af dragelignende væsener. Her søger den griske, hvide mand – denne gang i skikkelse af en nærmest nutidig coorporate bastard med en kæmpe, coorporate machine incl. Blackwater-agtige lejesoldater i ryggen – at udvinde det uvurderlige stof unobtanium (dobbelt sic). De indfødte rødhuder er blå og ævler løs om altings forbundethed på Pandora, hvilket Jake stifter nærmere bekendtskab med gennem den avatar han inkarneres i (ved at ”falde i søvn” (i.e. transcendere) i en maskine designet til formålet –) og dermed træder ind (ned / op) i den fremmede verden i samme skikkelse som dens indbyggere. I øvrigt meget velvalgt med en inkarnationshistorie her op til jul. Jeg skal ikke røbe så forfærdelig meget mere, andet end at der naturligvis er inkoorporeret en kærlighedshistorie, yderligere en masse mytologiske (kristne, græske & ”natur-religiøse”) referencer og at den visuelle side som sagt er out of this world. 'Avatar' skal ses i 3D og nye standarder er hermed sat for udnyttelsen af filmmediet. I forhold til det soleklare antikapitalistiske budskab, er det naturligvis lidt ironisk, at filmen er en af historiens dyreste, men ligesom unobtanium og dets spirituelle modstykke handler værdi og skønhed naturligvis i høj grad om øjnene og sjælen, der ser.
Efter filmen hoppede jeg på en lille færge i Darling Harbour, som sejlede rundt til forskellige, mindre kajpladser og jeg fik fantastiske vues af især skyline og Harbour Bridge, som vi også sejlede under. Jeg spiste McDonalds (igen) og reflekterede lidt over det faktum at storbyer ofte får mig til at spise fastfood og i øvrigt søge ly for den hektiske aktivitet i biografens mørke. I New York så jeg også tre-fire film på en uge og nød det. Jeg satser på at nå 'Bright Star' - Jane Campions forpremmiere - i morgen og så lade det være godt med det.
Har netop haft endnu en meget spændende snak med George om 'belonging', at finde sin niche i den flydende modernitet, at være kreativ frem for destruktiv og det punkt, hvor al-viden og ikke-viden bliver ét og det bevidsthedsudvidende ved at rejse. Jeg sluttede med at sige tak for den gode snak og han gav mig hånden og sagde 'Thank you, Jakob'.
I går aftes havde jeg igen en god snak med George, men jeg var temmelig træt. Her til morgen havde jeg lidt alenetid på nettet og det gik op for mig, hvor mange elementer der egentlig er i spil i forhold til den videre rejse. Jeg kan ikke købe virgingblue airpass, fordi jeg allerede befinder mig i landet, så jeg prøver at alliere mig med David via skype, men indtil videre tror jeg, at jeg køber en billig enkeltbillet til Melbourne den 22. – hvorfra der både er færge og flyver til Tasmanien. Færgen er dog dyr og det ser det også ud til at flybilletterne er. Hvis jeg kan få sammensat et program, der inkluderer Ayers Rock og eventuelt Perth og som er til at betale, vil jeg være godt tilfreds.
Efter en time eller to på nettet kom Mia ned med elevatoren og konverserede og gav mig forslag til aktiviteter i og omkring Sydney. Hun taler meget og er vældig sød. At bo her er en lille smule som at være blevet samlet op, når man blaffer, så jeg konverserer med og nyder såvel Mias indsigter, som den ånd de gives i og den bevidsthed, der giver dem. Efter at være forsvundet op igen et kort øjeblik dukkede hun atter op og inviterede mig på frokost og efter at have skrevet mail færdig til Kåre, tog jeg elevatoren op til omelet og resterne af den lammesteg, som jeg gik glip af i går aftes. I øvrigt stiftede jeg under frokosten også bekendtskab med sønnen Chester, der er 18, netop færdig med high school, interesserer sig for kunstig intelligens (et begreb der i følge ham i øvrigt netop er blevet fuldstændig redefineret – uden at vi desværre kom nærmere ind på hvordan og hvorledes) og er på vej direkte videre på universitetet, hvor han skal studere Computer Science eller bare Science.
Det regnede i dag, så efter frokoost lånte jeg en paraply af George, tog færgen ind til centrum, men gik denne gang en lidt alternativ vej ned mod Darling Harbour og den ekstremt store IMAX-biograf.
'Avatar' er fantastisk smuk og på trods af dens uomtvistelige og potente tju-bang-element, er det også en åndelig fortælling, især i kraft af filmens overjordiske, visuelle skønhed. Handlingen er kort fortalt hovedpersonen Jake's (yes it's short for Jakob) kamp for at blive den han er og det er jo altid godt. Dannelsesrejsen går til planeten Pandora (sic), hvor træerne vokser ind i himlen, bjergene svæver som idealistiske lufkasteller og himmelrummet i øvrigt beherskes af dragelignende væsener. Her søger den griske, hvide mand – denne gang i skikkelse af en nærmest nutidig coorporate bastard med en kæmpe, coorporate machine incl. Blackwater-agtige lejesoldater i ryggen – at udvinde det uvurderlige stof unobtanium (dobbelt sic). De indfødte rødhuder er blå og ævler løs om altings forbundethed på Pandora, hvilket Jake stifter nærmere bekendtskab med gennem den avatar han inkarneres i (ved at ”falde i søvn” (i.e. transcendere) i en maskine designet til formålet –) og dermed træder ind (ned / op) i den fremmede verden i samme skikkelse som dens indbyggere. I øvrigt meget velvalgt med en inkarnationshistorie her op til jul. Jeg skal ikke røbe så forfærdelig meget mere, andet end at der naturligvis er inkoorporeret en kærlighedshistorie, yderligere en masse mytologiske (kristne, græske & ”natur-religiøse”) referencer og at den visuelle side som sagt er out of this world. 'Avatar' skal ses i 3D og nye standarder er hermed sat for udnyttelsen af filmmediet. I forhold til det soleklare antikapitalistiske budskab, er det naturligvis lidt ironisk, at filmen er en af historiens dyreste, men ligesom unobtanium og dets spirituelle modstykke handler værdi og skønhed naturligvis i høj grad om øjnene og sjælen, der ser.
Efter filmen hoppede jeg på en lille færge i Darling Harbour, som sejlede rundt til forskellige, mindre kajpladser og jeg fik fantastiske vues af især skyline og Harbour Bridge, som vi også sejlede under. Jeg spiste McDonalds (igen) og reflekterede lidt over det faktum at storbyer ofte får mig til at spise fastfood og i øvrigt søge ly for den hektiske aktivitet i biografens mørke. I New York så jeg også tre-fire film på en uge og nød det. Jeg satser på at nå 'Bright Star' - Jane Campions forpremmiere - i morgen og så lade det være godt med det.
Har netop haft endnu en meget spændende snak med George om 'belonging', at finde sin niche i den flydende modernitet, at være kreativ frem for destruktiv og det punkt, hvor al-viden og ikke-viden bliver ét og det bevidsthedsudvidende ved at rejse. Jeg sluttede med at sige tak for den gode snak og han gav mig hånden og sagde 'Thank you, Jakob'.
torsdag den 17. december 2009
onsdag den 16. december 2009
Oh Manly!
Jeg sidder på terrassen og skriver efter en fantastisk morgendukkert her ved min perfekte indkvartering ved Little Manly – en halv times færgesejlads fra Sydney CBD (Central Business District). Her bor jeg i underetagen hos Mia og George, som er Kims (Christians – Davids ældste ven – kæreste) gudforældre. De har et stort to-plans hus, lige ned til stranden og vandet her er fantastisk klart og noget køligere og dermed friskere end jeg har oplevet det nordpå. Efter god lækker morgenmad svømmede jeg baner – måske 500meter bag det betrykkende haj-gitter.
Turen herned gik problemfrit, dog med ekstraudgift til katamaran ud til Hamilton Island, hvor lufthavnen lå, men jeg tog det hele som en oplevelse og nød mit cruise ved whitsunday-øerne. Det var i øvrigt et episk øjeblik, da jeg fløj ind over Sydney og fik øje på Harbour Bridge og Operahuset. Lidt ligesom at se New Yorks Skyline.
Da jeg nåede frem lavede George mad og han og jeg havde lang og spændende samtale om alt fra fascisme til autoritetstab i det senkapitalistiske samfund og manglen på mentorer til arkitektur. Han er arkitekt og byplanlægger og et spændende bekendtskab. Mia har jeg ikke talt så meget med endnu og de har også en 18 årig søn, som jeg ikke har set. De er enormt gæstfri og jeg skal passe på ikke at overstaye my welcome, for her er ufattelig dejligt. Lidt som Klampenborg, bare bedre strand og så er det Sydney og ikke København, der ligger og lokker inde i bugten.
I dag vil jeg tage den med ro og chille lidt rundt på må og få. Jeg satser på at dyrke nørde-genet og se Camerons nyeste blockbuster 'Avatar' i verdens største I-Max-biograf ved Darling Harbour og i weekenden er der forpremmiere på Jane Campions 'Bright Star' – så den lokker også. Alt vel fra hernede fra!
Nyt picasaalbum:
http://picasaweb.google.dk/jakobkowalski/Australien1?authkey=Gv1sRgCPinpKPl9vre3wE#
Turen herned gik problemfrit, dog med ekstraudgift til katamaran ud til Hamilton Island, hvor lufthavnen lå, men jeg tog det hele som en oplevelse og nød mit cruise ved whitsunday-øerne. Det var i øvrigt et episk øjeblik, da jeg fløj ind over Sydney og fik øje på Harbour Bridge og Operahuset. Lidt ligesom at se New Yorks Skyline.
Da jeg nåede frem lavede George mad og han og jeg havde lang og spændende samtale om alt fra fascisme til autoritetstab i det senkapitalistiske samfund og manglen på mentorer til arkitektur. Han er arkitekt og byplanlægger og et spændende bekendtskab. Mia har jeg ikke talt så meget med endnu og de har også en 18 årig søn, som jeg ikke har set. De er enormt gæstfri og jeg skal passe på ikke at overstaye my welcome, for her er ufattelig dejligt. Lidt som Klampenborg, bare bedre strand og så er det Sydney og ikke København, der ligger og lokker inde i bugten.
I dag vil jeg tage den med ro og chille lidt rundt på må og få. Jeg satser på at dyrke nørde-genet og se Camerons nyeste blockbuster 'Avatar' i verdens største I-Max-biograf ved Darling Harbour og i weekenden er der forpremmiere på Jane Campions 'Bright Star' – så den lokker også. Alt vel fra hernede fra!
Nyt picasaalbum:
http://picasaweb.google.dk/jakobkowalski/Australien1?authkey=Gv1sRgCPinpKPl9vre3wE#
Que pasa calabasa?
Så er jeg på vej til Sydney med en flyver her om lidt. Jeg skal bo på Manley-halvøen ved Mia, der er Kims (Davids barndomsven Christians kærestes) gudmor, så forbindelsen er lidt langt ude, men vi har haft god korrespondance de sidste dage og jeg ser frem til nogle dage, hvor jeg ikke skal bo på hostel.
Har ellers haft en rigtig god tid her i Airlie-beach, omend noget kort, men jeg nåede at dykke ved Great Barrier Reef i går og det var hovedformålet med at komme herop. Jeg har ikke dykket siden mit uheld i Ægypten med Ulrich for måske snart tre år siden, så det blotte faktum, at det gik relativt problemfrit, var rigtig positivt. Selve dykket foregik på en platform godt 80 kilometer ude og vi kom frem på en større katamaran-færge. Turen var rigtig lækker og på trods af det evidente turist-præg, var personalet imødekommende uden at virke falske. Samtidig delte jeg oplevelsen med nogle rigtig fine mennsker, et canadisk par og to chillenske piger – Marcella og Sarah. Dykket i sig selv var noget lignende, hvad jeg har set i det Røde Hav, men det var en speciel fornemmelse at vide, at det lille rev (Knuckle Reef) vi dykkede ved, er en del af verdens største natur”formation” - den eneste, der som den menneskeskabte, kinesiske mur – kan ses fra rummmet. En god del fisk og enkelte større – måske halv menneskestørrelse – og gigantiske muslinger der åbnede og lukkede, hvis man nærmede hånden. Korrellerne var mere varierede end jeg tidligere har set – som at svømme over en frodig have og ja, masser af fisk i alle regnbuens farver. Skønt at dykke igen.
Om aftenen tog jeg Neil, en fin, engelsk fyr jeg har mødt her på mit rolige Bush Backpackers Hostel, med ud at spise og bagefter mødte vi de chillenske piger til drinks. Hvor jeg på Fraser Island blev konfronteret med kvindelig passivitet og negativitet (kun fra én deltager og hun var et meget misforstået væsen, der ydermere troede hun var lækker og interessant) repræsenterede Sarah og Marcella det absolut modsatte. De grinede og smilede ret konstant og det var sgu en fornøjelse at bruge tid med dem.
Tiden heroppe nordpå har været kort, men meget interessant – jeg har fået et tip til billige flyrejser – virgin blue airpass – og nu må vi se om det bliver Sydney-Hobart-Perth-Ayers Rock-Brisbane-København eller hvordan, men i hvert fald har jeg fået fornyet blod på tanden i forhold til hele rejseprojektet – på trods af Mette-Freya-savn.
Har ellers haft en rigtig god tid her i Airlie-beach, omend noget kort, men jeg nåede at dykke ved Great Barrier Reef i går og det var hovedformålet med at komme herop. Jeg har ikke dykket siden mit uheld i Ægypten med Ulrich for måske snart tre år siden, så det blotte faktum, at det gik relativt problemfrit, var rigtig positivt. Selve dykket foregik på en platform godt 80 kilometer ude og vi kom frem på en større katamaran-færge. Turen var rigtig lækker og på trods af det evidente turist-præg, var personalet imødekommende uden at virke falske. Samtidig delte jeg oplevelsen med nogle rigtig fine mennsker, et canadisk par og to chillenske piger – Marcella og Sarah. Dykket i sig selv var noget lignende, hvad jeg har set i det Røde Hav, men det var en speciel fornemmelse at vide, at det lille rev (Knuckle Reef) vi dykkede ved, er en del af verdens største natur”formation” - den eneste, der som den menneskeskabte, kinesiske mur – kan ses fra rummmet. En god del fisk og enkelte større – måske halv menneskestørrelse – og gigantiske muslinger der åbnede og lukkede, hvis man nærmede hånden. Korrellerne var mere varierede end jeg tidligere har set – som at svømme over en frodig have og ja, masser af fisk i alle regnbuens farver. Skønt at dykke igen.
Om aftenen tog jeg Neil, en fin, engelsk fyr jeg har mødt her på mit rolige Bush Backpackers Hostel, med ud at spise og bagefter mødte vi de chillenske piger til drinks. Hvor jeg på Fraser Island blev konfronteret med kvindelig passivitet og negativitet (kun fra én deltager og hun var et meget misforstået væsen, der ydermere troede hun var lækker og interessant) repræsenterede Sarah og Marcella det absolut modsatte. De grinede og smilede ret konstant og det var sgu en fornøjelse at bruge tid med dem.
Tiden heroppe nordpå har været kort, men meget interessant – jeg har fået et tip til billige flyrejser – virgin blue airpass – og nu må vi se om det bliver Sydney-Hobart-Perth-Ayers Rock-Brisbane-København eller hvordan, men i hvert fald har jeg fået fornyet blod på tanden i forhold til hele rejseprojektet – på trods af Mette-Freya-savn.
Airlie Beach, Whitsunday Islands, Great Barrier Reef
Natten til den 14. december tog jeg en natbus fra Rainbow til Airlie Beach, der er udgangspunkt for en ekstrem sejl-turisme ud til de smukke Whitsunday-øer – grupper tager ud på sejlbåde og bruger to-tre dage derude og det lyder egentlig rigtig godt. Jeg kommer dog kun til at nyde øerne fra den katamaran, der i morgen skal bringe mig ud til den platform, hvorfra jeg skal have to dyk ved Great Barrier Reef! Dette er det nordligste jeg kommer og et af de sydligste steder, der tilbyder dyk ved det gigantiske rev og dårligt ører eller ikke dårligt øre – I must get down there. Det kan være væk om alt for kort tid, som følge af den globale nedsmeltning.
Jo længere sydpå man befinder sig if. til revet, des længere ude er det – i.e. længere oppe nordpå ved Cairns er revet tættere på kysten. Den ”base” jeg skal ud til i morgen, befinder sig således 75 kilometer ude og jeg håber at få nogle gode sights af Whitsunday-øerne. Onsdag har jeg fået en flyver – direkte fra en af øerne - ned til Sydney, hvor jeg (forhåbentlig) har noget privat indkvartering – måske op mod en uges tid – ville være dejligt at slippe for hostel-scenen for en stund.
De sidste dage i Rainbow Beach var barske, med hårdt, fysisk arbejde i solen og en nat uden søvn på grund af en fest der gik amok på et mindre hostel jeg var nødt til at flytte hen på grundet overbooking på mit eget, hvor jeg ellers nærmest var blevet stamkunde. Dagen efter havde jeg min anden dag med wax-on-wax-off på Fraser Houseboats – men jeg klarede det og formåede derefter at sove næsten hele vejen nordpå i bussen, og nu er der både ordnet dykning og fly til Sydney.
Jeg har ikke læst noget videre de sidste dage – er så småt gået i gang med Capotes 'In Cold Blood' og hører Henry James 'Portrait of a Lady' på lydbog – sidstnævnte virker nu rimelig gay og jeg spekulerer på, om jeg ikke skal læse Roths 'The Great American Novel' – jeg mangler 'I Married a Communist' for at have læst hele Amerika-trillogien og hvor 'American Pastoral' var ekstraordinært god, var 'The Human Stain' ganske enkelt genial – mesterværk er et prædikat, der falder lige for vedrørende trillogien, især hvis 'I Married a Communist' holder standarden. Lidt som Richard Fords 'Sportswriter-trillogi', bare bedre og mere ekstrem på snart sagt alle fronter – nok især fordi minioritetsidentitet (trods alt) rykker mere end mainstream. Og så fordi Roth skriver som en besat.
To dage efter jeg kom tilbage fra Fraser, fandt der en dødsulykke sted på stranden. Gruppen havde formentlig kørt deres 4-hjulstrækker for hurtigt, og på grund af den tunge last, hvoraf det meste befinder sig på taget, var bilen i væltet rundt i høj fart. Øjenvidner har set folk ryge ud af bilen. Det er kraftige maskiner og det er en vild kombination med de mange unge mennesker, der kører rundt med alt for mange hestekræfter.
Jo længere sydpå man befinder sig if. til revet, des længere ude er det – i.e. længere oppe nordpå ved Cairns er revet tættere på kysten. Den ”base” jeg skal ud til i morgen, befinder sig således 75 kilometer ude og jeg håber at få nogle gode sights af Whitsunday-øerne. Onsdag har jeg fået en flyver – direkte fra en af øerne - ned til Sydney, hvor jeg (forhåbentlig) har noget privat indkvartering – måske op mod en uges tid – ville være dejligt at slippe for hostel-scenen for en stund.
De sidste dage i Rainbow Beach var barske, med hårdt, fysisk arbejde i solen og en nat uden søvn på grund af en fest der gik amok på et mindre hostel jeg var nødt til at flytte hen på grundet overbooking på mit eget, hvor jeg ellers nærmest var blevet stamkunde. Dagen efter havde jeg min anden dag med wax-on-wax-off på Fraser Houseboats – men jeg klarede det og formåede derefter at sove næsten hele vejen nordpå i bussen, og nu er der både ordnet dykning og fly til Sydney.
Jeg har ikke læst noget videre de sidste dage – er så småt gået i gang med Capotes 'In Cold Blood' og hører Henry James 'Portrait of a Lady' på lydbog – sidstnævnte virker nu rimelig gay og jeg spekulerer på, om jeg ikke skal læse Roths 'The Great American Novel' – jeg mangler 'I Married a Communist' for at have læst hele Amerika-trillogien og hvor 'American Pastoral' var ekstraordinært god, var 'The Human Stain' ganske enkelt genial – mesterværk er et prædikat, der falder lige for vedrørende trillogien, især hvis 'I Married a Communist' holder standarden. Lidt som Richard Fords 'Sportswriter-trillogi', bare bedre og mere ekstrem på snart sagt alle fronter – nok især fordi minioritetsidentitet (trods alt) rykker mere end mainstream. Og så fordi Roth skriver som en besat.
To dage efter jeg kom tilbage fra Fraser, fandt der en dødsulykke sted på stranden. Gruppen havde formentlig kørt deres 4-hjulstrækker for hurtigt, og på grund af den tunge last, hvoraf det meste befinder sig på taget, var bilen i væltet rundt i høj fart. Øjenvidner har set folk ryge ud af bilen. Det er kraftige maskiner og det er en vild kombination med de mange unge mennesker, der kører rundt med alt for mange hestekræfter.
lørdag den 12. december 2009
Efter Fraser
Er netop vendt tilbage fra Fraser Island, hvor jeg har haft et par gode og indholdsrige dage. Første dag var overfart og badning i Lake McKenzie – en krystalklar ferskvandssø midt på Fraser, som er verdens største sandø. Derefter overnattede vi i telt i regnskoven. Det var meget rus-turs-agtigt – vi lavede selv mad på medbragte gasblus og i det hele taget brugte vi også tid på at lære hinanden at kende.
I går fandt vi en lille flod, der endte med at løbe ud i havet. Her badede vi og slappede af, inden vi camperede på stranden og i dag har vi vandret i den del af øens skovbevoksning, der ikke er regnskov, men nærmere en kombination af nåle- og ”normal” skov og afleveret bilen. Jeg har set kæmpe edderkopper og i går blev vores lejr hjemsøgt af dingoer – de vilde, australske hunde. Lidt specielt og jeg er glad for at de kom én ad gangen og relativt let lod sig jage væk.
Der var mange fine mennesker i min egen 10 mands gruppe og de to andre grupper vi kørte i konvoj med og enkelte mindre fine, men alt i alt en dejlig udfordring og fantastisk oplevelse. På Fraser Island findes én af Quenslands ”Great Walks” - en tur på 90 km – og jeg talte med en fyr, der havde taget den alene. Det blive dog nok ikke en af mine bedrifter i denne omgang. Alene varmen virker afskrækkende i forhold til sådan et projekt. Nu har jeg scoret en tjans med at polere både et par dage, indtil jeg finder ud af situationen mht. videre rejser.
I går fandt vi en lille flod, der endte med at løbe ud i havet. Her badede vi og slappede af, inden vi camperede på stranden og i dag har vi vandret i den del af øens skovbevoksning, der ikke er regnskov, men nærmere en kombination af nåle- og ”normal” skov og afleveret bilen. Jeg har set kæmpe edderkopper og i går blev vores lejr hjemsøgt af dingoer – de vilde, australske hunde. Lidt specielt og jeg er glad for at de kom én ad gangen og relativt let lod sig jage væk.
Der var mange fine mennesker i min egen 10 mands gruppe og de to andre grupper vi kørte i konvoj med og enkelte mindre fine, men alt i alt en dejlig udfordring og fantastisk oplevelse. På Fraser Island findes én af Quenslands ”Great Walks” - en tur på 90 km – og jeg talte med en fyr, der havde taget den alene. Det blive dog nok ikke en af mine bedrifter i denne omgang. Alene varmen virker afskrækkende i forhold til sådan et projekt. Nu har jeg scoret en tjans med at polere både et par dage, indtil jeg finder ud af situationen mht. videre rejser.
tirsdag den 8. december 2009
Fraser Island
I dag har jeg vaeret paa stranden med et svensk par, som jeg er i gruppe med på morgendagens tur til Fraser Island. Vi har netop overstået papirarbejdet, og betalt flere penge til forsikring og mad og det bliver sgu ret fantastisk! Jeg glæder mig til at prøve at køre 4-hjuls-drengen og i det hele taget komme ud i det vilde. Det er verdens største sandø og der skulle være nogle helt fantastiske ferskvandssøer på øen, som man kan bade i – oh yearh!
I det hele taget har jeg nu vænnet mig til at være på farten igen – der er masser af spændende oplevelser i vente og Australien er virkelig et mulighedernes land. Og så er det sommer i december. Den er svær at slå. Jeg er off-line de næste dage, men vender og tager en eller to overnatninger her på Frasers on Rainbow Beach, når jeg vender tilbage fra ø-ekspeditionen.
Godt klimatopmoede - kunne godt bruge lidt mere ozonlag hernede.
I det hele taget har jeg nu vænnet mig til at være på farten igen – der er masser af spændende oplevelser i vente og Australien er virkelig et mulighedernes land. Og så er det sommer i december. Den er svær at slå. Jeg er off-line de næste dage, men vender og tager en eller to overnatninger her på Frasers on Rainbow Beach, når jeg vender tilbage fra ø-ekspeditionen.
Godt klimatopmoede - kunne godt bruge lidt mere ozonlag hernede.
lørdag den 5. december 2009
Grumpy old man
Det er nu et par dage siden jeg ankom til Rainbow Beach og indlogerede mig for en uge på et af de tre mulige hostels i byen. Her er fest hver aften, men jeg er flyttet til et værelse på anden sal, hvor det lettere at undgå larmen – eksempelvis af gårsdagens kareoke hvor eksalterede og falske stemmer forsøger at hamle op med hits som 'Summer of ´69' og ''Cause I was high'. Fra tidligere at have været deltager – måske ikke i selve kareokeen, men i hvert fald festen og drikkeriet, er det på én gang befriende og lidt vemodigt at afskrive dette. Jeg gider simpelthen ikke feste med overgearede mennesker, der - udover at de alle er velhavende og rejsende - blot har promillen, ungdommen og den dårlige smag tilfælles. Slet ikke når jeg ikke drikker. Dette medfører flere ting: ingen tømmermænd og dermed også en masse ekstra tid, men det bliver også en udfordring at komme i dybere kontakt med mennesker, der, ligesom jeg selv tidligere praktiserede det, mestendels har deres inderlige øjeblikke under the influence. Det går nu udmærket og gevinsterne er så klart i overtal. Så man kan sagtens tale om dannelsesrejse, selvom jeg opholder mig i 'The Sunshine State' og selvom jeg måske lyder hellig, kan jeg forsikre om, at det ikke er tilfældet.
Det er lidt underligt at befinde sig i udkanten af en backpacker-turisme, som jeg selv er en del af, og betragte hvor forbrugsagtigt det egentlig er. Aktiviteterne hernede er (dyre) produkter man køber – skydiving, paragliding, surfing, osv., og budgetterne kan hurtigt sprænges – mest fordi der er så mange fede ting at foretage sig. Jeg har selv investeret i en selv-guidet tur til Fraser Island den 9. december og tre dage frem, hvor vi selv mosler rundt med en firehjulstrækker på den fredede ø – noget jeg ser meget frem til - men i aften vil jeg løbe en lang tur langs stranden ved solnedgangstid – både for at spare lidt monetos, men også for at skåne min hud for solen. Jeg sidder i skyggen på værelsets veranda og skriver dette og nyder eftermiddagens ro.
Sagnet om hvordan Rainbow Beach, fik sit mangefarvede sand, går tilbage til den aboriginale drømmetid. Yiningie – et guddommeligt væsen med udseende som en regnbue – ofrede sig for at redde en kvinde fra nabostammens dæmoniske alfa-kriger og styrtede ned og blev fanget i strandens sand. Nutidens Rainbow Beach er - udover de mangefarvede sandklitter - et lille stykke strandvej med omkring tusind indbyggere. Et sted man opholder sig i kort tid, på vej til eller fra Fraser Island – og mit lange ophold her er på den måde i sig selv lidt atypisk i backpacker-sammenhæng. Det er udmærket for mig at bruge lidt tid på at fatte, hvor langt væk hjemmefra jeg er og hvor stort og relativt utilgængeligt Australien er, ligesom jeg også bruger en del tid på at overveje, hvor jeg skal hen efter Fraser Island. Både Great Barrier Reef længere mod nord, en nationalpark noget inde i landet og Sydney sydpå lokker og der skal foretages nogle valg og laves noget logistik.
Og så skypede jeg med Mette i går. På trods af solen, varmen, stranden, friheden og så videre var det så absolut dagens højdepunkt. Det er ikke fordi, jeg skulle om på den anden side af jorden for at regne ud, at jeg elsker hende, men min voksenhjemve efter en uge down under sætter sgu en tyk streg under det faktum, at jeg ikke kan undvære hende i mit liv. Tak!
Det er lidt underligt at befinde sig i udkanten af en backpacker-turisme, som jeg selv er en del af, og betragte hvor forbrugsagtigt det egentlig er. Aktiviteterne hernede er (dyre) produkter man køber – skydiving, paragliding, surfing, osv., og budgetterne kan hurtigt sprænges – mest fordi der er så mange fede ting at foretage sig. Jeg har selv investeret i en selv-guidet tur til Fraser Island den 9. december og tre dage frem, hvor vi selv mosler rundt med en firehjulstrækker på den fredede ø – noget jeg ser meget frem til - men i aften vil jeg løbe en lang tur langs stranden ved solnedgangstid – både for at spare lidt monetos, men også for at skåne min hud for solen. Jeg sidder i skyggen på værelsets veranda og skriver dette og nyder eftermiddagens ro.
Sagnet om hvordan Rainbow Beach, fik sit mangefarvede sand, går tilbage til den aboriginale drømmetid. Yiningie – et guddommeligt væsen med udseende som en regnbue – ofrede sig for at redde en kvinde fra nabostammens dæmoniske alfa-kriger og styrtede ned og blev fanget i strandens sand. Nutidens Rainbow Beach er - udover de mangefarvede sandklitter - et lille stykke strandvej med omkring tusind indbyggere. Et sted man opholder sig i kort tid, på vej til eller fra Fraser Island – og mit lange ophold her er på den måde i sig selv lidt atypisk i backpacker-sammenhæng. Det er udmærket for mig at bruge lidt tid på at fatte, hvor langt væk hjemmefra jeg er og hvor stort og relativt utilgængeligt Australien er, ligesom jeg også bruger en del tid på at overveje, hvor jeg skal hen efter Fraser Island. Både Great Barrier Reef længere mod nord, en nationalpark noget inde i landet og Sydney sydpå lokker og der skal foretages nogle valg og laves noget logistik.
Og så skypede jeg med Mette i går. På trods af solen, varmen, stranden, friheden og så videre var det så absolut dagens højdepunkt. Det er ikke fordi, jeg skulle om på den anden side af jorden for at regne ud, at jeg elsker hende, men min voksenhjemve efter en uge down under sætter sgu en tyk streg under det faktum, at jeg ikke kan undvære hende i mit liv. Tak!
torsdag den 3. december 2009
Rainbow Beach
Jeg sidder i Greyhoundbussen og lytter til White Lies, som jeg råhørte i Tyskland og som derfor minder mig om den tid og så selvfølgelig koncerten søndag på Roskilde. Tal om et band, der lyder ældre end medlemmernes gennemsnitsalder på 20-21 år. Weltsmertz er nok for mild en betegnelse, men smukt er det.
Jeg har haft tre gode dage i Brisbane, der viste sig at være at være en fin by. På trods af sine 1.8 millioner indbyggere virker den overskuelig og kommer man lidt væk fra de heftigt trafikerede hovedfærdselsårer, er det muligt at finde rolige åndehuller. Byen gennemstrømmes af en stor flod, hvor jeg har gået flere gode ture.
I forgårs gik jeg alene gennem den botaniske have, der blandt andet rummer et lille stykke ”regnskov” og mange specielle planter og træer og krydsede til sydsiden via en stor og arkitektonisk interessant gang- og cykelbro.
I går tog jeg en længere tur med Bek – en meget ung, engelsk pige, der tog mig lidt under sine vinger allerede da vi mødte hinanden i bussen fra lufthavnen, da hun har været i byen før – hvor vi spiste morgenmad (anden gang for mit vedkommende) i China Town og krydsede den imponerende Story Bridge og South Side Park, hvor der er en større, offentlig pool. Langs floden stødte vi på adskillige, store firben og varan-lignende dyr. Ved biblioteket, hvor vi har benyttet det gratis internet, var vi også på byens kunstmuseum, der var imponerende og ligeledes gratis.
De tre første nætter har gjort mig til et veritabelt a-menneske. Der var en hardcore snorker på mit seksmandsværelse, nærmere bestemt i min underkøje, og jeg tror, at jeg gik tidligt i seng i et forsøg på at sove før han startede savværket, men selv med forspring og ørerpropper var de uskønne forstyrrelser ikke til at fortrænge, så jeg har fået lidt hård hud på min hudløshed. Omvendt kræver hostellivet tilvænning i det hele taget, så det er nok fint nok at blive kastet direkte ud i det værstes mulighed i denne sammenhæng. Som belønning har jeg fået solopgang over Brisbane fra hostellets tagterrasse, der også er behageligt ubefolket tidligt om morgenen. Her var stedets lille pool også og jeg har fået nogle gode ture hver dag.
Mulighederne i Australien er uendelige og sommeren er netop begyndt. Faktisk er landet et udmærket billede på såvel postmodernisme og kapitalisme. Du skal selv skabe plan og mening og generelt skal du have penge, for at få. Her er dyrt.
To måneder kort tid, selv hvis man blot opholdt sig på østkysten, og jeg har (endnu løse) planer om såvel Ayers Rock som et besøg hos Karsten i Perth. Som det ser ud pt har droppet Tasmanien og vil søge ind midt i landet efter nytår i Sydney. Her er (naturligvis) langt mere reguleret end i Sydamerika og arbejde (uden arbejdsvisa, som jeg ikke kan få pga. min alder) virker meget svært at finde. Ergo holder jeg relativt lav økonomisk profil – i hvert fald indtil jeg hører nærmere fra KUA. Naturen, som jeg endnu kun har skimtet, er fabelagtig og lyset og varmen heller ikke at kimse ad og på grund af den fraværende sprogbarriere er det nemmere at gøre sig forståelig og komme rundt.
Kører nu langs med Stillehavets imponerende brænding – et syn jeg aldrig bliver træt af – og det næsten blændende blå trænger igennem bussens mørknede ruder. Nu, lidt senere, er vi kørt igennem kystbyen Noosa med der sine palmer og bungalover ligner det subtropiske paradis den er.
Rainbow Beach skulle være en lille landsby med direkte adgang til en god strand og mulighed for surfing og adgang til den store sandø – Fraser Island – der er på FNs liste over verdenssnaturarv og helt sikkert et besøg værd. Det er Bek, der har anbefalet stedet og hvis der er lige så lækkert som hun siger, kunne jeg tænke mig at blive en uges tid og få læst, skrevet, løbet, svømmet og surfet lidt og i det hele taget slappe af. Only trouble is, at da jeg i går forsøgte at booke en seng meldte de tre hostels alt optaget – nu er jeg alligevel på vej og regner med, at det endnu virksomme Visakort, kan redde mig fra at overnatte på stranden – hvilket dog sikkert ikke er så slemt – der er ingen, som siger man behøver sove og der skulle være tusind stjerner.
************************************************************************************
Well, fik plads på hostellet, der er hyggeligt, ungt og larmende. Blev så overvældet over, at der var plads, så jeg fluks købte en uges ophold – den beslutning er jeg så ved at revidere en lille smule på i dag, da der vitterligt var meget larm i nat. Omvendt er jeg så ved at blive ret hardcore så måske hænger jeg bare ud. Er ved at arrangere skype-logistik med Mette og det bliver fantastisk at se og høre hende. Lidt crazy med adskilleslen i tid og rum, men ligesom med teen- og early-twenties-larmen gør det mig sikkert til et mere rummeligt menneske på længere sigt – ville nu gerne bytte, så jeg kunne dele direkte med det samme.
I går gik vi en fantastisk tur gennem noget skov og over en stor vandreklit a la Råbjerg Mile i Danmark. Den standsede brat ved et 2-300 meters fald direkte ned til havet med udsigt over hele bugten og her var ”regnbuesandet” meget synligt – pga. mineraler i jorden er der op mod 100 forskellige farvenuancer i sandet. Jeg havde desværre ikke kamera med, men overvejer at gå turen igen alene.
I dag vil jeg checke surf-mulighederne ud og måske flytte til et roligere sted, hvis det kan lade sig gøre.
Jeg har haft tre gode dage i Brisbane, der viste sig at være at være en fin by. På trods af sine 1.8 millioner indbyggere virker den overskuelig og kommer man lidt væk fra de heftigt trafikerede hovedfærdselsårer, er det muligt at finde rolige åndehuller. Byen gennemstrømmes af en stor flod, hvor jeg har gået flere gode ture.
I forgårs gik jeg alene gennem den botaniske have, der blandt andet rummer et lille stykke ”regnskov” og mange specielle planter og træer og krydsede til sydsiden via en stor og arkitektonisk interessant gang- og cykelbro.
I går tog jeg en længere tur med Bek – en meget ung, engelsk pige, der tog mig lidt under sine vinger allerede da vi mødte hinanden i bussen fra lufthavnen, da hun har været i byen før – hvor vi spiste morgenmad (anden gang for mit vedkommende) i China Town og krydsede den imponerende Story Bridge og South Side Park, hvor der er en større, offentlig pool. Langs floden stødte vi på adskillige, store firben og varan-lignende dyr. Ved biblioteket, hvor vi har benyttet det gratis internet, var vi også på byens kunstmuseum, der var imponerende og ligeledes gratis.
De tre første nætter har gjort mig til et veritabelt a-menneske. Der var en hardcore snorker på mit seksmandsværelse, nærmere bestemt i min underkøje, og jeg tror, at jeg gik tidligt i seng i et forsøg på at sove før han startede savværket, men selv med forspring og ørerpropper var de uskønne forstyrrelser ikke til at fortrænge, så jeg har fået lidt hård hud på min hudløshed. Omvendt kræver hostellivet tilvænning i det hele taget, så det er nok fint nok at blive kastet direkte ud i det værstes mulighed i denne sammenhæng. Som belønning har jeg fået solopgang over Brisbane fra hostellets tagterrasse, der også er behageligt ubefolket tidligt om morgenen. Her var stedets lille pool også og jeg har fået nogle gode ture hver dag.
Mulighederne i Australien er uendelige og sommeren er netop begyndt. Faktisk er landet et udmærket billede på såvel postmodernisme og kapitalisme. Du skal selv skabe plan og mening og generelt skal du have penge, for at få. Her er dyrt.
To måneder kort tid, selv hvis man blot opholdt sig på østkysten, og jeg har (endnu løse) planer om såvel Ayers Rock som et besøg hos Karsten i Perth. Som det ser ud pt har droppet Tasmanien og vil søge ind midt i landet efter nytår i Sydney. Her er (naturligvis) langt mere reguleret end i Sydamerika og arbejde (uden arbejdsvisa, som jeg ikke kan få pga. min alder) virker meget svært at finde. Ergo holder jeg relativt lav økonomisk profil – i hvert fald indtil jeg hører nærmere fra KUA. Naturen, som jeg endnu kun har skimtet, er fabelagtig og lyset og varmen heller ikke at kimse ad og på grund af den fraværende sprogbarriere er det nemmere at gøre sig forståelig og komme rundt.
Kører nu langs med Stillehavets imponerende brænding – et syn jeg aldrig bliver træt af – og det næsten blændende blå trænger igennem bussens mørknede ruder. Nu, lidt senere, er vi kørt igennem kystbyen Noosa med der sine palmer og bungalover ligner det subtropiske paradis den er.
Rainbow Beach skulle være en lille landsby med direkte adgang til en god strand og mulighed for surfing og adgang til den store sandø – Fraser Island – der er på FNs liste over verdenssnaturarv og helt sikkert et besøg værd. Det er Bek, der har anbefalet stedet og hvis der er lige så lækkert som hun siger, kunne jeg tænke mig at blive en uges tid og få læst, skrevet, løbet, svømmet og surfet lidt og i det hele taget slappe af. Only trouble is, at da jeg i går forsøgte at booke en seng meldte de tre hostels alt optaget – nu er jeg alligevel på vej og regner med, at det endnu virksomme Visakort, kan redde mig fra at overnatte på stranden – hvilket dog sikkert ikke er så slemt – der er ingen, som siger man behøver sove og der skulle være tusind stjerner.
************************************************************************************
Well, fik plads på hostellet, der er hyggeligt, ungt og larmende. Blev så overvældet over, at der var plads, så jeg fluks købte en uges ophold – den beslutning er jeg så ved at revidere en lille smule på i dag, da der vitterligt var meget larm i nat. Omvendt er jeg så ved at blive ret hardcore så måske hænger jeg bare ud. Er ved at arrangere skype-logistik med Mette og det bliver fantastisk at se og høre hende. Lidt crazy med adskilleslen i tid og rum, men ligesom med teen- og early-twenties-larmen gør det mig sikkert til et mere rummeligt menneske på længere sigt – ville nu gerne bytte, så jeg kunne dele direkte med det samme.
I går gik vi en fantastisk tur gennem noget skov og over en stor vandreklit a la Råbjerg Mile i Danmark. Den standsede brat ved et 2-300 meters fald direkte ned til havet med udsigt over hele bugten og her var ”regnbuesandet” meget synligt – pga. mineraler i jorden er der op mod 100 forskellige farvenuancer i sandet. Jeg havde desværre ikke kamera med, men overvejer at gå turen igen alene.
I dag vil jeg checke surf-mulighederne ud og måske flytte til et roligere sted, hvis det kan lade sig gøre.
tirsdag den 1. december 2009
On a walkabout
Lille byvandring efter herligt egocentrisk, inadvendt og asocial start på dagen med svømning i hostellets lille pool, kaffe, læsning (Philip Roth: 'American Pastoral') - turen gik gennem centrum med skyskrapere og hektisk stemning lidt a la, men naturligvis mindre og venligere end, New York. Jeg købte en stråhat, solbriller og andre backpacker-fornødenheder. Solen er virkelig vild hernede, så det gælder om at få noget skærmning.
Efter den mere pligbetonede del af turen, gik jeg gennem den ret imponerende botaniske have og krydsede floden, på en syret gang / cykelbro til endnu et parkanlæg på den sydlige side. Kameraet fungerer fint, så der kommer også billeder ved lejlighed.
Nu skal jeg hjem og spise pizza på tagterassen med de andre hostelianere.
Efter den mere pligbetonede del af turen, gik jeg gennem den ret imponerende botaniske have og krydsede floden, på en syret gang / cykelbro til endnu et parkanlæg på den sydlige side. Kameraet fungerer fint, så der kommer også billeder ved lejlighed.
Nu skal jeg hjem og spise pizza på tagterassen med de andre hostelianere.
søndag den 29. november 2009
Brisbane
Efter nogle hektisk-sociale dage i København med base hos Rasmus kom Mette over og sendte mig afsted. Det var hårdt at sige på gensyn, men nu har jeg til gengæld det smukkeste smil med som sidste minde fra Danmark.
Jeg er lidt rundt på gulvet efter at have bevæget mig en 15-16000 kilometer på et døgns tid. Udover at være træt af at sidde ned og et mindre søvnunderskud, er jeg egentlig meget godt kørende. Jeg har reserveret en seng på et hostel med pool på taget de næste tre dage og i dag står den udelukkende på badning, læsning, hvile og måske nogle overvejelser om, hvad jeg skal foretage mig i morgen og hvor jeg skal begive mig hen i den nærmeste fremtid.
Her er 30 grader og solskin, så der er ikke noget at klage over på den front og australierne virker nede på jorden og meget venlige. Mere senere...
Jeg er lidt rundt på gulvet efter at have bevæget mig en 15-16000 kilometer på et døgns tid. Udover at være træt af at sidde ned og et mindre søvnunderskud, er jeg egentlig meget godt kørende. Jeg har reserveret en seng på et hostel med pool på taget de næste tre dage og i dag står den udelukkende på badning, læsning, hvile og måske nogle overvejelser om, hvad jeg skal foretage mig i morgen og hvor jeg skal begive mig hen i den nærmeste fremtid.
Her er 30 grader og solskin, så der er ikke noget at klage over på den front og australierne virker nede på jorden og meget venlige. Mere senere...
onsdag den 29. april 2009
Public relations
I aften har jeg holdt oplæsning og foredrag om min bog, hvortil også førnævnte illustratorer var inviterede. Oversættelsen og konceptet i det hele taget har givet mig en smule stress i dag og i går fordi tyskevnerne ikke er de største. I går hjalp Sudabeh mig, via mail, med den første del af 1 kapitel og i dag har Nicole hjulpet mig med resten. Jeg sprang pokerspillet over og i det hele taget var det en reduceret og ændret version de fik, men det var stadig en stor succes. Især illustratorerne spurgte ind til temaerne og jeg fik mange henvendelser og mailadresser efter seancen fra folk, der gerne ville have inspiration til amerikansk litteratur eller Tool :-) og i det hele taget så meget støtte til opbyggelsen af den nye identitet, så jeg kun kan fejle ved at fejle i.e. det jeg selv giver al min styrke fik jeg bifald og for helvede det føles godt!
Efterfølgende holdt vi fastboende en lille seance i klubrummet og jeg havde en god snak med stedets direktør(inde). Og så var vi i illustrator-reden for at ryge smøger og se, hvad de i øvrigt har lavet. En meget speciel kvinde – Olga - fra Rusland tror jeg – har en fantastisk streg. Og hendes ting stikker ud fra den store kollage, de har lavet.
Ikke et ord om svinenes influenza på Der Zauberberg i dag, men der har sgu også været meget andet på programmet for mig. I formiddags knoklede jeg selv med oversættelsen, som jeg sendte videre til Nicole ved middagstid. Efter middag havde jeg en forstyrret halv time i haven under solen uden rigtig hvile og derefter sad jeg University-style og kiggede hende over skulderen, mens hun rettede i mit tyske. Klokken fem var jeg nødt til at løbe, fordi jeg havde en aftale med en engelsk-talende mand fra illustrator-teamet, der var professionel fotograf. Han havde inviteret mig til en fotosession og ja, jeg ved sgu ikke rigtig hvorfor – tilsyneladende var ingen af de andre fastboende blevet inviteret – og jeg blev også lidt betænkelige da han selv sad i boksershorts og sagde ”Make love to the camera.”. Uden pis var der ingen pis. Super professionelt – forskellige fjernstyrede blitzes i rummet med det formål at få det perfekte lys til mit portræt og det var en interessant proces at betragte sig selv blive betragtet. At spille objekt i mine Toten Hosen helt tilbage fra dengang jeg var kæreste med Mette og hun også synes, jeg trængte til nye joggingbukser (yes – still the best after all these years!).
Jeg løb en god 10 kilometers tur inden aftensmad og klokken 20 var der så oplæsning og det gik som sagt over al forventning. Jeg tror også det var et taknemmeligt publikum og at de gav mig credit for at have udført oversættelsen uden at være tysk, aber jedenfals, danke! Selvom det handlede om misbrug, krise og the full monthy blev der holdt en saglig linie i spørgsmålene og alle fattede anvendelsen af Tool som symbol. Efterfølgende som sagt lidt fest og her ved 3-tiden har jeg så regredieret til at skrive blog igen. På falderebet skal jeg lige huske at nævne, at mine konsulter (som indtil videre består af Rasmus og Christian) naturligvis blev nævnt og værdsat.
Efterfølgende holdt vi fastboende en lille seance i klubrummet og jeg havde en god snak med stedets direktør(inde). Og så var vi i illustrator-reden for at ryge smøger og se, hvad de i øvrigt har lavet. En meget speciel kvinde – Olga - fra Rusland tror jeg – har en fantastisk streg. Og hendes ting stikker ud fra den store kollage, de har lavet.
Ikke et ord om svinenes influenza på Der Zauberberg i dag, men der har sgu også været meget andet på programmet for mig. I formiddags knoklede jeg selv med oversættelsen, som jeg sendte videre til Nicole ved middagstid. Efter middag havde jeg en forstyrret halv time i haven under solen uden rigtig hvile og derefter sad jeg University-style og kiggede hende over skulderen, mens hun rettede i mit tyske. Klokken fem var jeg nødt til at løbe, fordi jeg havde en aftale med en engelsk-talende mand fra illustrator-teamet, der var professionel fotograf. Han havde inviteret mig til en fotosession og ja, jeg ved sgu ikke rigtig hvorfor – tilsyneladende var ingen af de andre fastboende blevet inviteret – og jeg blev også lidt betænkelige da han selv sad i boksershorts og sagde ”Make love to the camera.”. Uden pis var der ingen pis. Super professionelt – forskellige fjernstyrede blitzes i rummet med det formål at få det perfekte lys til mit portræt og det var en interessant proces at betragte sig selv blive betragtet. At spille objekt i mine Toten Hosen helt tilbage fra dengang jeg var kæreste med Mette og hun også synes, jeg trængte til nye joggingbukser (yes – still the best after all these years!).
Jeg løb en god 10 kilometers tur inden aftensmad og klokken 20 var der så oplæsning og det gik som sagt over al forventning. Jeg tror også det var et taknemmeligt publikum og at de gav mig credit for at have udført oversættelsen uden at være tysk, aber jedenfals, danke! Selvom det handlede om misbrug, krise og the full monthy blev der holdt en saglig linie i spørgsmålene og alle fattede anvendelsen af Tool som symbol. Efterfølgende som sagt lidt fest og her ved 3-tiden har jeg så regredieret til at skrive blog igen. På falderebet skal jeg lige huske at nævne, at mine konsulter (som indtil videre består af Rasmus og Christian) naturligvis blev nævnt og værdsat.
mandag den 27. april 2009
Der Zauberberg
Der er sket en god del siden sidst, så jeg forsøger mig med et hurtigt resume: Fredag skrev jeg og var for første gang på på den lokale knejpe, hvor jeg endnu ikke havde været. Jeg havde lige løbet en lille tur – er lidt bekymret over nogle sener foran på mit venstre skinneben – og havde egentlig besluttet at blive hjemme og bare gå ned i fællesrummet og checke min mail (det trådløse når ikke mit værelse). Så jeg gik ud af mit rum med Nirvana i ørerne og blev overrasket af Anne, der sagde hun havde banket på min dør længe og grinede, fordi hun ville på værtshus, men selv havde lavet noget og på den baggrund gav jeg op og gav gmail fem minutter, hvorefter vi gik ned og mødte Lukas og Nicole og det var en dejlig oplevelse at være på tysk landsby pub. Meget stille og roligt, men crazy, gammel øst-bar-mutter, der fortalte os alt muligt om stedets stamgæster.
Da vi kom tilbage fra knejpebesøget, holdt de besøgende illustratorer fest. De er her i forbindelse med en udstilling om Bettina von Arnhim, og 150 års jubilæet for hendes dødsdag. Det var sjovt at iagttage forskellen mellm dem og os. Jeg mener, de taler alle sammen tysk, men der var helt sikkert en form for gruppesammenslutning, men de er også generelt dejlige mennesker. Både på knejpen og hos illustratorerne blev Thomas Manns "Troldfjeldet" eller "Troldomsbjerget" nævnt som et symbol for Wiepersdorf; men på sanatoriet i Manns roman er alle jo "syge"...
Lørdag skrev jeg og tog det ret stille og roligt Sanna var også kommet tilbage fra sin korte Europa-tour, der udover Evian også havde ført hende til Amsterdam og Prag. Dejligt at se hende igen.
Søndag åbnede udstillingen så med langt professor-foredrag og fremvisning af Bettinas gamle sager, en nu buste kreeret til lejligheden og illustratorerene havde også lavet en kæmpe frise med en ret surrealistisk gengivelse af de skelsættende begivenheder i hendes liv. Hun var enormt bogligt interesseret og også en smuk kvinde, der, som tidligere nævnt, sværmede for tidens store ånder - Goethe og Beethoven to name a few. Jeg havde en træls oplevelse, hvor min USB-nøgle pludselig ikke virkede mere, men heldigvis nåede jeg at gemme teksten på den lokale harddisk. Nu vil jeg være mere påpasselig med sikkerhedskopieringen.
I morgen aften skal jeg holde oplæg - dvs. læse op og fortælle om mit projekt på tysk og det bliver lidt vildt. Jeg har lavet en - nærmest ubrugelig tror jeg - google oversættelse af første kapitel - men har besluttet at skrive både nu her inden frokost og også inden aftensmad og så se, hvad jeg kan finde ud af i aften. Jeg har kun 5 arbejdsdage tilbage og de skal udnyttes til det, det egentlig handler om.
Da vi kom tilbage fra knejpebesøget, holdt de besøgende illustratorer fest. De er her i forbindelse med en udstilling om Bettina von Arnhim, og 150 års jubilæet for hendes dødsdag. Det var sjovt at iagttage forskellen mellm dem og os. Jeg mener, de taler alle sammen tysk, men der var helt sikkert en form for gruppesammenslutning, men de er også generelt dejlige mennesker. Både på knejpen og hos illustratorerne blev Thomas Manns "Troldfjeldet" eller "Troldomsbjerget" nævnt som et symbol for Wiepersdorf; men på sanatoriet i Manns roman er alle jo "syge"...
Lørdag skrev jeg og tog det ret stille og roligt Sanna var også kommet tilbage fra sin korte Europa-tour, der udover Evian også havde ført hende til Amsterdam og Prag. Dejligt at se hende igen.
Søndag åbnede udstillingen så med langt professor-foredrag og fremvisning af Bettinas gamle sager, en nu buste kreeret til lejligheden og illustratorerene havde også lavet en kæmpe frise med en ret surrealistisk gengivelse af de skelsættende begivenheder i hendes liv. Hun var enormt bogligt interesseret og også en smuk kvinde, der, som tidligere nævnt, sværmede for tidens store ånder - Goethe og Beethoven to name a few. Jeg havde en træls oplevelse, hvor min USB-nøgle pludselig ikke virkede mere, men heldigvis nåede jeg at gemme teksten på den lokale harddisk. Nu vil jeg være mere påpasselig med sikkerhedskopieringen.
I morgen aften skal jeg holde oplæg - dvs. læse op og fortælle om mit projekt på tysk og det bliver lidt vildt. Jeg har lavet en - nærmest ubrugelig tror jeg - google oversættelse af første kapitel - men har besluttet at skrive både nu her inden frokost og også inden aftensmad og så se, hvad jeg kan finde ud af i aften. Jeg har kun 5 arbejdsdage tilbage og de skal udnyttes til det, det egentlig handler om.
torsdag den 23. april 2009
Illustratorer
Klokken er halv et natten til den 23. og jeg er lige kommet tilbage til værelset efter en hyggelig sammenkomst i anledning af, at en ti-mands(og kvinde)-stor gruppe, hvoraf jeg endnu kun husker navnet på Steffi en maler, som jeg havde en rigtig spændende samtale med omkring nazi-traumet. Den grad af fortrængning, der ligger i hendes bedsteforældres generation omkring tiden under Hitler og anden verdenskrig er fuldstændig afsindigt og det fyldte meget for hende. Meget intens kvinde med smukke øjne og mand og barn – jeg talte en smule med manden, der var noget ældre – også et enormt behageligt menneske. I det hele taget er det en gruppe mennesker, jeg glæder mig til at lære bedre at kende.
Så var jeg ude at 'paffen' i.e. ryge smøger med ”de fastboende” og anden gang vi gik ud kaldte jeg det ”puffen”, nok fordi det er mere det er mere logisk for mig, der er vokset op med ”Puf the magic dragon” (før uskyldstabet troede jeg rent faktisk den handlede om en magisk drage). ”Pif, paf, puf” sagde jeg til alles moro.
I går så jeg dvd'er, som jeg lånte af Roman (forstanderindens søn) - ”Cruel Intentions”, der var latterligt dårlig, men jeg nød den alligevel og afsnit af ”Spongebob” på tysk. Spongebob er tegnefilm om en ”svampemand”, der bor på bunden af havet. Har aldrig set det før, men det var også helt utrolig stenet, men jeg behøvede en mindnumber og som helhed var filmaftenen god. ”Cruel Intentions” er en nyindspilning af en ældre film (og vist også roman), som jeg har set med et meget federe team med blandt andet John Malchowich og Michelle Pfeiffer (tror jeg) og handlede om ødelagte mennesker (denne gang i US-universitetsgevandter), der ødelægger kærligheden, fordi de mener sig hævede over den. Der var en enkelt god scene, hvor hovedpersonen – efter at have afvist sin ægte kærlighed – fortryder og venter på hende på toppen af en rulletrappe. Det er ham eller hende man gerne vil møde, hvis man nogensinde bestiger jakobsstigen. Jeg havde også en dejlig gmailchat med Rasmus og telefonsamtale med Kåre. Tak for det venner, jeg savner jer!
Anne (den unge, frivillige) imponerende i aften med en lynhurtig tegning af et vinglas og ja, det var sgu super. Roman havde stillet tegne- og malegrejer frem og han lavede selv et lækkert maleri af et nærstudie af springvandet ved Alexanderplatz, som jeg netop har set mit meinem eltern. Vi blev dog distraherede, fordi der hang mennesker 300 meter over jorden under Fernsehturm. De hængte en eller anden gigantisk plakat op. Mor, der er meget empatisk og utrolig højdeskræk, fik det dårligt. Jeg synes også det var vildt og var glad for, at det ikke var mig, der var med på det job (fy for helvede!). Romans evner er imponerende og hans skitsebog er tyk. Jeg tror han bliver stor.
Jeg har ikke skrevet meget mere end fem-seks linier i dag, og det er lidt træls. Til gengæld er jeg tilbage hos Jonas – denne gang i første person. Jeg ved ikke om synsvinkelskiftene er blivende endnu, men det er i hvert fald et godt redskab i forhold til at lære karakterene at kende. Jeg hører stadig White Lies, som jeg er blevet helt pjattet med. I går var min yndlingssang dog gode gamle C.V. Jørgensens ”Skygger af skønhed”. Ved ikke om det nogensinde har været bedre på dansk? Nu hører jeg Badly Drawn Boy ”Born in the U.K.” for anden gang. Jeg har egentlig rå-hørt pladen siden London – især to specifikke numre, men hele pladen er virkelig mesterlig. Udover ”Det Overnaturlige”, læser jeg Lion Trillings ”Sincerity and Authenticity” og den er lige så fantastisk anden gang. Jeg har bestil ”Reflective Authenticity” af en italiensk professor, hvis navn jeg har glemt, og håber den venter på mig, når jeg kommer ”hjem”.
Så var jeg ude at 'paffen' i.e. ryge smøger med ”de fastboende” og anden gang vi gik ud kaldte jeg det ”puffen”, nok fordi det er mere det er mere logisk for mig, der er vokset op med ”Puf the magic dragon” (før uskyldstabet troede jeg rent faktisk den handlede om en magisk drage). ”Pif, paf, puf” sagde jeg til alles moro.
I går så jeg dvd'er, som jeg lånte af Roman (forstanderindens søn) - ”Cruel Intentions”, der var latterligt dårlig, men jeg nød den alligevel og afsnit af ”Spongebob” på tysk. Spongebob er tegnefilm om en ”svampemand”, der bor på bunden af havet. Har aldrig set det før, men det var også helt utrolig stenet, men jeg behøvede en mindnumber og som helhed var filmaftenen god. ”Cruel Intentions” er en nyindspilning af en ældre film (og vist også roman), som jeg har set med et meget federe team med blandt andet John Malchowich og Michelle Pfeiffer (tror jeg) og handlede om ødelagte mennesker (denne gang i US-universitetsgevandter), der ødelægger kærligheden, fordi de mener sig hævede over den. Der var en enkelt god scene, hvor hovedpersonen – efter at have afvist sin ægte kærlighed – fortryder og venter på hende på toppen af en rulletrappe. Det er ham eller hende man gerne vil møde, hvis man nogensinde bestiger jakobsstigen. Jeg havde også en dejlig gmailchat med Rasmus og telefonsamtale med Kåre. Tak for det venner, jeg savner jer!
Anne (den unge, frivillige) imponerende i aften med en lynhurtig tegning af et vinglas og ja, det var sgu super. Roman havde stillet tegne- og malegrejer frem og han lavede selv et lækkert maleri af et nærstudie af springvandet ved Alexanderplatz, som jeg netop har set mit meinem eltern. Vi blev dog distraherede, fordi der hang mennesker 300 meter over jorden under Fernsehturm. De hængte en eller anden gigantisk plakat op. Mor, der er meget empatisk og utrolig højdeskræk, fik det dårligt. Jeg synes også det var vildt og var glad for, at det ikke var mig, der var med på det job (fy for helvede!). Romans evner er imponerende og hans skitsebog er tyk. Jeg tror han bliver stor.
Jeg har ikke skrevet meget mere end fem-seks linier i dag, og det er lidt træls. Til gengæld er jeg tilbage hos Jonas – denne gang i første person. Jeg ved ikke om synsvinkelskiftene er blivende endnu, men det er i hvert fald et godt redskab i forhold til at lære karakterene at kende. Jeg hører stadig White Lies, som jeg er blevet helt pjattet med. I går var min yndlingssang dog gode gamle C.V. Jørgensens ”Skygger af skønhed”. Ved ikke om det nogensinde har været bedre på dansk? Nu hører jeg Badly Drawn Boy ”Born in the U.K.” for anden gang. Jeg har egentlig rå-hørt pladen siden London – især to specifikke numre, men hele pladen er virkelig mesterlig. Udover ”Det Overnaturlige”, læser jeg Lion Trillings ”Sincerity and Authenticity” og den er lige så fantastisk anden gang. Jeg har bestil ”Reflective Authenticity” af en italiensk professor, hvis navn jeg har glemt, og håber den venter på mig, når jeg kommer ”hjem”.
tirsdag den 21. april 2009
Stilleben
Foråret er vendt tilbage til Wiepersdorf. I dag var jeg i Jüterbog med bussen, der kører hver mandag og fredag formiddag. Her købte jeg enkelte essentielle ting og sad halvanden til to timer på det solbeskinnede og brostensbelagte rådhustorv og læste Junot Diaz ”The Brief and Wondrous Life of Oscar Wao”, som jeg snart er færdig med. Den vandt pulitzerprisen sidste år og er også ret god. Den skildrer blandt andet rædslerne i den Dominikanske Republik under Trujillo-diktaturet, men også livet som immigrant i USA og er i det hele taget en hyldest til viden og kærlighed. En af bogens store styrker er karakterene, der træder tydeligt frem, ligesom fortællerstemmen også er interessant og relevant.
Vi er en lidt indskrumpet gruppe hernede i øjeblikket. Sanna besøger en veninde i Evian (ja, som i kildevandet) i Frankrig og Martin er taget til Schweiz for at forberede en udstilling. Sanna kommer tilbage fredag, men Martin når jeg ikke at se igen. Han har været den mest arbejdende af alle stedets gæster med mig på en andenplads, tror jeg, så det er begrænset hvor meget vi har set til hinanden, men jeg har efterhånden lært resten rigtig godt at kende. I forgårs ankom en midaldrende, forfatterinde, som jeg ikke kan huske navnet på endnu, ligesom den tyrkisk(tror jeg)-tyske Massum (også forfatter) er vendt tilbage fra en uges tid i Berlin. Han er en sjov fyr, der skruer låget af pebberbøssen for at få noget spice på sin mad. Lukas lidt yngre kone har været på besøg et par dage og hun var en talker på en ok måde. Anne, der er frivillig hernede, er ligeledes tilbage efter en forlænget weekend hos sine forældre. Jeg har givet hende en del musik, for at bidrage med lidt engelsksproget dannelse i dette mekka af tysk kultiverethed.
Mit tyske bliver bliver og bedre. I går så jeg ”Tatort” - på de andres anbefaling - en kriminalserie, der tilsyneladende har kørt for evigt hernede og egentlig er ret god og jeg forstod stort set det hele. Det foregik i Belin især omkring Alexanderplatz, hvor jeg lige har været med mine forældre. Senere var der ”Philosophische Quartet” om finanskrisen, med blandt andet Rudiger Safranski, Peter Sljoiterdijk (foregive the spelling), forfatteren Bodo Kirchhoff (som Hans Christian har oversat) og en kvinde i lilla skjorte - spitzenklasse. Jeg har fået blod på tanden i forhold til Tyskland og det tyske i det hele taget. Det er en stor kultur og et stort sprog, som vi i min generation har haft forbehold overfor og det er gået ud over indlæringen eller i hvert fald den efterfølgende anvendelse (for mit vedkommende i hvert fald) – som om Hollywood-engelsk kan forklare den unge Werthers lidelser eller Fausts fortabelse & frelse.
Jeg hører Kings of Convinience ”Riot on an Empty Street” og det er høj, stille klasse – ret Simon & Garfunkel-agtigt og kan klart anbefales til dem med de tilbøjeligheder. På bogfronten er jeg ved at have tygget mig igennem Neutzsky-Wulffs ”Det Overnaturlige” for tredje gang, tror jeg, men den er så vild, at det langtfra er det hele, der sidder fast endnu. Dog er jeg ved at have forstået dynamikken, der giver Hegels herre-slave dialektik maksimalt baghjul (Rasmus). Jeg venter stadig på ”Menneskets afvikling”, som jeg efter aftale med Borgens redaktør skulle modtage, når den kommer fra trykkeren, med henblik på at lave et interview med ENW på baggrund af en gennemlæsning. Det bliver spændende at se, hvad mesteren disker op med denne gang.
Skriveprocessen skrider også næsten planmæssigt frem. Jeg er startet på tredje kapitel og selvom jeg ikke kender min kvindelige hovedperson, der er stjerne i de lige kapitelnumre (indtil videre) godt nok endnu, synes jeg, der begynder at tegne sig et billede, jeg synes godt om. Dejligt ikke længere at skrive ud i intetheden og at have skabt et sted til alle mine idiosynkrasier og ideer.
Jeg har arbejdet indtil klokken ni i aften, hvorefter jeg løb en lang tur gennem den mørknende skov, mens jeg på en behagelig måde undrede over, om der mon stadig var ulve eller andre interessante dyr på egnen. Jeg kom forbi et sted, hvor der var højlydt kvækken. Jeg tror det må have været frøer en masse, men ved intet med sikkerhed. Nu har jeg læst og drukket et par øl og lige om lidt gør jeg Diaz færdig. Dejlige, stille dage, med masser af god kommunikation og godt arbejde. Jeg håber at komme tilbage hertil en dag.
Vi er en lidt indskrumpet gruppe hernede i øjeblikket. Sanna besøger en veninde i Evian (ja, som i kildevandet) i Frankrig og Martin er taget til Schweiz for at forberede en udstilling. Sanna kommer tilbage fredag, men Martin når jeg ikke at se igen. Han har været den mest arbejdende af alle stedets gæster med mig på en andenplads, tror jeg, så det er begrænset hvor meget vi har set til hinanden, men jeg har efterhånden lært resten rigtig godt at kende. I forgårs ankom en midaldrende, forfatterinde, som jeg ikke kan huske navnet på endnu, ligesom den tyrkisk(tror jeg)-tyske Massum (også forfatter) er vendt tilbage fra en uges tid i Berlin. Han er en sjov fyr, der skruer låget af pebberbøssen for at få noget spice på sin mad. Lukas lidt yngre kone har været på besøg et par dage og hun var en talker på en ok måde. Anne, der er frivillig hernede, er ligeledes tilbage efter en forlænget weekend hos sine forældre. Jeg har givet hende en del musik, for at bidrage med lidt engelsksproget dannelse i dette mekka af tysk kultiverethed.
Mit tyske bliver bliver og bedre. I går så jeg ”Tatort” - på de andres anbefaling - en kriminalserie, der tilsyneladende har kørt for evigt hernede og egentlig er ret god og jeg forstod stort set det hele. Det foregik i Belin især omkring Alexanderplatz, hvor jeg lige har været med mine forældre. Senere var der ”Philosophische Quartet” om finanskrisen, med blandt andet Rudiger Safranski, Peter Sljoiterdijk (foregive the spelling), forfatteren Bodo Kirchhoff (som Hans Christian har oversat) og en kvinde i lilla skjorte - spitzenklasse. Jeg har fået blod på tanden i forhold til Tyskland og det tyske i det hele taget. Det er en stor kultur og et stort sprog, som vi i min generation har haft forbehold overfor og det er gået ud over indlæringen eller i hvert fald den efterfølgende anvendelse (for mit vedkommende i hvert fald) – som om Hollywood-engelsk kan forklare den unge Werthers lidelser eller Fausts fortabelse & frelse.
Jeg hører Kings of Convinience ”Riot on an Empty Street” og det er høj, stille klasse – ret Simon & Garfunkel-agtigt og kan klart anbefales til dem med de tilbøjeligheder. På bogfronten er jeg ved at have tygget mig igennem Neutzsky-Wulffs ”Det Overnaturlige” for tredje gang, tror jeg, men den er så vild, at det langtfra er det hele, der sidder fast endnu. Dog er jeg ved at have forstået dynamikken, der giver Hegels herre-slave dialektik maksimalt baghjul (Rasmus). Jeg venter stadig på ”Menneskets afvikling”, som jeg efter aftale med Borgens redaktør skulle modtage, når den kommer fra trykkeren, med henblik på at lave et interview med ENW på baggrund af en gennemlæsning. Det bliver spændende at se, hvad mesteren disker op med denne gang.
Skriveprocessen skrider også næsten planmæssigt frem. Jeg er startet på tredje kapitel og selvom jeg ikke kender min kvindelige hovedperson, der er stjerne i de lige kapitelnumre (indtil videre) godt nok endnu, synes jeg, der begynder at tegne sig et billede, jeg synes godt om. Dejligt ikke længere at skrive ud i intetheden og at have skabt et sted til alle mine idiosynkrasier og ideer.
Jeg har arbejdet indtil klokken ni i aften, hvorefter jeg løb en lang tur gennem den mørknende skov, mens jeg på en behagelig måde undrede over, om der mon stadig var ulve eller andre interessante dyr på egnen. Jeg kom forbi et sted, hvor der var højlydt kvækken. Jeg tror det må have været frøer en masse, men ved intet med sikkerhed. Nu har jeg læst og drukket et par øl og lige om lidt gør jeg Diaz færdig. Dejlige, stille dage, med masser af god kommunikation og godt arbejde. Jeg håber at komme tilbage hertil en dag.
torsdag den 16. april 2009
Berlin und wieder zu hause
I forgårs kom jeg tilbage efter godt et døgn i Berlin med mine forældre. Vi var på ret traditionel sightseeing, men i et behageligt tempo for os lidt ældre og med en del indskudte kaffe og softdrinkspauser. Vejret var herligt – nogle og tyve grader – så vi var stort set udenfor hele tiden.
Tirsdag aften spiste vi middag med Hans Christian, den danske oversætter jeg mødte på Wiepersdorf på en dejlig, italiensk restaurant i Kreuzberg. Forinden drak vi en god sekt i hans luksuriøse legatbolig. Det var sjovt at præsentere ham for mine forældre.
Onsdag gik vi en lang tur i parken omkring Tiergarten. Vi ville gerne have set det olympiske stadion, men det blev for sent for sidst på eftermiddagen kørte vi de små 2 timer tilbage til Wiepersdorf.
I går havde jeg en lidt dårlig dag rent arbejdsmæssigt. Jeg synes det var svært at komme tilbage til teksten, men jeg har en bedre fornemmelse i dag, så nu får den gas med resten af andet kapitel. Det er heldigvis også blevet gråvejr – har fulgt frontens vej ind over Europa de sidste dage på CNN – så nu føles det ikke helt så syndigt at sidde inde og skrive, som da der var høj sol.
Tirsdag aften spiste vi middag med Hans Christian, den danske oversætter jeg mødte på Wiepersdorf på en dejlig, italiensk restaurant i Kreuzberg. Forinden drak vi en god sekt i hans luksuriøse legatbolig. Det var sjovt at præsentere ham for mine forældre.
Onsdag gik vi en lang tur i parken omkring Tiergarten. Vi ville gerne have set det olympiske stadion, men det blev for sent for sidst på eftermiddagen kørte vi de små 2 timer tilbage til Wiepersdorf.
I går havde jeg en lidt dårlig dag rent arbejdsmæssigt. Jeg synes det var svært at komme tilbage til teksten, men jeg har en bedre fornemmelse i dag, så nu får den gas med resten af andet kapitel. Det er heldigvis også blevet gråvejr – har fulgt frontens vej ind over Europa de sidste dage på CNN – så nu føles det ikke helt så syndigt at sidde inde og skrive, som da der var høj sol.
mandag den 13. april 2009
Osterfeyer
I går havde vi Osterfeyer eller påskeild eller påskebål om man vil. En tysk tradition, der langt slår chokoladeæggene. Vi mødtes ved ottetiden ved atelliet, hvor Lukas og Nicole arbejder. Jeg så nogle af Nicoles fotografier og de er fede. Flere af dem, kunne jeg nærmest ikke tro var fotos, da det mere lignede akvarel på grund af hendes vilde lysarbejde.
Så samlede vi træ og tændte bål og der blev åbnet vin, der var tilovers fra afskedsfesten i sidste uge. Det blev mørkt og stjernerne kom mere og mere til syne og det var en rigtig dejlig aften i godt selskab, hvor jeg mere lyttede end talte, men faktisk følte mig i stand til at kommunikere tilfredsstillende på tysk.
Senere drak jeg et godnat-glas vin med Sanna, der viste mig sin kunstner og jeg spillede White Lies for hende - nyt, engelsk rock-håb, som jeg synes rigtig godt om. Jeg så en del billeder og jeg kan sagtens forstå hendes fascination, da han skiftede stil flere gange i livet og alle perioderne var interessante. Han levede i en lille landsby (et fantastisk maleri viser et lillebys værtshus, hvor alle gæsterne er mænd og deres kranier er blottede i.e. de er døde) og den konsekvens og kompromisløshed gik igen i alle de billeder jeg så.
I går fik jeg ikke skrevet helt nok, men oversprang - ligesom nu - rigeligt, så nu skal den lige have et par timer inden frokost. Far har skrevet, at de 300 kilometer væk, så der kommer også snart gæster.
Så samlede vi træ og tændte bål og der blev åbnet vin, der var tilovers fra afskedsfesten i sidste uge. Det blev mørkt og stjernerne kom mere og mere til syne og det var en rigtig dejlig aften i godt selskab, hvor jeg mere lyttede end talte, men faktisk følte mig i stand til at kommunikere tilfredsstillende på tysk.
Senere drak jeg et godnat-glas vin med Sanna, der viste mig sin kunstner og jeg spillede White Lies for hende - nyt, engelsk rock-håb, som jeg synes rigtig godt om. Jeg så en del billeder og jeg kan sagtens forstå hendes fascination, da han skiftede stil flere gange i livet og alle perioderne var interessante. Han levede i en lille landsby (et fantastisk maleri viser et lillebys værtshus, hvor alle gæsterne er mænd og deres kranier er blottede i.e. de er døde) og den konsekvens og kompromisløshed gik igen i alle de billeder jeg så.
I går fik jeg ikke skrevet helt nok, men oversprang - ligesom nu - rigeligt, så nu skal den lige have et par timer inden frokost. Far har skrevet, at de 300 kilometer væk, så der kommer også snart gæster.
lørdag den 11. april 2009
Dresden
I dag var jeg med Sanna, Nicole (fotografen), hendes mand og griner 9-årige datter på sightseeing i Dresden. Vi havde høj sol, en lidt ældre Audi og cirka 150 kilometer, hvoraf en anseelig andel var Autobahn, hvor den virkelig fik gas.
Dresden ligger meget østligt og har en god halv million indbyggere. Den har en en meget smuk flodbred ned til Elben, hvor tyskerne hang ud, blandt andet i liggestole. Fra nordsiden er der også en smuk tårn-skyline og det er muligt at gå over floden på gangbroer etc.
Da vores tid var begrænset, koncentrerede vi os om Stadtmidte, der - hvor den ikke blev sønderbombet - har mange flotte kirker og lignende. De bygger stadig på højtryk, hvilket også skyldes fortsatte moderniseringer efter genforeningen og den nyere byplanlægning med store pladser uden biltrafik er velgennemtænkt.
Det var decideret sommervejr og det var lækkert at være turist for en dag. Blandt andet besteg vi et højt kirketårn og nød udsigten. Herefter så vi et kæmpe "anlæg" med springvand hvor en gay konge havde besluttet, at alt byens porcelæn skulle opbevares. Heldigvis var der tilslutning til at springe porcelænssamlingen over.
Her til aften har jeg løbet en lille tur, spist sen, kold mad og herefter arbejdet et par timer.
Dresden ligger meget østligt og har en god halv million indbyggere. Den har en en meget smuk flodbred ned til Elben, hvor tyskerne hang ud, blandt andet i liggestole. Fra nordsiden er der også en smuk tårn-skyline og det er muligt at gå over floden på gangbroer etc.
Da vores tid var begrænset, koncentrerede vi os om Stadtmidte, der - hvor den ikke blev sønderbombet - har mange flotte kirker og lignende. De bygger stadig på højtryk, hvilket også skyldes fortsatte moderniseringer efter genforeningen og den nyere byplanlægning med store pladser uden biltrafik er velgennemtænkt.
Det var decideret sommervejr og det var lækkert at være turist for en dag. Blandt andet besteg vi et højt kirketårn og nød udsigten. Herefter så vi et kæmpe "anlæg" med springvand hvor en gay konge havde besluttet, at alt byens porcelæn skulle opbevares. Heldigvis var der tilslutning til at springe porcelænssamlingen over.
Her til aften har jeg løbet en lille tur, spist sen, kold mad og herefter arbejdet et par timer.
fredag den 10. april 2009
Heute morgen Dresden
I går sagde jeg farvel til Sudabeh, og i dag har jeg arbejdet relativt koncentreret med to skrivepas afbrudt af frokost og læsning og en lur under et træ i den store have. Efter aftensmaden cyklede Sanna og jeg ad en cykel og rollerbladesti (som de har en del af her i dette relativt ubefolkede område)gennem skov og over eng til en anden nabolandsby (end den jeg plejer at løbe til). Solen var nedadgående og farverne fantastiske. Her til aften har jeg læst i ENW's "Det Overnaturlige", men jeg er også ved at kværne "The Screwtape Letters".
I går fortalte Martin, at han var blevet antastet af nazister i toget på vej herud fra Berlin og Sudabeh talte ligeledes om, at frekvensen af stærkt højreorienterede var høj her på egnen. Det er ikke så sjovt, når de stakkels mennesker vender deres selvhad udad mod verden. Det må jo være ekstra traumatisk at opleve her i Tyskland, hvor man engang har haft disse offerbødler enevældigt ved rorpinden og ikke blot som støtteparti for en siddende regering.
Hvorom alt er glæder jeg mig til i morgen, hvor jeg tager med Sanna og den kvindelige fotograf (hvis navn undslipper mig pt) hendes mand og barn på dagstur til Dresden. Jeg kender intet til byen andet end, at det var den, der tog et ufatteligt allieret bombardement, men jeg wikipediaer den herefter. Spændende at se en ny by.
På mandag kommer mor og far og tager en overnatning her. Jeg tager med dem til Berlin om tirsdagen og tager en enkelt overnatning. Det bliver godt at se dem, vise dem stedet og gense Berlin.
I går fortalte Martin, at han var blevet antastet af nazister i toget på vej herud fra Berlin og Sudabeh talte ligeledes om, at frekvensen af stærkt højreorienterede var høj her på egnen. Det er ikke så sjovt, når de stakkels mennesker vender deres selvhad udad mod verden. Det må jo være ekstra traumatisk at opleve her i Tyskland, hvor man engang har haft disse offerbødler enevældigt ved rorpinden og ikke blot som støtteparti for en siddende regering.
Hvorom alt er glæder jeg mig til i morgen, hvor jeg tager med Sanna og den kvindelige fotograf (hvis navn undslipper mig pt) hendes mand og barn på dagstur til Dresden. Jeg kender intet til byen andet end, at det var den, der tog et ufatteligt allieret bombardement, men jeg wikipediaer den herefter. Spændende at se en ny by.
På mandag kommer mor og far og tager en overnatning her. Jeg tager med dem til Berlin om tirsdagen og tager en enkelt overnatning. Det bliver godt at se dem, vise dem stedet og gense Berlin.
onsdag den 8. april 2009
Immer geile stunden
I går skrev jeg første kapitel færdig. Der skal helt sikkert udvides og indskrænkes, men jeg har egentlig en ret god følelse især med at være i processen. Jeg læste Hamlet færdig i forgårs og er nu for alvor gået i gang med research vedrørende den kvindelige hovedperson og hendes religion.
Som jeg har spået bliver autenticitet det nye store buzzword og her er jeg nærmest blevet overhalet indenom af ”virkeligheden”, idet en fyr ved navn Nicolai Stagis, snart udkommer med en bog om autentisk virksomhedsledelse. Autenticitet og marked – det virker ret morsomt eller måske bare flyttet et banalitetsniveau ned i forhold til den mere psykologisk-fænomenologiske tilgangsvinkel til begrebet. Eller også er det bare mig, der lynhurtigt fik nok af managementlitteratur eller i det hele taget det at forsøge at sælge profitmageriet et nyt eller ændret ”idégrundlag” igen og igen og ofte i et pseudofilosofisk/psykologisk halv-fagsprog. Det er som om kejseren ustandselig kræver nye klæder og der er rigeligt med humanistiske koncept-skræddere, der villigt falbyder deres visdom i tilskæringer, der måske, måske ikke passer monsteret. Det gode ved autenticitet i den sammenhæng er måske netop, at man kan køre videre med koncepter som idégrundlag og handlingsplaner. Det nye er så, at man nu også skal mene hvad man siger og sige, hvad man mener. Jeg skal under alle omstændigheder læse bogen, når den kommer; men jeg er meget skeptisk med hensyn til relevansen af autenticitetsafsøgning i forhold til erhvervsvirksomheder, hvor man jo i hvert fald altid kender mindst én kerneværdi udmærket.
I går skrev jeg om formiddagen og efter frokost gik jeg længst væk i haven, fordi der er arbejdsmænd, der vælter rundt med gravkøer og lignende tæt på huset. Her fandt jeg et træ og læste en times tid, inden jeg tog en lur, mens solen filtreredes af de endnu uudsprungne, gamle træer og fuglene sang(udenfor mit vindue er træerne begyndt at springe og der er en kastanie lidt længere væk på gårdspladsen, som jeg glæder mig til). Senere fandt jeg Sudabeh på slotsterrassen og jeg sad sammen med hende og læste nogle artikler færdige på Sony-readeren. Inden aftensmad havde jeg en fantastisk løbetur, hvor jeg for første gang nåede enden af den lille vej, jeg har løbet på den sidste uge. Her ligger en nabolandsby som jeg ikke så nærmere på, men vejen i sig selv er utrolig smuk, først gennem en pileallé, så noget skov og der er også udsyn over marker og enge.
I går aftes var der oplæsning ved en tysk børnebogsforfatter. Selve oplæsningen var meget fed og her var jeg i stand til at følge hundrede procent med. Historien, som hun havde skrevet i løbet af sine to-tre måneder her, handlede om to drenge, hvor den enes mor var analfabet. Herudover beskrev hun en masse fine ting ved deres venskab. Personligt synes hovedpersonen virkede ret feminin og der var også indlagt et lille trekantsdrama (altså mellem drengene). Desværre sprang hun i oplæsningen og brugte bagefter utrolig lang tid på spørgsmål. En anden af de logerende kunstnere har sin tiårige datter på besøg i påskeferien og hun havde læst hele teksten og synes godt om den. Der var noget forkrampet over den måde forfatteren afbrød folk på (selv den tiårige) og derfor blev niveauet holdt nede. Sudabeh havde hentet en øl til mig, og det hjalp lidt, men jeg havde besluttet at belønne mig selv med en cigaret efter seancen, så jeg tyggede ikke nikotin og oplevede derfor en utrolig utålmodighed. Jeg blev dog i stand til at observere dette hos mig selv og på den baggrund også i stand til at observere hele forsamlingen og den meget talende forfatterinde og så blev det egentlig interessant igen.
Efter oplæsningen røg jeg en cigaret med den ældre maler Lukas, der har været seriøs, som han kaldte det, siden sit syttende år. I næste uge er der fremvisning i galleriet og det glæder jeg mig sgu til. Sanna, den finske pige, har også lovet at give mig en personlig gennemgang af sit phd-emne (den finske maler med radiatorerne).
Sent på aftenen var jeg hos Sudabeh og vi så (det meste af) 'Dune' – ikke David Lynchs version, men en nyere med William Hurt. Bevidst kitsch og helt fantastisk skuespil og historien holder jo, som alle bør vide. Vi røg og drak lidt og hun lagde tarotkort for mig. Hendes fortolkninger var fantastiske og mine kort og mine spørgsmål var ”all about love”, men ikke uden en nødvendig død. 'Livets træ' er et genkommende tema for mig for tiden. Først så jeg mayaernes version i Guatemala, så gensyn i 'The Fountain' og nu som et vigtigt element i mine tarotkort. Det er en spændende og vel især psykologisk disciplin og med Sudabeh var udsigterne i hvert fald noget lysere end dengang Lanng lagde mine kort. Den holdning har jeg nu også selv til udsigterne. Sudabeh tager afsted i morgen, og jeg skal huske at have opstillingerne skrevet ned. Jeg har lånt hendes første novellesamling, som jeg håber at komme i gang med i dag eller i morgen, men jeg skulle jo også gerne skrive lidt og i aften er der afskedsfest for hende og børnebogsforfatterinden, så nu må vi se.
I dag har Sudabeh og jeg været på cruise til omkringliggende småbyer. Dels for at køre bil, dels for at købe øl til afskedsfesten, der starter her om lidt, dels for at drikke kaffe i middelalderbyen Jüterborg, dels for at tale og dels for at høre musik. Især System of a Down og Red Hot Chili Peppers, som jeg egentlig fik en lille renæssance med.
Jeg har det, som det nok fremgår, stadig helt fantastisk hernede. Jeg har hørt en del Tool (Ænima og Lateralus – gammelt pensum) og så er jeg blevet ret glad for Fever Ray – den kvindelige halvdel af The Knife. Det er lidt mere lavmælt og ret godt at skrive til. Sudabeh har introduceret mig til norske Kings of Convinience – rigtig lækkert.
What to seek and how to get it: Love with grace & grace with love.
Som jeg har spået bliver autenticitet det nye store buzzword og her er jeg nærmest blevet overhalet indenom af ”virkeligheden”, idet en fyr ved navn Nicolai Stagis, snart udkommer med en bog om autentisk virksomhedsledelse. Autenticitet og marked – det virker ret morsomt eller måske bare flyttet et banalitetsniveau ned i forhold til den mere psykologisk-fænomenologiske tilgangsvinkel til begrebet. Eller også er det bare mig, der lynhurtigt fik nok af managementlitteratur eller i det hele taget det at forsøge at sælge profitmageriet et nyt eller ændret ”idégrundlag” igen og igen og ofte i et pseudofilosofisk/psykologisk halv-fagsprog. Det er som om kejseren ustandselig kræver nye klæder og der er rigeligt med humanistiske koncept-skræddere, der villigt falbyder deres visdom i tilskæringer, der måske, måske ikke passer monsteret. Det gode ved autenticitet i den sammenhæng er måske netop, at man kan køre videre med koncepter som idégrundlag og handlingsplaner. Det nye er så, at man nu også skal mene hvad man siger og sige, hvad man mener. Jeg skal under alle omstændigheder læse bogen, når den kommer; men jeg er meget skeptisk med hensyn til relevansen af autenticitetsafsøgning i forhold til erhvervsvirksomheder, hvor man jo i hvert fald altid kender mindst én kerneværdi udmærket.
I går skrev jeg om formiddagen og efter frokost gik jeg længst væk i haven, fordi der er arbejdsmænd, der vælter rundt med gravkøer og lignende tæt på huset. Her fandt jeg et træ og læste en times tid, inden jeg tog en lur, mens solen filtreredes af de endnu uudsprungne, gamle træer og fuglene sang(udenfor mit vindue er træerne begyndt at springe og der er en kastanie lidt længere væk på gårdspladsen, som jeg glæder mig til). Senere fandt jeg Sudabeh på slotsterrassen og jeg sad sammen med hende og læste nogle artikler færdige på Sony-readeren. Inden aftensmad havde jeg en fantastisk løbetur, hvor jeg for første gang nåede enden af den lille vej, jeg har løbet på den sidste uge. Her ligger en nabolandsby som jeg ikke så nærmere på, men vejen i sig selv er utrolig smuk, først gennem en pileallé, så noget skov og der er også udsyn over marker og enge.
I går aftes var der oplæsning ved en tysk børnebogsforfatter. Selve oplæsningen var meget fed og her var jeg i stand til at følge hundrede procent med. Historien, som hun havde skrevet i løbet af sine to-tre måneder her, handlede om to drenge, hvor den enes mor var analfabet. Herudover beskrev hun en masse fine ting ved deres venskab. Personligt synes hovedpersonen virkede ret feminin og der var også indlagt et lille trekantsdrama (altså mellem drengene). Desværre sprang hun i oplæsningen og brugte bagefter utrolig lang tid på spørgsmål. En anden af de logerende kunstnere har sin tiårige datter på besøg i påskeferien og hun havde læst hele teksten og synes godt om den. Der var noget forkrampet over den måde forfatteren afbrød folk på (selv den tiårige) og derfor blev niveauet holdt nede. Sudabeh havde hentet en øl til mig, og det hjalp lidt, men jeg havde besluttet at belønne mig selv med en cigaret efter seancen, så jeg tyggede ikke nikotin og oplevede derfor en utrolig utålmodighed. Jeg blev dog i stand til at observere dette hos mig selv og på den baggrund også i stand til at observere hele forsamlingen og den meget talende forfatterinde og så blev det egentlig interessant igen.
Efter oplæsningen røg jeg en cigaret med den ældre maler Lukas, der har været seriøs, som han kaldte det, siden sit syttende år. I næste uge er der fremvisning i galleriet og det glæder jeg mig sgu til. Sanna, den finske pige, har også lovet at give mig en personlig gennemgang af sit phd-emne (den finske maler med radiatorerne).
Sent på aftenen var jeg hos Sudabeh og vi så (det meste af) 'Dune' – ikke David Lynchs version, men en nyere med William Hurt. Bevidst kitsch og helt fantastisk skuespil og historien holder jo, som alle bør vide. Vi røg og drak lidt og hun lagde tarotkort for mig. Hendes fortolkninger var fantastiske og mine kort og mine spørgsmål var ”all about love”, men ikke uden en nødvendig død. 'Livets træ' er et genkommende tema for mig for tiden. Først så jeg mayaernes version i Guatemala, så gensyn i 'The Fountain' og nu som et vigtigt element i mine tarotkort. Det er en spændende og vel især psykologisk disciplin og med Sudabeh var udsigterne i hvert fald noget lysere end dengang Lanng lagde mine kort. Den holdning har jeg nu også selv til udsigterne. Sudabeh tager afsted i morgen, og jeg skal huske at have opstillingerne skrevet ned. Jeg har lånt hendes første novellesamling, som jeg håber at komme i gang med i dag eller i morgen, men jeg skulle jo også gerne skrive lidt og i aften er der afskedsfest for hende og børnebogsforfatterinden, så nu må vi se.
I dag har Sudabeh og jeg været på cruise til omkringliggende småbyer. Dels for at køre bil, dels for at købe øl til afskedsfesten, der starter her om lidt, dels for at drikke kaffe i middelalderbyen Jüterborg, dels for at tale og dels for at høre musik. Især System of a Down og Red Hot Chili Peppers, som jeg egentlig fik en lille renæssance med.
Jeg har det, som det nok fremgår, stadig helt fantastisk hernede. Jeg har hørt en del Tool (Ænima og Lateralus – gammelt pensum) og så er jeg blevet ret glad for Fever Ray – den kvindelige halvdel af The Knife. Det er lidt mere lavmælt og ret godt at skrive til. Sudabeh har introduceret mig til norske Kings of Convinience – rigtig lækkert.
What to seek and how to get it: Love with grace & grace with love.
søndag den 5. april 2009
5. april om natten
I går havde jeg en fantastisk skrivetur, så jeg ikke kom til forelæsning med finske Sanna om aftenen. Hun er en rigtig sød pige, der skriver phd hernede om en finsk kunstner, der havde oplevet så meget kulde i sit liv, at han malede radiatorer i de fleste af sine billeder, hvis jeg skal tro genfortællingerne.
Jeg blev hentet, først at flinke, danske Hans Christian, som jeg i dag fandt ud af er 67 år og dygtig oversætter og siden tysk-iranske Sudabeh, der er forfatter. Hende har jeg haft fantastiske samtaler med både i går og i dag – hun startede med at ryge fed som 45 årig, yo!, sagde hun. Herefter var de fleste af stedets kunstnere samlet i social-salen og jeg medbragte mine nyindkøbte, transportable højtalere. Der var masser af vin, sekt (tysk champagne) og jeg havde købt 6 forskellige ½liters øl, fordi jeg er turist og vil smage på varerne. Det blev sent og jeg endte med at ryge Sudabehs hjemmerullede (cigaretter, forstås), mens jeg fortryllede det tilbageværende selskab med ”In Rainbows”, Beck og Tool. Flere rigtig gode samtaler med mange interessante mennesker – en atypisk en af slagsen var med en tysk børnebogsforfatter, hvis navn jeg har glemt, der var stor fan af Astrid Lindgren (aren't we all?). Da jeg kom tilbage på værelset ved firetiden ringede Holmgaard for at få Niels nummer.
I dag har jeg taget den med ro, men også taget mig af mine røde øjne, der kommer af at sidde 8 timer foran min 10 tommer skærm. Jeg har fået lavet en af computerne i arbejdsrummet om til dansk keyboard, så der vil jeg arbejde fremover.
Hele eftermiddagen hang jeg ud med Sudabeh i herregårdshaven og den er et syn for guder. Hun kaldte mig en vis mand. Meget interessant bekendtskab. Jeg glæder mig til at læse hende.
Til aften var der soiré i hovedbygningen, min første af slagsen. Tysklands bundespræsident var tilstede og der var en afsindigt dygtig koreansk pianist, der spillede Bethoven + sekt en masse. Igen hang jeg meget ud med Sudabeh og Martin, der er mere eller mindre multi-kunstner og også ser sådan ud. Han går med halstørklæde og en slidt habit, og har et autentisk, livstræt udtryk; men griner som bare satan. Sudabeh sagde, at hun ikke var meget for Bethoven, hvortil han svarede (på beatet fra den niende(?) (dadadadah dadadadah)) warum den nicht? Er ist doch toll. Det sjoveste jeg har hørt i dag.
Da der blev taget billeder med præsidenten og de residerende kunstnere, var jeg ude at ryge smøger med pianisten og hendes veninde - my way of rock and roll. Senere var der samtale med forestanderinden, der er lidt skrap, Hans Christian, Sudebah, Martin og en terapeut + hendes mand. Terapeuten havde ”styret løjerne” under soiréen, der udover musikken også bestod af skuespillere, der læste op af Bethovens breve og svar fra hende vi fejrede fødselsdag for, hvis navn jeg også har glemt. Terapeuten talte om sin eklektiske, holistiske og totalitære metode og Hans Christian sagde, at han var inkarneret freudianer og da hun fremturede stemte han i med Sinatras ”I did it my way”. Gotta respect that!
Jeg ved ikke hvor frisk jeg bliver i morgen, men jeg vil tage mit nye arbejdsrum i besiddelse. Jeg er ved at konkludere første kapitel og så har jeg fået en åbenbaring i forhold til Sophia, min kvindelige co-protagonist. Sudabeh mener at ”autenticitetsbegrebet” er for bogstavelig en titel og jeg tager hendes input meget seriøst. Hun har haft utrolig mange gode oneliners og i det hele taget været en stor inspiration allerede. Jeg kommer til at savne hende, når hun tager væk engang i næste uge. ”Giving up the imperative of change.” ”How do you liberate yourself from false freedom?”
Nu vil jeg læse Per Aage Brandts begavede efterord til ”Justine” færdig og derefter begynde på ”Hamlet.”
Jeg blev hentet, først at flinke, danske Hans Christian, som jeg i dag fandt ud af er 67 år og dygtig oversætter og siden tysk-iranske Sudabeh, der er forfatter. Hende har jeg haft fantastiske samtaler med både i går og i dag – hun startede med at ryge fed som 45 årig, yo!, sagde hun. Herefter var de fleste af stedets kunstnere samlet i social-salen og jeg medbragte mine nyindkøbte, transportable højtalere. Der var masser af vin, sekt (tysk champagne) og jeg havde købt 6 forskellige ½liters øl, fordi jeg er turist og vil smage på varerne. Det blev sent og jeg endte med at ryge Sudabehs hjemmerullede (cigaretter, forstås), mens jeg fortryllede det tilbageværende selskab med ”In Rainbows”, Beck og Tool. Flere rigtig gode samtaler med mange interessante mennesker – en atypisk en af slagsen var med en tysk børnebogsforfatter, hvis navn jeg har glemt, der var stor fan af Astrid Lindgren (aren't we all?). Da jeg kom tilbage på værelset ved firetiden ringede Holmgaard for at få Niels nummer.
I dag har jeg taget den med ro, men også taget mig af mine røde øjne, der kommer af at sidde 8 timer foran min 10 tommer skærm. Jeg har fået lavet en af computerne i arbejdsrummet om til dansk keyboard, så der vil jeg arbejde fremover.
Hele eftermiddagen hang jeg ud med Sudabeh i herregårdshaven og den er et syn for guder. Hun kaldte mig en vis mand. Meget interessant bekendtskab. Jeg glæder mig til at læse hende.
Til aften var der soiré i hovedbygningen, min første af slagsen. Tysklands bundespræsident var tilstede og der var en afsindigt dygtig koreansk pianist, der spillede Bethoven + sekt en masse. Igen hang jeg meget ud med Sudabeh og Martin, der er mere eller mindre multi-kunstner og også ser sådan ud. Han går med halstørklæde og en slidt habit, og har et autentisk, livstræt udtryk; men griner som bare satan. Sudabeh sagde, at hun ikke var meget for Bethoven, hvortil han svarede (på beatet fra den niende(?) (dadadadah dadadadah)) warum den nicht? Er ist doch toll. Det sjoveste jeg har hørt i dag.
Da der blev taget billeder med præsidenten og de residerende kunstnere, var jeg ude at ryge smøger med pianisten og hendes veninde - my way of rock and roll. Senere var der samtale med forestanderinden, der er lidt skrap, Hans Christian, Sudebah, Martin og en terapeut + hendes mand. Terapeuten havde ”styret løjerne” under soiréen, der udover musikken også bestod af skuespillere, der læste op af Bethovens breve og svar fra hende vi fejrede fødselsdag for, hvis navn jeg også har glemt. Terapeuten talte om sin eklektiske, holistiske og totalitære metode og Hans Christian sagde, at han var inkarneret freudianer og da hun fremturede stemte han i med Sinatras ”I did it my way”. Gotta respect that!
Jeg ved ikke hvor frisk jeg bliver i morgen, men jeg vil tage mit nye arbejdsrum i besiddelse. Jeg er ved at konkludere første kapitel og så har jeg fået en åbenbaring i forhold til Sophia, min kvindelige co-protagonist. Sudabeh mener at ”autenticitetsbegrebet” er for bogstavelig en titel og jeg tager hendes input meget seriøst. Hun har haft utrolig mange gode oneliners og i det hele taget været en stor inspiration allerede. Jeg kommer til at savne hende, når hun tager væk engang i næste uge. ”Giving up the imperative of change.” ”How do you liberate yourself from false freedom?”
Nu vil jeg læse Per Aage Brandts begavede efterord til ”Justine” færdig og derefter begynde på ”Hamlet.”
torsdag den 2. april 2009
Legatophold på Schloss Wiepersdorf
Jeg ankom til Berlin i går efter en halvhård busrejse fra København. Rejsen blev især gjort træls af det faktum, at der sad det, man i gamle dage ville kalde poptøser, foran mig. Jeg havde sovet to timer natten i forvejen, da jeg (naturligvis) fik vendt døgnet helt efter nogle dage i København. Det var ikke så meget det, at alt hvad de sagde var så ubegribeligt dumt, men mere at de til tider kaglede over i meget høje udbrud. Det krævede megen zen, happy-place-tænkning og høj Ipod (der ikke er en Ipod), men turen var billig og relativt kort.
Fra Berlin tog jeg regionaltoget en lille time i syd-østlig retning til byen Jüterburg og herfra en flink, men halvdyr taxamand de sidste tyve kilometer gennem det flade, men forårssmukke, tyske landskab.
Her på andendagen har jeg arbejdet, løbet, konverseret og spist. Maden er fantastisk og det er et skønt område, med løbe- og cykelruter i massevis. Jeg har haft en god snak med den eneste anden dansker, en meget publiceret oversætter ved navn Hans-Christian Fink. Ellers er her mest tyskere og en enkelt, finsk pige (kvinde), der skriver phd om en tysk billedkunstner. Jeg taler naturligvis med alle, men kan godt mærke at mit tyske er lidt gammelt og ubrugt. Omvendt lærer jeg noget i hver eneste samtale og det er fedt nok, bortset fra at det ikke er så afslappende at spise, fordi jeg skal koncentrere mig. Jeg læser de Sades 'Justine', der virker mere underholdende end egentlig god, men den er kort. På turen herned læste jeg Lone Hørslevs 'Naturlige fjender' og den synes jeg godt om. Har opdaget bandet Whiskeytown, der styrer og vist også kan skrives til.
Jeg har ikke arbejdet helt nok i dag, fordi jeg tog en længere middagslur - sikkert nødvendig efter kbh og rejsen - efter løbetur og frokost, så jeg giver den en time til.
Fra Berlin tog jeg regionaltoget en lille time i syd-østlig retning til byen Jüterburg og herfra en flink, men halvdyr taxamand de sidste tyve kilometer gennem det flade, men forårssmukke, tyske landskab.
Her på andendagen har jeg arbejdet, løbet, konverseret og spist. Maden er fantastisk og det er et skønt område, med løbe- og cykelruter i massevis. Jeg har haft en god snak med den eneste anden dansker, en meget publiceret oversætter ved navn Hans-Christian Fink. Ellers er her mest tyskere og en enkelt, finsk pige (kvinde), der skriver phd om en tysk billedkunstner. Jeg taler naturligvis med alle, men kan godt mærke at mit tyske er lidt gammelt og ubrugt. Omvendt lærer jeg noget i hver eneste samtale og det er fedt nok, bortset fra at det ikke er så afslappende at spise, fordi jeg skal koncentrere mig. Jeg læser de Sades 'Justine', der virker mere underholdende end egentlig god, men den er kort. På turen herned læste jeg Lone Hørslevs 'Naturlige fjender' og den synes jeg godt om. Har opdaget bandet Whiskeytown, der styrer og vist også kan skrives til.
Jeg har ikke arbejdet helt nok i dag, fordi jeg tog en længere middagslur - sikkert nødvendig efter kbh og rejsen - efter løbetur og frokost, så jeg giver den en time til.
lørdag den 31. januar 2009
Rio og hjemtur
De sidste mange dage har jeg taget den kraftigt med ro i Rio. Efter en hård bustur boede jeg ni-ti dage på hostel "Lemon Spirit", der var hyggeligt med udendørs bar, hængekøjer, godt internet og 5 minutters gang fra stranden. De første dage var vejret mindre godt, men mod slutningen blev det til flere strandture. Nattelivet i Rio er til gengæld fantastisk - jeg blev meget gode venner med 3 englændere og vi var blandt andet til karnevals-for-fest, på sugarloaf-mountain og helikoptertur med fantastisk udsigt. Et godt stykke hen ad vejen var tiden i Rio den bedste på hele turen - især på grund af dem, jeg delte den med.
Nu sidder jeg hos Rasmus i København og forsøger at få lavet en plan for at se flest mulige venner inden jeg tager til Jylland tirsdag aften. Rejsen har været noget af det bedste jeg nogensinde har foretaget mig og som Julie fra London sagde har jeg nu "an honesty about me." Det kan jeg takke rejsen, oplevelserne og menneskene for. Nu står den på ny phd-ansøgning, oversættelsesudgivelse (forhåbentlig) og især glæder jeg mig til at se min familie igen. Er dog også ved at begynde at tænke over, hvor jeg skal hen næste gang.
Nu sidder jeg hos Rasmus i København og forsøger at få lavet en plan for at se flest mulige venner inden jeg tager til Jylland tirsdag aften. Rejsen har været noget af det bedste jeg nogensinde har foretaget mig og som Julie fra London sagde har jeg nu "an honesty about me." Det kan jeg takke rejsen, oplevelserne og menneskene for. Nu står den på ny phd-ansøgning, oversættelsesudgivelse (forhåbentlig) og især glæder jeg mig til at se min familie igen. Er dog også ved at begynde at tænke over, hvor jeg skal hen næste gang.
onsdag den 21. januar 2009
Iguazu
(foto af Merete Høegh Jeppesen) Jeg sidder i Rio de Janiero, klokken er lidt over 1 om natten. Jeg er netop gået indenfor, for regnen tog til og gjorde det umuligt at blive ude, selvom varmen ellers er til det. I går afsluttede jeg en hård 24 timers bustur, som jeg håber er den sidste af sin slags på rejsen og har brugt dagen i dag til at restituere og i øvrigt opholdt mig i området omkring hostellet ved Leblon (stranden lidt længere fra centrum end Ipanema
Forinden så jeg Iguazu-vandfaldene, der er noget af det mest imponerende jeg nogensinde har set. På grænsen mellem Argentina, Brasilien og Paraguay ligger verdens største vandfald og bare området i sig selv er eventyrligt på trods af alle turisterne. Det er muligt at gå hele vejen hen til ”Djævlens hals”, som den største samling af vandfald kaldes. I alt udgøres Iguazu af over 200 mindre vandfald, men her falder vandet mest og længst. Vejen derud gik gennem regnskov – man kan også hoppe på et ”Økologisk” tog i Tivoli-format, men jeg valgte altså at gå og blev blandt andet belønnet med en dans af sommerfugle i forskellige farver og størrelser – jeg fik dem på video, da jeg stadig ikke har noget kamera. På vejen ud over det anseelige bro-system, der krydser den enormt brede flod på vej ud mod djævlens hals, så jeg også diverse dyr – blandt andet en Cayman, en sydamerikansk alligator, der ubevægeligt ventede på bytte, kolibrier og andre jungle-fugle i fantastiske farver.
Selve vandfaldene er nærmest ubeskrivelige – så meget vand, der bare fosser omkring 80 meter ned til flodens fortsættelse. Her dannes en gigantisk sky af vanddråber, der, når vinden vender, bader de besøgende og deres kameraer i noget der minder om regn, men falder blidere som en tåge. På vej ned ændrer det faldende vand form flere gange fra rindende flod, til faldende stråler, til hvidt skum og så mange farvenuancer fra blåsort til blåt til grønt i flere variationer og til slut et hvidt kaos.
Jeg opholdt mig på den yderste platform i henved en time, før jeg var gennemblødt. Jeg fik ikke nok – hvis jeg havde kunnet sidde i tørvejr ville jeg være blevet til parken lukkede – men det begyndte også at regne og jeg blev bekymret for videokameraets skæbne og begav mig hjemad mod hostellet.
Det var et af de bedste hostels jeg har været på, der var en pool og det var lækkert at slappe af i lidt mere luksuriøse omgivelser end jeg ellers har været vant til.
Aftenen inden min tur til vandfaldene var der grillfest og jeg mødte tyske Claudia. Et navn jeg var i stand til at huske, fordi det også er navnet på den kvindelige hovedperson i ”Magnolia”. Hun var stewardesse for Lüfthansa og bor i München og har et deltidsjob, hvilket betyder, at hun har fri tre måneder om året, nærmere bestemt november, januar og februar, hvor hun rejser til de varme lande med rabat fra sit flyselskab. Se det var en livsstil man kunne blive afhængig af.
Nu er jeg så i Rio og håber at vejrguderne forbarmer sig lidt mere i morgen, så der bliver mulighed for lidt sightseeing. Egentlig havde jeg besluttet mig for at blive her indtil hjemturen den 30. men måske tager jeg en lille tur ud til en af de nærliggende øer, hvor der skulle være bedre strande, mere ro og måske endda sol.
torsdag den 15. januar 2009
Exit Buenos Aires
I morgen har jeg endnu en 1200 kilometers bustur at se frem til. Jeg tager nordpå til Iguazu-vandfaldene, hvor der skulle være endnu varmere end de vel omkring 30 grader, Buenos Aires har budt på de sidste dage.
I søndags mødtes jeg med Christian og Simon og havde en god tur i byen. Vi fik blandt andet en fortrinlig middag, hovedsagelig bestående af bøf og rødvin - de har vitterligt fortinligt oksekød herovre. Merete og jeg nåede desværre ikke at mødes dagen efter, så det må blive hjemme i kulden.
De sidste dage har jeg hovedsageligt slappet af og skrevet et par ansøgninger (legatophold og påbegyndt endnu en phd-ansægning), set på byen og nydt ikke at køre i bus eller bo på hostel. Jeg har ikke købt kamera, da jeg ikke er faldet over et og har været for doven til at være målrettet. Jeg håber jeg kan låne mig frem hos folk, jeg møder.
Der er kun fjorten dage til jeg har en flyver fra Rio og på den ene side glæder jeg mig til at se alle igen, men omvendt er det også hårdt at forlade Latin-amerika, som jeg er blevet enormt glad for. Jeg ser frem til finalen i Brasillien og København.
I søndags mødtes jeg med Christian og Simon og havde en god tur i byen. Vi fik blandt andet en fortrinlig middag, hovedsagelig bestående af bøf og rødvin - de har vitterligt fortinligt oksekød herovre. Merete og jeg nåede desværre ikke at mødes dagen efter, så det må blive hjemme i kulden.
De sidste dage har jeg hovedsageligt slappet af og skrevet et par ansøgninger (legatophold og påbegyndt endnu en phd-ansægning), set på byen og nydt ikke at køre i bus eller bo på hostel. Jeg har ikke købt kamera, da jeg ikke er faldet over et og har været for doven til at være målrettet. Jeg håber jeg kan låne mig frem hos folk, jeg møder.
Der er kun fjorten dage til jeg har en flyver fra Rio og på den ene side glæder jeg mig til at se alle igen, men omvendt er det også hårdt at forlade Latin-amerika, som jeg er blevet enormt glad for. Jeg ser frem til finalen i Brasillien og København.
søndag den 11. januar 2009
Patagonien: Puerto Madryn, Valdez-halvøen, El Calafate og Perito Moreno-gletscheren
Dagen efter ankomsten tog jeg på dagtur på Valdez-halvøen – meget behageligt – magellanske pingviner, søløver, sæler etc. og det var lækkert at se dyrene i deres naturlige omgivelser. Indtrykket af mennesketomhed forlades ikke på øen, der ligger stormomsust med adskillige fredede dyrereservater rundt omkring. Det er også muligt at se hvaler, men vi var desværre udenfor sæsonen, ligesom der var en lille chance for at se en spækhugger (the bad boy in the whale family) komme op af vandet – rulle ind med en bølge og spise en sæl, der solbader på stranden og tage samme bølge ud igen - dræbersurf. Heller ingen gevinst her, men alligevel en rigtig god tur.
Jeg mødte det engelsk-franske par Zoe og Alex på turen og om aftenen var vi ude og spise en god middag. Dagen efter rejste jeg videre sammen med dem mod El Calafate, for at se Perito Moreno-gletscheren. Vi ankom efter endnu en 24 timers bustur og fandt et billigt og venligt hostel, hvor der blev kæderøget i fællesarealet. Alex og jeg festede lidt på stedet med såvel indehaveren som andre argentinere – guitar og fællessang på spansk.
Dagen efter fik vi en aftentur til gletscheren. Fordelen ved dette var, at der på dette tidspunkt ikke ville være så mange mennesker derude og den cirka 70 kilometers tur derud i 4-hjulstrækker virkede da også rimelig ubefærdet. Turen var i sig selv noget af en oplevelse. Høje bjergmassiver overalt, meget ren luft og den enorme Lago Argentina, hvori gletscheren kælver store isbjerge. Intet kunne dog forberede mig på synet af gletscheren, der selv ved første blik på en 5-7 kilometers afstand var imponerende. En massiv isvæg, der er over 60 meter høj, mange kilometer dyb og flere kilometer bred og funklende hvid og blå i det svindende dagslys. Det var en stor fordel at komme der om aftenen. Vi stødte kun på én overgearet, Argentinsk familie, og jeg takkede guderne for deres korte attentionspan, der betød at de skred efter to minutters råbende beskuen.
Eftersom vi kom tættere på kunne vi høre gletscheren knirke og brage og ved flere lejligheder så og hørte vi store stykker is falde de mange meter ned i vandet, med brag der, forstærket af ismassivet, havde en styrke som riffel- eller kanonskud afhængig af isblokkenes størrelse. Farverne skiftede med solens nedgang til mere mat-hvid og til slut kom den næsten fulde måne og stjernerne på himlen. Det er et af de mest overvældende naturfænomener, jeg har set i mit liv.
I skrivende stund sidder jeg i endnu en bus på vej tilbage til Rio Gallegos – det er mit mål at vende tilbage til Buenos Aires indenfor de nærmeste dage – for at møde Merete og Davids kammerat Christian. Herefter tager jeg til den helt nordlige del af landet for at se Iguazu-vandfaldet inden grænsekrydsningen til Brasilien. På grund af højsæsonen har det været svært at få busforbindelserne til at fungere optimalt, men nu er vi i hvert fald på vej.
Jeg har fået stjålet min regnjakke med kamera i lommen, så jeg nasser mig for øjeblikket frem på billedsiden og forsøger at tage noget video, men det er irriterende ikke selv at kunne skyde ved enhver given lejlighed og jeg håber at få lejlighed til at købe et nyt, billigt lommekamera i Buenos Aires.
Udenfor har bjeglandskabet igen ændret sig tilbage til den altdominerende, Patagonske steppe og der er stadig utrolig langt til Buenos Aires.
søndag den 4. januar 2009
Puerto Madryn
Nye billeder:
http://picasaweb.google.dk/jakobkowalski/CopacabanaLaPazUyuniOgJulIPichilemuChile?feat=directlink
Jeg skal på tur i morgen på Valdez-halvøen, så jeg smutter i seng nu. Uploadet tog, som sædvanlig, længere tid end jeg havde forestillet mig.
http://picasaweb.google.dk/jakobkowalski/CopacabanaLaPazUyuniOgJulIPichilemuChile?feat=directlink
Jeg skal på tur i morgen på Valdez-halvøen, så jeg smutter i seng nu. Uploadet tog, som sædvanlig, længere tid end jeg havde forestillet mig.
lørdag den 3. januar 2009
Buenos Aires
I dag forsoeger jeg at faa en bus ned sydpaa i Patagonien - naermere bestemt Puerty Madryn, hvor der er adgang til halvoen Valdés, hvor man blandt andet kan se pingviner og soeelefanter. Hvis jeg har energi til det fortsaetter jeg ned til ildllandet og gletscherne inden jeg runder Buenos Aires igen, for at tage nordpaa og se Iguazu vandfaldene og krydse ind i Brassilien.
Nytaarsaften var rigtig god - middag med et dansk par jeg moedte i Chile og derefter til en stoerre fest hos Davids vens ven her i Palermo-kvarteret, hvor jeg ogsaa bor. Jeg har vaeret lidt traet siden, saa den har mest staaet paa afslapning og laesning af Cormac Mccharthys "Blood Meriddian", der er fantastisk. Hostellet er yderst socialt og det vil sige larm om natten, men jeg har ogsaa moedt mange fine mennesker. Nu er det busbestillingstid.
Nytaarsaften var rigtig god - middag med et dansk par jeg moedte i Chile og derefter til en stoerre fest hos Davids vens ven her i Palermo-kvarteret, hvor jeg ogsaa bor. Jeg har vaeret lidt traet siden, saa den har mest staaet paa afslapning og laesning af Cormac Mccharthys "Blood Meriddian", der er fantastisk. Hostellet er yderst socialt og det vil sige larm om natten, men jeg har ogsaa moedt mange fine mennesker. Nu er det busbestillingstid.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)